En esoteriker giver til andre i højere grad end til sig selv. Det kaldes selvopofrelse. Det er et princip, der har kendetegnet menneskehedens største lærere og mestre – f.eks. Buddha og Jesus. Deres selvopofrelse er årsag til senere generationers fortsatte respekt og taknemlighed. Men selvopofrelse skal udføres med skelneevne. Det har vist sig, at selvopofrelse i mange tilfælde ikke alene har været forgæves, men direkte skadelig. Det er tilfældet, hvis selvopofrelsen ikke kombineres med retfærdighed, eller hvis den udføres i blinde uden et klart formål.

En af åndsvidenskabens grundregler er retfærdighed mod sig selv – ikke som personlighed, men som en del af menneskeheden. Man skal vise retfærdighed mod sig selv i samme grad som mod andre – hverken mere eller mindre – bortset fra de situationer, hvor der er tale om den enkeltes opofrelse til gavn for de mange. Åndsvidenskaben opfordrer til mådehold, men ikke til tankeløs og unyttig selvopofrelse. Og den opfordrer slet ikke til fanatisme.

Intet menneske har ret til at sige, at det ikke kan gøre noget for andre. Et glas koldt vand, som rækkes til en tørstig vandrer, er mere værd end mange dyre middage, der gives på forkert tid og sted til mennesker, som selv har råd til at betale for maden. Man bliver ikke esoteriker, hvis man ikke har det i sig. Med næstekærlighed mener esoterikere personlig indsats til gavn for andre, personlig medfølende og venlighed, personlig interesse for de lidende, personlig sympati, omtanke og hjælp i relation til deres vanskeligheder eller behov.