10. kapitel

TÆNKNING, DER GAVNER ANDRE

Det mest værdifulde, der opnås af et menneske, som arbejder på at udvikle og beherske sin tankekraft, er den forøgede evne til at hjælpe sine omgivelser – dvs. svagere medmennesker, som endnu ikke har lært at bruge deres egne evner. Når der er fred i et menneskes hjerte og tankesind, er det i stand til at hjælpe andre. Selv en venlig tanke hjælper, så langt tankekraften rækker, men den, der stræber efter ægte tankekraft, ønsker at udrette langt mere end at ”give resterne fra de riges bord”, til medmennesker, der sulter.

Et eksempel kunne være et menneske, der er belastet af en dårlig vane – f.eks. alkoholisme – som man ønsker at hjælpe. Først skal man finde ud af, på hvilke tidspunkter alkoholikerens tankesind er passivt – f.eks. ved sengetid. Det optimale tidspunkt er, når personen sover, og på det tidspunkt sætter man sig alene, lukker øjnene og skaber et billede, der er så klart og levende som muligt af personen. Man forestiller sig, at personen sidder lige foran og lytter. Alle detaljer ses så tydeligt, at man får en oplevelse af, at personen selv er til stede. (Den meget klare visualisering er ikke afgørende for processen, med den bliver mere effektiv, hvis billedet er tydeligt). Når billedet er skabt, skal man fokusere opmærksomheden på billedet med al den koncentration, man er i stand til at præstere. Tankerne, som man ønsker at overføre til den andens tankesind, skal herefter – én for én og langsomt – indprentes i personens tankesind. Tankerne skal bestå af tydelige mentale billeder – nøjagtig som man ville gøre det, hvis man faktisk sad over for personen og argumenterede ved hjælp af ord. I det valgte tilfælde kunne man præsentere levende billeder af de sygdomme og den elendighed, der er konsekvensen af alkoholisme – f.eks. ødelæggelsen af hjernen, nervesystemet, leveren osv., og den uundgåelige sørgelige afslutning på misbruget. Hvis personen sover, skabes der en kraftig tiltrækning til det menneske, der afsender de intensive tankebilleder, og personen vil selv tilføre liv og energi til billederne. Resultatet afhænger af, hvor fokuseret og koncentreret tankebilledet er, og virkningen vil være proportional med tankekraftens udvikling.

I det nævnte tilfælde skal man være opmærksom på, at man aldrig må forsøge at beherske personens vilje. Øvelsen går udelukkende ud på at præsentere nogle idéer for personens tankesind i et forsøg på at appellere til personens forstand og fornuft. Man skal udelukkende forsøge at få personen til at se kritisk på sin egen adfærd og håbe på, at vedkommende vil gøre et forsøg på at handle efter de indtryk, der præsenteres. Hvis man forsøger at påtvinge personen en bestemt måde at leve på, er der alligevel ikke vundet noget, selvom det lykkes, for personens trang til at beruse sig forandres ikke, bare fordi der lægges en hindring i vejen for en bestemt form for misbrug. Et nyt misbrug vil hurtigt afløse det gamle. Man kan ikke true eller tvinge et menneske til afholdenhed. Det svarer til at tro, at trangen til alkohol forsvinder, i samme øjeblik man spærrer en alkoholiker inde i et fængsel. Trangen følger med ind i fængselscellen. Intet menneske skal påtvinge et andet menneske sin vilje – heller ikke selv om det vil få den anden til at ændre adfærd fra forkert til rigtig. Udviklingen fremmes ikke ved tvang. Forstanden skal overbevises, og følelserne skal vækkes og forædles. Ellers opnår man intet.

Hvis nogen ønsker at praktisere en anden form for tankehjælp, skal man gribe det an på samme måde. Man skal visualisere den, man vil hjælpe. Derefter skal man skabe klare og tydelige billeder af de idéer, man ønsker at kommunikere. En tankeform med et stærkt ønske om sundhed eller helbredelse, der sendes som en almindelig beskyttende kraft, vil i lang tid omslutte modtageren. Hvor længe afhænger af tankens styrke, men den vil beskytte modtageren, for den virker som et skjold imod negative tanker, og tankeformen kan endda afværge fysiske farer. En tankeform, der er belivet af fred og harmoni, og som sendes på samme måde, vil berolige tankesindet, for den spreder en atmosfære af ro omkring den, der modtager den.

Den hjælp, der ofte ydes ved hjælp af bøn, har stort set den samme karakter som beskrevet. Når bøn ofte er mere effektiv end almindelige gode ønsker, skyldes det, at troende som regel lægger større koncentration og kraft i bønnen. En større koncentration og kraft ville skabe de samme resultater uden bøn.

Nogle gange virker bønnen imidlertid på en anden måde. Bønnen kan henlede en overmenneskelig skabnings eller et højt udviklet menneskes opmærksomhed på det menneske, der opsender bønnen. Derfor kan der modtages direkte hjælp fra en kraft, der er større end den bedendes.

Måske er det nødvendigt at tilføje, at mindre oplyste esoterikere ikke skal være bange for at yde et andet menneske al den tankehjælp, man er i stand til, af frygt for, at man muligvis ”griber ind i den andens karma”. Man kan roligt lade karma passe sig selv. Karma er en naturlov, og der er lige så lidt grund til at være bange for at gribe ind i karmaloven, som for at gribe ind i tyngdeloven. Hvis man kan hjælpe nogen, skal man gøre det uden frygt og i tillid til, at hvis tankehjælpen lykkes, så hører hjælpen til modtagerens karma, og afsenderen fungerede som redskab for loven.

Hjælp til de såkaldt døde

Alt, hvad man ved hjælp af tanken kan gøre for de levende, kan man endnu lettere gøre for de mennesker, der er gået gennem dødens port. De såkaldt afdøde har ikke noget tungt fysisk stof, der skal sættes i svingninger, før tanken når den vågne bevidsthed.

Et menneske, der er afgået ved døden, vil være tilbøjelig til at vende opmærksomheden indad og leve mere i sit indre end i den ydre verden. De tankestrømme, der plejede at fare udad for at komme i kontakt med den ydre verden via sanseorganerne, bliver nu bremset, fordi redskaberne er forsvundet. Det kan sammenlignes med et menneske, der i fuld fart kører hen imod en kendt bro over en dyb kløft, som mennesket er vant til at passere, men pludselig må det bremse hårdt op, for broen er forsvundet.

Reorganiseringen af astrallegemet, der kommer hurtigt efter tabet af det fysiske legeme, bidrager desuden til at omslutte de mentale kræfter og forhindre dem i at komme til udtryk. Når det astrale stof ikke forstyrres af de efterladtes tanker i den fysiske verden, skaber astrallegemet en skal i stedet for et plastisk redskab, og jo højere og renere det afsluttede fysiske liv har været, jo mere lukker den astrale skal af for indtryk udefra, og den forhindrer også, at der strømmer indtryk indefra og udefter. Men det menneske, der får sine udadgående kræfter bremset på den måde, bliver endnu mere modtagelig for indflydelser fra mentalplanet, og fra dette plan kan man derfor hjælpe, opmuntre og give gode råd med langt større virkning, end hvis den afdøde levede i den fysiske verden.

I de afdødes verden på astralplanet føles en kærlig tanke og et kærligt ord mindst ligeså stærkt, som i den fysiske verden. Det ville være godt, hvis alle, der går over dødens tærskel og ind i efterlivet, følges af tanker om kærlighed og fred, og af ønsker om hurtig passage ind i lyset i efterlivet. Alt for mange bliver hængende i mellemtilstanden længere end nødvendigt, fordi de i overensstemmelse med deres karmiske situation ikke har venner, der véd, hvordan man hjælper de afdøde fra den fysiske side af døden. Og hvis mennesker i den fysiske verden vidste, hvor meget trøst og lykke kærlige og opmuntrende tanker giver de mennesker, der er på vej ind i de indre verdener – hvis de vidste, hvilken evne de mennesker, der stadig befinder sig i den fysiske verden, har til at styrke og opmuntre, ville de være bevidst om, at de afdøde ikke er ”gået bort”. De lever stadig, og de ”døde” har stadig et krav på kærlighed og omsorg. Det ville være en stor trøst for den efterladte, der måske har mistet det menneske, det holdt allermest af, at man stadig kan være i kontakt med den elskede og sende tankeformer, der fungerer som skytsengle på vejen ind i de indre verdener.

De højt indviede, der grundlagde de store religioner, var klar over tankekraftens virkelighed, og de indførte ceremonier, som de efterladte i den fysiske verden kunne bruge til hjælp og støtte for de afdøde. Hinduerne har Shraddha[1] – et ritual, der hjælper de sjæle, der er gået over i den næste verden. Ritualet hjælper de afdøde fremad på vejen ind i efterlivet, og overgangen til Svarga[2]. De kristne har messer og bønner for de ”døde”. Protestanterne har imidlertid mistet den smukke skik sammen med så meget andet, der handler om de kristnes højere liv. Man kan kun håbe, at viden og forståelse snart vil genindføre det nyttige og hjælpende ritual, som blev fjernet pga. uvidenhed!

Tankearbejde uden for legemet

Man behøver ikke at indskrænke tankearbejdet til de timer, man tilbringer i det fysiske legeme, for det er muligt at udføre meget effektivt arbejde med tanken, mens det fysiske legeme ligger og sover.

”At falde i søvn” vil ganske enkelt sige, at bevidstheden forlader det fysiske legeme, ifører sig de finere legemer, og går over i den astrale verden. Når man er befriet for det fysiske legeme, kan man skabe langt større virkninger med sine tanker. Men som regel sendes tankerne ikke udad, for de anvendes i det indre, hvor de fokuseres på de samme emner, som har interesse i vågen tilstand. Tankesindets energier flyder ind i de vante former, og arbejder videre med de problemer, som den vågne bevidsthed var optaget af at løse.

”Natten bringer råd” er et ordsprog, der er en opfordring til ”først at sove på det”, inden man tager større beslutninger. Det er udtryk for en intuitiv fornemmelse af tankens natlige aktivitet, der udfolder sig under søvnen. Selv om man ikke bevidst forsøger at udnytte den frigjorte intelligens, indsamler og høster man alligevel frugten af dens arbejde.

Men hvis man vil forsøge at styre sin udvikling i stedet for at lade den drive den vej, den vil, skal man bevidst bruge de udvidede evner, man har til rådighed, når de ikke begrænses af det tunge stof i det fysiske legeme. Teknikken er enkel. Når man lægger sig til at sove skal man roligt i tanken fastholde det problem, man vil have løst. Man skal ikke ræsonnere over det, for så kan man ikke falde i søvn. Man skal kun skitsere det og derefter slippe det. Det er tilstrækkeligt til at give tanken den rigtige retning, og problemet vil blive behandlet, når man i søvnen er befriet fra det fysiske legeme. Løsningen vil som regel dukke op i tankerne, når man vågner. Løsningen er indprentet i hjernen, og det vil være klogt at have papir og blyant ved sengen, så man kan notere løsningen, så snart man vågner, for en tanke, der er skabt på den måde, udviskes meget let af de mange indtryk fra den fysiske verden, og hvis tanken forsvinder, er det svært at få fat på den igen. I mange af livets vanskeligheder kan man skabe overblik ved hjælp af den metode, og en vej, der tilsyneladende var fuld af forhindringer, ligger pludselig åben. Man kan i det hele taget finde løsningen på mange problemer, når de præsenteres for bevidstheden, mens den ikke belastes af det tætte stof i hjernen.

På stort set samme måde kan man hjælpe en ven i den fysiske eller i den astrale verden mens man sover. I tankerne skal man se vennens billede og beslutte at finde og hjælpe ham eller hende. Det mentale billede vil skabe forbindelse til vennen, og man vil være i stand til at kommunikere med hinanden på astralplanet. Men hvis tanken om en afdød vække følelser, skal man forsøge at få dem under kontrol, inden man falder i søvn. Følelser skaber en hvirvel i astrallegemet, og hvis astrallegemet er i stærk bevægelse, isolerer det astrale stof bevidstheden og gør det umuligt at overføre de mentale vibrationer til vennen.

Den salgs astrale møder og kommunikation på astralplanet kan man i nogle tilfælde huske i vågen tilstand, hvor man vil opfatte det som en ”drøm”, men i andre tilfælde vil alle spor være slettet i hukommelsen. Drømme, der opstår pga. det astrale møde uden for det fysiske legeme er ofte en forvirret affære, der er blandet med fremmede vibrationer, og man skal se drømmen i det lys. Men det har ingen betydning, hvis mødet ikke har efterladt indtryk i hjernen, for den frigjorte bevidsthed arbejder uafhængigt af hjernen. Derfor har hjernen ingen indflydelse på bevidsthedens aktivitet og omvendt. Et menneskes arbejde og nytte i astralverdenen kan ikke bedømmes på grundlag af de erindringer, der overføres til hjernen, når bevidstheden vender tilbage til den fysiske krop. Selvom man ikke kan huske noget, kan man alligevel have udført et vigtigt arbejde på astralplanet, mens det fysiske legeme lå i sengen og sov.

Et tankearbejde, der også er vanskeligt at huske, kan udføres både i og uden for det fysiske legeme, for i tanken kan man hjælpe en god sag, der er til gavn for menneskeheden. Ved at tænke fokuseret og koncentreret på et projekt eller en nødhjælpsorganisation, skaber man hjælpende strømninger fra de indre planer. Den forøgede kraft, der kan opbygges ved at flere mennesker forener tankerne om at fremme et fælles formål, er ikke alene kendt af esoterikere, men af alle, der har et dybere kendskab til tankens kraft. Eksempelvis samles en lille gruppe romersk-katolske kristne nogle uger eller måneder før udsendelsen af en mission. De skal bane vejen for missionens arbejde ved at visualisere stedet og forestille sig, at de er til stede og mediterer intensivt over et bestemt kirkedogme. På denne måde skaber de en tankeatmosfære i området, der skal gavne udbredelsen af den romersk-katolske opfattelse af kristendom. Modtagelige hjerner påvirkes af tankeatmosfæren, og det vækker et ønske om at vide mere. Tankearbejdet understøttes af den forøgede kraft, der udsendes med dybfølt bøn. Både den romersk-katolske kirkes kontemplative ordener, og hinduernes og de buddhistiske eremitter, praktiserer meget godt og nyttigt arbejde ved hjælp af tankekraft. Overalt hvor en positiv og ren intelligens arbejde på at hjælpe verden ved at udsende åndelige og ophøjede tanker, er der tale om et tjenestearbejde til gavn for menneskeheden. En ensom tænker kan på den måde bliver en af verdens lysbringere.

En gruppe tænkere – f.eks. en gruppe esoterikere – kan bidrage meget til udbredelse af de åndsvidenskabelige idéer i deres omgivelser ved at aftale, at de på et bestemt tidspunkt dagligt bruger 10 minutter til at tænke på esoteriske temaer. Det er ikke nødvendigt, at de samles fysisk på ét sted. Det er tilstrækkeligt, at de er forenet i tanken. Tænk hvis en gruppe beslutter sig til hver dag på et bestemt tidspunkt i et halvt år at tænke på reinkarnation i ti minutter. Store og stærke tankeformer vil fylde det område, gruppen har valgt, og reinkarnationstanken vil trænge ind i mange tankesind. Områdets beboere vil begynde at tale om reinkarnation. Mange vil forsøge at få fat i litteratur om emnet, og foredrag om reinkarnation vil samle interesserede tilhørere. Hvis grupper ville forene sig i den form for tankepropaganda, vil der ske fremskridt, der langt overgår, hvad man kan opnå ved fysiske arbejde.

_________________________________

[1] Shraddha er et sanskritord, der ikke umiddelbart kan oversættes til et vesterlandsk begreb, men Shraddha oversættes ofte med ”tro”, ”tillid” eller ”ærbødighed”. Shraddha er desuden betegnelsen for et hindu-ritual, der udføres til ære for de afdøde – navnlig afdøde forældre. Shraddha er desuden et pigenavn i Indien.

[2] Svarga er et af de syv eksistensplaner i hinduernes filosofi.

_________________________________