Alt, som ikke er ånd,

er forgængeligt

Men spørgsmålet er, om lidelse gavner på andre måder? Foreløbig er der beskrevet to former for nytteværdi. For det første lærer mennesket Universets love og for det andet udryddes begærene gradvis. Den næste lektie, man lærer ved hjælp af lidelse er, at alt, som ikke er ånd, er forgængeligt. En af ​​de mange allegorier i hinduernes skrifter, fortæller om ”dødens gud”, der iagttager menneskeheden, og han er fortvivlet over menneskets sorger, og derfor græd han, da han kontemplerede over menneskeheden. Da Yamas tårer faldt på Jorden, blev de forvandlet til sygdomme og lidelser, som ramte menneskeheden. Hvis man kun tænker overfladisk, vil man undre sig over, at en guds dybe medfølelse med menneskeheden forvandles til lidelser, sygdom og plager for det enkelte menneske. Men der er god grund til at tænke dybere over hinduernes allegorier, for allegorierne skjuler altid esoteriske sandheder.

Hvad repræsenterer ”dødens gud”? Han er en personificering af forandring. Nogle gange omtales Yama som nedbryderen eller ødelæggeren, men han er snarere en kraft, der transformerer. Ødelæggelse findes ikke i det manifesterede univers. Når noget dør medfører det altid omgående fødsel og nyt liv og dermed forandring. Når et aspekt nedbrydes, overføres det altid straks til en ny form, og det nye aspekt har dermed mulighed for at udtrykke sig i en ny form liv. Derfor er Yama – ”dødens gud” – den ophøjede repræsentant for transformation – dvs. den forandring, der kommer til udtryk i manifestation – den forandring, der er i alt undtagen i Den Ene. Da Yama, der ønsker at transformere inkarnerede mennesker, græder over menneskeheden, er det naturligt, at hans tårer bliver en hjælp, der kan lærer mennesket, at den verden, der omgiver det, er midlertidig og forgængelig. De lidelser og sygdomme, som gudens tårer forvandler sig til, er de erfaringer, som i form af lidelser giver den mest effektive undervisning af alt. Mennesket skal lære, at intet i de forgængelige verdener kan tilfredsstille sjælen, og den eneste måde, mennesket kan lære lektien, er ved at indse det lavere livs midlertidige karakter, og når lektien er forstået, vil sjælen forsøge at finde ud af, hvor den sande lykke og tilfredshed befinder sig.

Yamas tårer er derfor en undervisning i den stoflige verdens forgængelighed. Han viser dyb medfølelse med menneskeheden, mens han giver de nødvendige lektioner i lidelse. For ved hjælp af sygdom og lidelse, fattigdom og sorg, lærer mennesket efterhånden, at alt, hvad der omgiver det – ikke kun i den fysiske verden, ikke kun i følelsernes og begærenes verden, men også i tankesindet – er under forandring. Og i den foranderlige verden vil den uforanderlige ånd aldrig finde fred. Dybt i hjertet er mennesket evigt – ikke midlertidigt. Det dybeste center i menneskets liv, selve ånden eller livet i mennesket, er udødeligt og evigt. Det kan aldrig ændres eller dø. Derfor kan intet, der er forgængeligt eller under forandring tilfredsstille ånden. Der er intet, som døden har magt over, der kan give ånden lykke og fred. Men det er en lektie, der skal læres ved hjælp af lidelse, og alene ved at lære det og mestre det, er der mulighed for at opnå den fuldkomne lykke og fred. På den måde lærer sjælen at skelne mellem forskellige stadier af forgængelighed. Lektionerne indlæres meget langsomt, og det kræver mange inkarnationer at gennemføre processen.