Fra den esoteriske astrologi ved man, at mennesket lever i et hav af energier, der påvirker og styrer adfærden i langt højere grad, end de fleste er klar over. Åndsvidenskaben kalder energierne for de syv stråler. Den traditionelle psykologi taler om følelser, tanker, drifter og begær. Uanset hvilke navne man giver de motiverende og stimulerende kvaliteter, så bestemmer de, hvordan man lever sit liv.

Det var først i slutningen af 1800-tallet med fremkomsten af den moderne psykologi, at menneskeheden fik et præcist sprog for de styrende kræfter og dermed en erkendelse af, at handlingerne ofte er underlagt det ubevidste følelsesliv. Og selv om menneskeheden står i stor gæld til psykologiens pionerer, så fokuserede de fleste psykologer kun på menneskets lavere natur. De overså fuldstændig menneskets højere sjælelige natur.

De humanistiske psykologer – herunder Maslow, Jung og i særdeleshed Assagioli – er imidlertid undtagelser. Men selv om der var enkelte pionerer, som anerkendte, at mennesket er et åndeligt væsen med et åndeligt formål, så var det i høj grad gennem H.P. Blavatskys og i særdeleshed Alice A. Baileys forfatterskab, at en sammenhængende og videnskabelig præsentation af menneskets åndsliv blev introduceret – både fra et universelt og et individuelt perspektiv.