Bag det fysiske legemes komplicerede mekanismer og den trefoldige psyke findes det åndelige menneske, og det er kun det, der kan gøre nye erfaringer, foretage en kreativ handling eller tænke en original tanke. Psyken er næsten fuldkommen automatisk, for den er styret af vaner, ubevidste motivationer og gentagelsesmønstre, indtil den vækkes af ånden. Det er et faktum, der har stor betydning for alt helbredende arbejde, fordi de fleste patienter tror, at de nye impulser, der skal gøre dem raske, kommer udefra. Det modsatte er lige så sandt – eller måske mere sandt – specielt for de, der har en meget følsom natur. Et godt råd fra en ven eller en terapeut kan ændre patientens tilstand, men intet kan trænge ind i en psyke, der er fuldstændig lukket. Patienten hører, hvad der bliver sagt, men reagerer ikke, fordi ånden er lukket inde bag en mur af modsigelser, fortvivlelse og desperation. Ånden kan vækkes ved hjælp af mentale og åndelige helbredelsesmetoder, og først når det sker, vil patienten åbne sig for nye idéer og gøre et nyt konstruktivt forsøg på at blive rask.

Derfor er det altid åndens liv, der helbreder og kan helbrede, hvis det frigøres. Ud over at anvise bestemte fysiske foranstaltninger som f.eks. motion, hvile, sund kost osv., består terapeutens opgave næsten altid i at udløse spændinger på det mentale/astrale plan. Det gælder naturligvis særligt i forbindelse med langvarige sygdomme og nervøse lidelser, hvor de vanemæssige reaktioner er dybt rodfæstet i psyken.