Et dybere aspekt af lidelse

Der skal nu fokuseres på et dybere aspekt af lidelse – en indre lektion. Mennesket er nået til et punkt, hvor sjælen har disidentificeret sig med astrallegemet og endda med tankesindet og mentallegemet. Og alligevel er det ikke uden for lidelsens rækkevidde, for det har endnu ikke fundet sit indre center. Mennesket søger det stadigt, og det ved, at det ikke er det fysiske legeme, at det ikke er astrallegemet og heller ikke mentallegemet, men det er stadig modtagelig for den lidelse, der kommer indefra. Lidelsen stammer fra kontakt med andre mennesker, og kontakten kan medføre en oplevelse af lidelse. Den stammer fra kontakt med andre – dvs. med andres tanker, følelser og bedømmelser. Andres fejlvurderinger og misforståelser skaber konstant lidelser pga. fjendtlige tanker og ukærlige følelser. Hvis sjælen på dette tidspunkt har erhvervet visdom – for det må den have gjort, hvis mennesket har fulgt den rigtige udviklingsvej – så vil det spørge sig selv: Hvorfor lider jeg stadig? Hvad er det – ikke i det ydre, men i det indre – der giver anledning til lidelse?

Mennesket har passeret den uvidenhed, der medfører, at ydre påvirkninger betragtes som årsag til lidelse. På dette niveau betragter mennesket sig selv som årsag til lidelse, og det indser, at intet udefra kan frelse det fra sig selv, for det er i sandhed selv ansvarlig for det hele. Og hvis det lider, må årsagen til lidelsen uundgåeligt ligge i mennesket selv, og ikke i en ydre instans, for hvis sjælen var perfekt, kan intet, der er uden for mennesket selv, være årsag til lidelse, og hvis det lider, er det et tegn på ufuldkommenhed, når det ikke kan trække sig helt tilbage fra den lavere natur, som ikke er mennesket selv. Og så begynder mennesket at bruge lidelsen i stedet for at føle den, for der er en forskel på at bruge og at føle lidelse.

Mennesket er ikke længere underlagt lidelsens barmhjertige vejledning, men må tage lidelsen i egne hænder som et redskab, der kan bruges til eget formål, hvis det oplever en lidelse – som eksempelvis stammer fra uvenlige handlinger eller fra fejlvurdering af motiv eller adfærd. Mennesket tager lidelsen i sin egen hånd, og bruger den på samme måde som en billedhugger bruger en mejsel. Ved hjælp af lidelsens redskab formes personligheden, for mennesket ved, at lidelsen skyldes en rest af egoisme i personligheden. Ellers ville der ikke være nogen form for lidelse. Lidelsen afslører hvor svagheden i personligheden findes, og derfor kan den hugges bort som med en mejsel, og derefter vil det være muligt for mennesket at være rolig og ubekymret midt i verdens konflikter.

Sådan har det været for alle, der har løftet sig over personligheden – de ophøjede sjæle, der kaldes mestre. De arbejder altid for verden, uanset hvordan verden fejlbedømmer dem. En af ​​dem har engang sagt:

"Menneskehedens bagtalelse og kritik

oplever vi på samme måde

som Himalayas bjergtoppe oplever

de hvæsende slanger,

der glider omkring ved bjergenes fod."

Hos mestrene er der ingen personlighed, der kan såres pga. menneskers fejlbedømmelser. Der er ingen personlighed, der lider pga. misforståelser. Mestrene giver deres velsignelse, og det menneske, der modtager den, ved ikke hvor den kommer fra. Men pga. uvidenhed hånes og nedgøres mestrene ofte, eller de beskyldes for at være uvidende. Mennesker, der gør det, projicerer deres egne fejl og mangler over i mestrene. Bliver de skuffede? Nej – reaktionen på misforståelser er medlidenhed, og fornærmelse besvares med tilgivelse. Der er intet i mestrenes natur, der kan blive såret af en forkert fortolkning. De føler medlidenhed med det menneske, der er blændet og ikke kan se. De har ondt af det uvidende menneske, der skader sig selv ved at tænke forkert. Månen tager heller ikke skade, hvis nogen forsøger at kaste mudder imod den. Mudderet falder ned igen og rammer den, der kaster det, mens Månen er uberørt.