Psykoanalysen repræsenterer et af de store fremskridt inden for studiet af sindssygdomme, for den har opsporet meget værdifuldt studiemateriale, som i lang tid er blevet ignoreret ud fra den betragtning, at det var irrelevant og værdiløst. Den analytiske teknik har vist, at irrationelle processer som drømme, skrivefejl, fortalelser og ubevidste handlinger kan vise sig at være naturlige udslag af tilstande i sindet under dagsbevidsthedens tærskel. Processerne kan stamme fra et sind, der er i konflikt med sig selv, og som ved hjælp af synlige symptomer prøver både at genoprette balancen og gøre det bevidste menneske opmærksom på eksistensen af den skjulte konflikt. Symptomerne kan forblive rent mentale eller følelsesmæssige, og så kaldes sygdommen en neurose. Eller de kan afspejle sig i den fysiske organisme og frembringe en psykosomatisk sygdom.

Derudover har den psykoanalytiske bevægelse gjort opmærksom på, hvordan de mere alvorlige former for sindssygdomme – dvs. vanvid eller psykoser – udspringer af de lette forstyrrelser og opstår, når bevidsthedens højere aspekter i stadig stigende grad mister kontrollen over personligheden. Det betyder, at hvis patienten kommer under behandling på et tidligt stadie, kan spændingen udløses og helbredet genoprettes.

Den analytiske teknik består i at bringe skjulte eller fortrængte faktorer frem i bevidstheden og på den måde vise patienten forbindelsen mellem symptomer og konflikter, der skyldes angst, skyldfølelse, frustration, ambitioner o.l. Det er indlysende, at det kræver, at patienten for det første er villig til at se de skyggeagtige aspekter af sig selv i øjnene, og for det andet at stole på og samarbejde med terapeuten.