Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

TANKEKRAFT
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-TANKEKRAFT-e-Bog-Annie-Besant-Åndsvidenskab

TANKEKRAFT (11 af 13)


Bogen er en hjælp til mennesker, der vil udvikle de mentale potentialer. Mestrer man de principper, der beskrives i bogen, vil det være muligt at udnytte de iboende egenskaber.

TANKEKRAFT (11 af 13)

9. kapitel

STYRKELSE AF TÆNKEEVNEN

Nu skal det dreje sig om den praktiske anvendelse af tankens kraft − for det, man studerer, skal altid omsættes til praktisk handling. Man skal først lære at udvikle og derefter at bruge den udviklede tænkeevne til at hjælpe andre mennesker – både fysisk levende mennesker og de såkaldt døde – for hjælpen fremmer menneskehedens udvikling og dermed også ens egen.

Tænkeevnen kan kun forstærkes ved disciplineret træning. Der gælder nøjagtig det samme som for musklerne, for deres udvikling afhænger af, om man træner de muskler, man allerede har – og den mentale udvikling afhænger også af, at man træner den tænkeevne, man allerede har.

Sådan er livets lov! Vækst kræver øvelse. Livet – sjælen − forsøger konstant at komme stærkere til udtryk i det ydre ved hjælp af den form, den er lukket inde i. Når sjælen stimuleres ved hjælp af øvelser, skaber det et pres på formen. Formen udvider sig, og nyt stof indbygges i formen, og udvidelsen bliver derfor til en vis grad permanent. Når en muskel strækkes under en øvelse, strømmer der mere liv ind i den. Cellernes antal vokser, og derfor vokser musklen. Når mentallegemet vibrerer pga. tankens påvirkning, tiltrækkes der nyt stof fra mentalplanet, og det mentale stof indbygges i mentallegemet, og derfor vokser mentallegemet i omfang. Og samtidig bliver det mere facetteret i sin sammensætning. Et mentallegeme, der konstant trænes, vokser, og det sker uanset om den tænkning, man bruger til øvelsen, er god eller ond. Tænkningens kvalitet er afgørende for, hvilken slags stof, der skaber væksten.

Antallet af celler i det fysiske grå hjernestof vokser, efterhånden som hjernen trænes i at tænke. Ved obduktioner har det vist sig, at hjerner fra afdøde tænkere ikke alene er større og tungere end hjerner fra mennesker, der ikke har tænkt mange tanker, men at de også har et langt større antal forbindelser (synapser) mellem hjernecellerne. Derfor danner den grå nervesubstans en langt større overflade på det fysiske redskab for tænkningen.

Både mentallegemet og det fysiske legeme vokser ved øvelse, og hvis man ønsker at udvikle og udvide sine legemer, kræver det regelmæssig daglig tænkning med den faste målsætning at udvikle sine mentale evner. Det er unødvendigt at tilføje, at sjælens iboende kræfter også udvikles hurtigere, når tænkeevnen trænes, for sjælen får større indflydelse på sine legemer.

Hvis øvelsen skal have optimal virkning, skal den være systematisk. Man kan f.eks. vælge at studere litteratur om et interessant emne, der er beskrevet af en seriøs og sagkyndig forfatter, som præsenterer læseren for nye, ofte avancerede og udviklende tanker – eksempelvis seriøs åndsvidenskab. I den type litteratur vil sætningerne kræve langsom læsning, og derefter skal der tænkes omhyggeligt over det, der er læst. Det er en god regel at tænke dobbelt så længe, som man læser. Formålet med læsningen er ikke alene at få nye idéer, men også at styrke tænkeevnen. Hvis det er muligt, skal der hver dag afsættes en halv time til læsning, men det anbefales, at man i begyndelsen kun læser et kvarter, for begyndere vil opleve, at den anspændte opmærksomhed kan være anstrengende.

Hvis man praktiserer øvelsen regelmæssigt i nogle måneder, vil man mærke, at den mentale kraft er vokset. Man vil opdage, at man er i stand til at tackle livets almindelige problemer langt mere effektivt end tidligere. Naturen er en retfærdig arbejdsgiver, for den betaler nøjagtigt den løn, man fortjener – hverken mere eller mindre. Hvis man ønsker at lønnen skal udbetales i form af øgede eller forfinede evner, skal der først præsteres et arbejde med intens tænkning.

Arbejdet er dobbelt. På den ene side vækkes bevidsthedsevnerne. På den anden udvikles de former, der er forudsætningen for, at evnerne kan komme til udtryk − og det er vigtigt at huske den første. Mange mennesker anerkender værdien af, at en bestemt tænkning påvirker den fysiske hjerne, men de fleste glemmer, at kilden til al tænkning er den usynlige og udødelige sjæl. Man får i virkeligheden ikke noget nyt, for man aktiverer kun latente evner, som man allerede var i besiddelse af. Alle evner og al kraft findes allerede. Man skal bare aktivere dem og bruge dem, for ånden (monaden) er kilden til livet i enhver skabning. Sjælen – monadens kundskabsaspekt – lever i alle, og den er opmærksom på enhver lejlighed til at komme til udtryk på en mere fuldkommen måde. Evnerne ligger i alle skabninger, for de er evige og umanifesteret. Formen manifesteres og forandres, men livet er menneskets ånd, som er ubegrænset i sine evner. Den kraft, der findes i alle, er identisk med den kraft, der formede Universet, da det blev skabt. Kraften er guddommelig – ikke menneskelig. Den er en del af Logos’ liv og uadskillelig fra Ham.

Det er vigtigt at forstå det og huske, at mennesket ikke mangler hverken kraft eller evne. Det er redskabets mangler og begrænsninger, der skaber problemer. Hvis det var almindeligt kendt og accepteret, ville menneskeheden arbejde med mere mod og større håb, og virkningen ville være tilsvarende større. Man skal føle, at menneskets dybeste natur er kundskab, og man skal vide, at man selv bestemmer, om den dybe natur skal komme til udtryk i den aktuelle inkarnation. Muligheden begrænses ganske vist af fortidens tænkning, men den kan udvides og gøres mere effektiv af den samme kraft, som i fortiden formede nutiden. Formerne er plastiske. De kan omformes af livets vibrationer – ganske vist kun langsomt.

Man skal huske, at regelmæssige øvelser har stor betydning for kontinuerlig vækst. Springer man over en dags øvelse, skal der tre eller fire dages arbejde til at opveje tilbagegangen – i hvert fald på vækstens første trin. Når den stabile tænkning er blevet en integreret vane, er regelmæssige øvelser ikke så vigtige. Men indtil vanen har slået dybe rødder i menneskets natur, har disciplin og regelmæssighed meget stor betydning, for ellers vil den gamle vane med at lade tankerne drive omkring igen få overtaget, og mentallegemets stof vil vende tilbage til de gamle former, og formerne skal igen nedbrydes når øvelsens genoptages. Det er bedre at praktisere øvelsen dagligt i 5 min. end en halv time nogle dage og andre dage slet ikke.

 

Tvangstanker

– deres betydning og udryddelse

Det er korrekt, når man siger, at mennesker ældes mere pga. deres tvangstanker end pga. deres arbejde. Når arbejdet ikke overdrives, skader det ikke tankeapparatet. Det styrker det tværtimod. Men den mentale aktivitet, der kaldes tvangstanker, skader absolut tænkningen, og i tidens løb skaber det svækkelse, nervøsitet og irritabilitet, der gør organiseret mental aktivitet umulig.

Hvad forstår man ved tvangstanker? Tvangstanker skabes af en proces, hvor man igen og igen gentager den samme tankerække med meget få ændringer, uden at komme til et resultat og ofte uden at stræbe efter et resultat. Tvangstanker er derfor en kontinuerlig reproduktion af tankeformer, der aktiveres af mentallegemet og hjernen – ikke af bevidstheden – og som mentallegemet og hjernen påtvinger bevidstheden. Det kan sammenlignes med overtrætte muskler, som ikke kan holde sig i ro, men bevæger sig rastløst – ofte endda imod viljen. På samme måde gentager mentallegemet og hjernen igen og igen de samme vibrationer, der har udmattet dem, og tænkeren forsøger forgæves at få dem til at falde til ro.

Det er igen et eksempel på automatisk bevægelse, for der er en tendens til at bevæge sig i den retning, man tidligere har fulgt – dvs. vejen med mindst modstand. Tænkeren har eksempelvis fokuseret på et pinligt emne og forsøgt at nå frem til en logisk og definitiv konklusion. Det lykkedes ikke, og derfor er man holdt op med at tænke. Det er ikke tilfredsstillende, for der er stadig et ønske om at finde en løsning, og man frygter de bekymringer, der er på vej. Frygten skaber en nervøs og rastløs tilstand, og den resulterer i en uregelmæssig energiudstrømning. Virkningen af energien og ønsket om at finde en løsning er udenfor tænkerens kontrol, og derfor fortsætter mentallegemet og hjernen med at gentage de kasserede billeder. Billederne påtvinges reelt tænkerens opmærksomhed, og de vender tilbage igen og igen. Efterhånden som trætheden vokser, vokser irritabiliteten også, og den påvirker igen de udmattede former. Processen med virkning og respons fortsætter derfor i et endeløst kredsløb. Når man plages at tvangstanker, er man sine egne legemers slave, selvom legemerne skulle være tjenere, og man lider under legemernes tyranni.

Men det er netop mentallegemets og hjernens tendens til automatisk bevægelse – dvs. tendensen til at gentage de vibrationer, som allerede er skabt – der kan bruges til at modvirke den nytteløse gentagelse af en tanke, der er årsag til lidelse. Når en tankestrøm har skabt en tankeform og en kanal, er nye tankestrømme tilbøjelige til at flyde i det samme spor, for det er den kanal, der giver mindst modstand. En tvangstanke, der skaber lidelse, vender tilbage igen og igen båret af den energi, som frygten skaber. Og på samme måde vil en lykkelig tanke vende tilbage båret af den energi, som kærligheden skaber. Frygten – billedet af det, der vil ske, når det, der frygtes, bliver virkelighed – skaber en mental kanal, en støbeform for tanken og desuden et spor i hjernen. I afslappede situationer, når mentallegemet og hjernen ikke er beskæftiget, har de tilbøjelighed til at gentage formen og lade den ubenyttede energi strømme ind kanalen.

Den bedste måde at frigøre sig fra den kanal, tvangstanken bruger, er at ”grave” en anden kanal med den stik modsatte karakter. Som nævnt skabes den nye kanal ved fokuseret, disciplineret og regelmæssig tænkning. Hvis man plages af tvangstanker, skal man straks om morgenen, når man står op, bruge 3-4 minutter til at tænke på noget positivt og opmuntrende – f.eks. ”Sjælen er fred, denne sjæl er jeg”. Man skal tænke på, hvordan man i sin inderste natur er guddommelig og ét med det højeste – at man er udødelig, uforanderlig, frygtløs, fri, rolig og stærk – at man befinder sig i forgængelige legemer – at det er dem, der føler angsten – og at det er en misforståelse, hvis man betragter legemerne som sig selv. Når tanken indarbejdes, vil tvangstanken forsvinde, og den fred, der føles, vil man opleve som den naturlige tilstand.

Hvis den positive tanke tænkes dag efter dag, vil tanken bore sin egen kanal i mentallegemet og i hjernen, og til sidst – i afslappede situationer, hvor tankesindet arbejder frit, vil tanken på sjælen, der er fred og styrke, dukke op selv midt i verdens stress og jag. Mental kraft vil automatisk strømme ind i den nye kanal, og tvangstankernes kanal vil stille og rolig tørre ud.

Man kan også træne tankesindet ved at lade det falde til ro i tillid til de universelle love i et perfekt Univers – dvs. at vænne sig til at være tilfreds. Man skal gentage den tanke, at Universet er kærlighed, at alt i Universet er udtryk for positive lovmæssigheder, og at intet sker tilfældigt. Det betyder, at det er den guddommelige lov, der bringer alt det, der sker i livet, til mennesket. Derfor sker der kun det, der skal ske, uanset hvem eller hvad loven bringer til et menneske udefra. Et menneske kan ikke skades af noget, det ikke har fortjent, for det er dets egen vilje og handling i tidligere inkarnationer, der vender tilbage i den aktuelle inkarnation. Det er reelt kun mennesket selv, der kan såre sig selv, for det vil altid være et redskab for loven, og loven inddriver bare den gæld, man selv har stiftet. Tankesindet har en forudfølelse af lidelse eller modgang, men det bedste man kan gøre, er at afvente det, der er på vej med en afslappet holdning, finde sig i det, når det kommer, og forsone sig med det, der skete, når det er overstået. Livets ”brod” mister efterhånden sin evne til at såre og smerte, når man bøjer sig for loven, uanset hvad den bringer. Og det bliver meget lettere at gøre det, når man husker, at loven arbejder på at befri et menneske ved at inddrive den karmiske gæld, der holder det fængslet. Når karmaloven bringer lidelse, skal man have tillid til, at lidelsen er vejen til lykke. Al lidelse – uanset i hvilken form, den viser sig – arbejder for menneskets endelige lyksalighed. Loven forsøger at bryde de lænker, der binder mennesket til dødens og genfødslernes snurrende hjul.

Når de positive tanker er indarbejdet og blevet vanemæssige, holder tankesindet op med at være en slave af tvangstankerne − for tvangstankernes skarpe klør kan ikke længere gribe fat i mentallegemets stærke rustning.

 

At tænke og undgå at tænke

Man kan vinde stor styrke ved både at lære at tænke og lære at holde op med at tænke, når man selv beslutter det. Mens man tænker, skal man være helt til stede i tænkningen, og tænke alt hvad man kan. Men når tankearbejdet er udført, skal man give helt slip på det og ikke tillade, at tankerne drive planløst omkring, vender tilbage til tankesindet og forlader det igen – ligesom en båd, der hugger mod kajen. Man lader heller ikke en maskine stå og køre, hvis den ikke skal udføre et arbejde. Det er nytteløst, og det slider på maskindelene. Men tankesindets maskineri får lov til at køre, selv om der ikke er brug for det, og det slider på menneskets værdifulde udstyr til ingen verdens nytte. At lære at holde op med at tænke – at lade tankesindet falde til ro – har stor betydning. På samme måde som en træt krop får ny energi, når den slapper af, kan det trætte tankesind blive aflastet og opladet, hvis det af og til får fuldstændig hvile. Konstant tænkning er det samme som konstant vibration, og konstant vibration betyder konstant slid. Det unyttige energiforbrug medfører udmattelse og alt for tidligt forfald. Man kan bevare både mentallegemet og hjernen længere ved at lære, hvordan man holder op med at tænke, når tanken ikke skal bruges til et bestemt formål.

Det er bestemt ikke nemt at holde op med at tænke. Det er meget vanskeligere end at tænke. Og det skal øves meget kort tid ad gangen, indtil det er blevet en vane, for i begyndelsen er det en kraftanstrengelse at holde tankesindet i ro. Efter at have tænkt koncentreret skal man lade tanken forsvinde, og når en tanke dukker op, skal man fjerne opmærksomheden fra den. Man skal blive ved man at vende sig væk fra enhver uønsket gæst, og hvis det er nødvendigt, skal man forestille sig et tomrum som et skridt i retning af sindsro og forsøge kun at være bevidst om stilhed. Gradvis bliver man mere fortrolig med øvelsen, og man får en følelse af fred og ro.

Man må heller ikke glemme, at det er en nødvendig indledning til aktivitet på de højere planer, at få tanken, der har været travlt optaget af ydre aktivitet, til at holde sig i ro. Når hjernen har lært at være rolig, når tankerne ikke længere farer rundt som en flue i en flaske og skaber billeder fra tidligere begivenheder, så opstår der en mulighed for at fjerne bevidstheden fra det fysiske legeme. Hvis det er et skridt, man ønsker at tage i den nuværende inkarnation, skal man lære at holde op med at tænke − for først når ”modifikationerne i tankeprincippet” er standset på det lavere plan, kan man opnå frihed på det højere.

En anden måde at få mentallegemet og hjernen til at falde til ro − en metode, der er meget nemmere end at holde op med at tænke − er at ændre tankerne. Hvis man tænker anspændt og koncentreret ad én tankelinje, skal man skabe en anden tankelinje, der afviger mest muligt fra den første. Man kan bevare friskhed og ungdommelighed i tankerne langt op i alderen ved at træne evnen til at tænke i nye baner, og på den måde holde hjernen frisk og modtagelig. Charles Darwin er et eksempel, for da han var kommet op i alderen, klagede han over, at han havde ladet de evner, der kunne bruges på emner, som lå uden for hans speciale, visne, fordi de ikke blev brugt. Han var ikke interesseret i litteratur og kunst, og han følte dybt, at han havde begrænset sig selv ved at være alt for optaget af en enkelt studielinje. Et menneske skal have afveksling både i tankeøvelser og i legemsøvelser − ellers er der risiko for ”mental krampe”, på samme måde som nogle mennesker af og til får skrivekrampe.

Måske har øvelsen størst betydning for mennesker, der bruger al deres tid på fysiske aktiviteter og materialistiske interesser. I stedet for kun at bruge evner, der udvikler forretningstalent, vil det være fornuftigt at bruge tid og tankekraft på aktiviteter, der er beslægtet med kunst, naturvidenskab, litteratur og åndsvidenskab, hvor der er mulighed for mental rekreation. Det gælder navnlig unge mennesker, før deres endnu friske og aktive hjerner bliver trætte og overanstrengte. Og når de bliver gamle, vil de have indre hjælpekilder, der beriger deres alderdom. Formen vil bevare sin elasticitet meget længere, når den får den hvile, som forandring giver.

 

Hemmeligheden ved sindsro

Meget af det, der er her er beskrevet, fortæller noget om den vej, man skal følge, hvis man vil opnå sindsro. Men en væsentlig betingelse er desuden en klar erkendelse af menneskets plads i Universet.

Mennesket er en del af Den Ene – det altomfattende liv, som med sikkerhed når sit mål, som ikke spilder sin energi, men som ”mægtigt og mildt ordner alle ting” og fører verdnerne frem til deres mål. Den forestilling, at mennesket er en adskilt og uafhængig enhed, der kæmper på egen hånd imod utallige andre adskilte og uafhængige enheder, er en af det største og mest tåbelige misforståelser. Så længe mennesket ser verden og livet på den måde, er der ingen udsigt til fred. Når mennesket ikke bare føler men véd, at alle sjæle er ét, så vil menneskeheden opleve sindsro uden frygt for at miste den.

Alle menneskets bekymringer kommer af, at det betragter sig som en adskilt enhed, og derfor drejer alle mennesker omkring deres egne mentale akse. De tænker kun på egoistiske særinteresser, individuelle mål, og personlige glæder og sorger. Nogle handler egoistisk i forhold til de lavere aspekter i livet, og den slags mennesker er de mest utilfredse, for de er konstant på jagt efter materielle goder, og de ophober unyttige fysiske skatte. Andre er konstant på jagt efter personlige fremskridt i det åndelige liv. Det er ofte gode og seriøse mennesker, men de er altid utilfredse og bekymrede, for de er hele tiden optaget af at iagttage og analysere sig selv: ”Udvikler jeg mig? Véd jeg mere end sidste år?” – osv. I deres utålmodighed leder de efter bekræftelse på deres fremskridt, og deres tanker drejer sig kun om deres egen åndelige position.

Man finder ikke fred og sindsro ved hele tiden at forsøge at tilfredsstille personligheden – heller ikke selvom målet for tilfredsstillelsen er åndelig. Fred og sindsro findes kun ved at give slip på den adskilte personlighed og blive ét med sjælen, som er ét med Den Ene – Den Ene, som har manifesteret sig på alle udviklingstrin – både på menneskehedens trin og på alle andre.

Begæret efter åndeligt fremskridt har stor værdi så længe mennesket fascineres og lænkes af de lavere begær, for pga. den brændende længsel efter åndelig udvikling, får man styrke til at befri sig fra de lavere begær. Men begæret efter åndelig udvikling fører ikke til den lykke, som åndeligt søgende begærer, for den findes først, når mennesket frigør sig fra personligheden og erkender, at det ikke har en sjæl, men at det er sjælen, og at mennesket lever i verden pga. sjælen. Selv i det daglige liv er de uselviske mennesker de lykkeligste. De glemmer sig selv, og er i stand til at arbejde for at gøre andre lykkelige. De utilfredse mennesker er egoisterne, som altid er på jagt efter lykken til sig selv.

Mennesket er sjælen, og alle sjæle er ét. Andres glæder og sorger er derfor alles glæder og sorger. Når man erkender, at sådan er virkeligheden, og når man lever efter den, får hele verden del i det liv, som gennemstrømmer det enkelte menneske, og det er forudsætningen for, at tankesindet kan afsløre fredens hemmelighed.

 

”Fred opnås af den, som alle begær strømmer ind i, ligesom floderne strømmer ud i havet, der fyldes med vand, men uden at havet bevæges af det – men ikke af den, der har et begær efter at begære”.[1]

 

Jo mere man begærer, jo mere vokser tørsten efter lykke – den lykke, der i virkeligheden er ulykke. Fredens hemmelighed er erkendelse af sjælen. Mantraet: ”Sjælen er fred, denne sjæl er jeg” kan hjælpe med at skabe en fred i tankesindet, som intet kan forstyrre.

 

 

 

_________________________________

[1] Bhagavad-Gita, II, 70.

_________________________________

Artikel-TANKEKRAFT-e-Bog-Annie-Besant-Åndsvidenskab
Download-fil: TANKEKRAFT - Annie Besant


Artikel-TANKEKRAFT-e-Bog-Annie-Besant-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: TANKEKRAFT