Men en af de mest markante ændringer i den medicinske holdning er imidlertid opfattelsen af patienten. Først koncentrerede man sig om at finde en infektion. Senere var man optaget af bestemte organer eller vævstyper, og det resulterede i en specialisering i et eller andet aspekt af organismen. Men i nutiden er man begyndt at indføre et begreb, der hedder ”patienten som helhed”. Sygdomme opfattes nu som noget andet og mere end deres lokale manifestation. Man er også begyndt at tage det faktum i betragtning, at mennesket er en social skabning, som er en integreret del af den familie og det samfund, det lever i. Lægen er ved at blive en samfundstjener, der har mulighed for at anvise både psykologisk og fysisk behandling.

Socialmedicin og præventive metoder er ved at vinde indpas, for man har indset, at det er bedre at forebygge end at vente med behandlingen, til sygdommen er brudt ud. Men alligevel er det almindelige syn på de sygdomsfremkaldende faktorer stadig alt for materialistisk. Selv psykologer og psykiatere anerkender ikke det mest skabende aspekt i mennesket – den iboende ånd – selv om det netop er manglen på et åndeligt incitament kombineret med samfundets støj og stress, der er hovedårsagen til det stigende antal nervøse lidelser.

På basis af disse faktorer er det klart, at det gamle syn på infektionssygdomme er ved at vige for den opfattelse, at det vigtigste ikke er tilstedeværelsen af mikrober i vævet, men det område, som mikroberne udvikler sig i, der er det vigtigste. Området er hele mennesket, og årsagen til at en infektion breder sig, findes her, uanset om der er tale om fejlernæring eller stofskifteforstyrrelser, der skyldes psykisk chok. Det er rigtigt, at mikroberne bestemmer sygdommens specielle karakter, men først efter at de har fundet en frugtbar ”yngleplads” i det system, der indtil da var immunt over for dem.