Efter en lang bevisførelse, kommer han ind på de samme vanskeligheder, som kendes i nutiden. Han siger:

”Nogle mennesker er barbarer, mens andre er oplyste. Nogle af barbarerne er primitive og grusomme, mens andre har en mildere natur. Nogle af dem lever under vedtagne love, andre lever under love af en lavere og strengere art, mens nogle igen har umenneskelige og primitive skikke i stedet for love. Og nogle er straks fra fødselsøjeblikket underkastet ydmygelse og overgreb, hvor de opdrages som slaver og er underlagt herrer, herskere eller tyranner. Nogle har sunde legemer, mens andre har syge legemer fra de første år. Nogle har svagt syn, mens andre har svag hørelse og tale. Nogle fødes i den tilstand, mens andre mister sanser på et senere tidspunkt.”

Origenes spørger:

”Men hvorfor skal jeg gentage og opremse alle den menneskelige elendigheds rædsler? Hvorfor er det sådan?”

Og han fortsætter med at forklare, at årsagen til forskellighederne hos fornuftige skabninger er personlighedens frie vilje. Forskelligheder i menneskers skæbner betragter kættere som udtryk for forskelle i sjælenes natur, hvorimod han selv påstår, at alle sjæle har samme natur under henvisning til den guddommelige retfærdighed. Deres argument er, at når der er store forskelle i de ydre forhold, og forskellen eksisterer allerede fra fødslen, kan den frie vilje ikke være forklaringen, (for ingen vælger hverken hvor, sammen med hvem eller i hvilken tilstand man fødes). Og når forklaringen ikke skyldes forskelle i sjælenes natur, sådan at en ond sjæl inkarnerer i en ond nation og en god sjæl i en retfærdig nation, er der ikke andre forklaringer, end at valgene skyldes tilfældigheder. Og hvis man erkender det, kan man ikke længer tro, at verden blev skabt af Gud eller styret af Ham.