Han tænker på apostelens opfattelse, hvor han taler om Esaus og Jakobs fødsel: ”Findes der mon uretfærdighed hos Gud?”[1] og svaret er: ”Nej, langtfra!” Derfor siger Origenes, at: ”Princippet kan anvendes på alle andre tilfælde, fordi skaberens retfærdighed viser sig i alle ting.”

”Ulighed i livsforhold skaber retfærdighed ved fordeling efter fortjeneste.” Det samme gælder ære og vanære. ”Alle fornuftige sjæles natur er den samme, og kan sammenlignes med en klump ler. Gud former, i overensstemmelse med handlingerne i tidligere liv, en form til ære eller vanære. Uanset om de er formet til ære eller vanære, er de formet af samme lerklump med en natur, som enten skal frelses eller tilintetgøres.”

”Hvis man erkender, at formen skabes af den samme pottemager[2] – for det skabte forudsætter en skaber – så er der mulighed for at vælge, om man mener en god skaber, der skaber dårlige og umoralske mennesker, eller om man mener en god skaber, der skaber gode og moralske mennesker. Svaret kræver, at man vælger mellem de to alternativer. Men hvis man siger, at Gud skaber former, der enten er til ære eller vanære, på grund af tidligere årsager, går der ikke skår i Guds retfærdighed.”

Og Origenes tilføjer:

”Hvis et menneske på grund af tidligere årsager blev formet til et kar til vanære i det nuværende liv og forbedrer sine veje og renser sig fra al ondskab, kan det formes til et kar til ære, som er parat til at udføre godt arbejde.”

Der er tydeligt, at reinkarnationslæren bruges som forsvar for Guds retfærdighed. Hvis en sjæl kan gøres god, er det umulig for en retfærdig og kærlig Gud at skabe en ond sjæl. Men hvis man mener, at mennesker fødes som umoralske forbrydere, som findes overalt på Jorden, er man enten tvunget til at acceptere, at en fuldkommen og alkærlig Gud skaber en fordærvet sjæl og derefter straffer den, fordi den er det, han selv har gjort den til. Eller at der er tale om mennesker under udvikling, som opdrages til fuldkommenhed? Hvis et menneske i et liv fødes med en brutal og ond karakter, skyldes det, at det selv har begået fejl og derfor høster resultaterne af sin egen ondskab, for på den måde lærer det godhed og visdom.

_________________________________

[1] Paulus’ Brev til Romerne, 9,14

[2] Paulus’ Brev til Romerne, 9,21: ”Har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære?”

_________________________________