Åndsvidenskaben omtaler et bestemt aspekt af det fysiske legeme, der endnu ikke er helt anerkendt i Vesten, selv om man er begyndt at få en anelse om, at det findes. Østens yogier og psykologer beskæftiger sig meget med en energi, der kaldes ”prana” eller vitalitet. På det fysiske plan er den en livskraft, der gennemstrømmer hver eneste celle og hvert eneste væv, og selv om den er nært beslægtet med nerveenergi, er den alligevel ikke det samme. Kraftens natur er ikke elektrisk, selv om den har meget tilfælles med elektricitet. Den minder mere om det kraftige magnetfelt, der er forbundet med elektriske fænomener, og dens reaktioner er så nært sammenkædet med de elektriske ladninger i kroppen, at det er meget vanskeligt at adskille de to kræfter og betragte dem hver for sig. En erkendelse af livskraften – prana – som et særskilt fænomen i naturen vil være til stor hjælp i løsningen af de problemer, der konstant plager biologerne, for de er naturligvis forvirrede over den intime vekselvirkning mellem vitale og elektriske energier i det samme felt. I sin helhed er den livgivende energi – før dens differentiering og specialisering i menneskets legemer – solar i sin oprindelse.

Den er det princip, der ligger til grund for livsprocesserne i hele naturens organiske struktur. I menneskeriget optager og omdanner hvert enkelt menneske solprana og sender den i en specialiseret form ud i sit ”legeme” på hvert bevidsthedsplan. På den måde forsynes det åndelige, psykiske og fysiske legeme med energi på sit eget plan. Hvis der er en fri og uhæmmet vekselvirkning mellem bevidstheden og dens omgivelser, sørger menneskets finere natur for, at den indre livskraft kan holde liv i kroppen på tidspunkter, hvor den fysiske energi normalt er fuldstændig opbrugt.