1. kapitel

Hvad er clairvoyance?

Clairvoyance betyder ganske enkelt ”klarsyn”. Det er et ord, der er blevet groft misbrugt, og desuden er det i den grad blevet degraderet, for det er blevet brugt til underholdning og til at betegne fupmageres tricks. Selv i en mere begrænset betydning dækker clairvoyance en lang række fænomener, der er så vidt forskellige, at det ikke er let at give en definition på ordet. Ordet clairvoyance er på én gang både kort og nogenlunde nøjagtigt. Evnen er også blevet kaldt ”ægte vision”, men det er en definition, der er meget vildledende, for i langt de fleste tilfælde medfører clairvoyance ikke evner, der har det mindste at gøre med visioner.

Her i bogen defineres clairvoyance som evnen til at se det, der er skjult for den almindelige fysiske synssans. Men det er nødvendigt at tilføje, at meget ofte – men absolut ikke altid – ledsages clairvoyance af det, der kaldes clairaudience eller evnen til at høre det, der ikke kan høres med den almindelige fysiske høresans. På den måde bliver bogens titel også dækkende for clairaudience, og derfor undgås de klodsede formuleringer, som vil være nødvendige, hvis man konstant skal bruge to lange ord, når ét er tilstrækkeligt.

Før emnet behandles, er der to områder, der skal forklares. For det første er bogen ikke skrevet til mennesker, der ikke tror på, at clairvoyance eksisterer. Og der gøres heller ikke forsøg på at overbevise de mennesker, der er i tvivl om emnet. Bogen er for lille til den nødvendige dokumentation, selv om den naturligvis findes. Afvisende og tvivlende mennesker er nødt til at studere de mange bøger, der dokumenterer de uendeligt mange tilfælde af clairvoyance, eller de må selv eksperimentere. Bogen henvender sig til den gruppe mennesker, der har kendskab til åndsvidenskab, og som derfor ved, at clairvoyance eksisterer. Derfor er de tilstrækkeligt interesserede i emnet til at værdsætte oplysninger, der uddyber og nuancerer clairvoyancens metoder og muligheder. Det, der beskrives i bogen, er et resultat af langvarige, omhyggelige studier og eksperimenter, og selv om nogle af de kræfter, der beskrives i bogen, for nogen måske opleves som nye og fantastiske, så omtales der intet, som forfatteren ikke selv har set eksempler på.

For det andet gøres der – så meget som muligt – forsøg på at undgå tekniske detaljer. Selv om bogen hovedsageligt er skrevet til mennesker, der studerer åndsvidenskab, er der alligevel – for kortheds skyld og uden detaljerede forklaringer – brugt almindelige åndsvidenskabelige udtryk, som man med nogenlunde sikkerhed kan forudsætte, vil være kendt af læserne.

Hvis bogen læses af andre, som oplever problemer med at forstå terminologien, er der grund til både at beklage og til at henvise til litteratur, hvor man kan få de nødvendige forklaringer. Dem finder man i grundlæggende åndsvidenskabelig litteratur som f.eks. Annie Besants Ancient Wisdom eller Mennesket og dets legemer. Problemet er, at hele det åndsvidenskabelige system er så stærkt sammenhængende, og at de forskellige delemner i den grad er indbyrdes afhængige, at en detaljeret forklaring på hvert af de udtryk, der benyttes, ville kræve en omfattende afhandling om åndsvidenskab som et forord til bogen, der vil blive meget længere end selve bogen.

Før det giver fornuft at forsøge at forklare clairvoyance, vil det være nødvendigt at bruge lidt tid på nogle indledende bemærkninger. Man skal være fuldstændigt klar over det overordnede system af forskellige eksistensplaner, hvor det clairvoyante syn kan bruges, og man skal kende de forhold, som gør det muligt at praktisere den metafysiske evne.

I den esoteriske litteratur gentages det igen og igen, at alle de metafysiske eller såkaldt højere evner på et tidspunkt udvikles i hele menneskeheden. Det betyder, at evnen til clairvoyance ligger latent i ethvert menneske, og at de mennesker, der allerede har udviklet evnen, er et lille skridt foran andre mennesker på dette specielle område. Påstanden er fuldstændig korrekt, og alligevel vil de fleste mennesker opleve påstanden som helt uvirkelig, for de fleste betragter metafysiske evner som noget, der er helt anderledes end alt, hvad de endnu har oplevet. Derfor føler de sig overbeviste om – navnlig når det gælder dem selv – at de ikke er i nærheden af udvikling af evnerne, og heller ikke kommer det i overskuelig fremtid.

Det kan måske hjælpe til at fjerne følelsen af uvirkelighed, hvis man forsøger at forstå, at clairvoyance, ligesom så meget andet i naturen, hovedsageligt er et spørgsmål om vibrationer og ikke er andet end en forøgelse af evner, som alle mennesker bruger hver eneste dag. Alle lever hele tiden omgivet af et enormt hav, der er en blanding af luft og æter, og det sidste gennemtrænger den første, på samme måde som det gennemtrænger alt fysisk stof. Det er hovedsageligt ved hjælp af vibrationer i det store hav af stof, at mennesket påvirkes af indtryk udefra. Det ved enhver. Men de færreste tænker over, at antallet af vibrationer, som mennesket er i stand til at reagere overfor, i virkeligheden er begrænset.

I æterens enormt hurtige vibrationer er der en gruppe – en meget lille gruppe – som øjes nethinde er i stand til at opfange, og vibrationerne skaber den fornemmelse, der kaldes lys. Det medfører, at mennesket kun er i stand til at se de ting, som enten kan udsende eller tilbagekaste lys af den specielle gruppe.

På nøjagtig samme måde er ørets trommehinde i stand til at reagere på en bestemt meget lille gruppe af forholdsvis langsomme vibrationer. De er tilstrækkeligt langsomme til at påvirke den luft, der omgiver mennesket – og de eneste lyde, mennesket kan høre, er derfor de lyde, der skabes af ting, som er i stand til at vibrere med hastigheder, der ligger inden for den specielle gruppe.

I begge tilfælde ved naturvidenskabens forskere, at der er et stort antal vibrationer både over og under de to grupper, og at der derfor findes meget lys, som mennesket ikke er i stand til at se, og mange lyde, som menneskets ører ikke kan høre. Med hensyn til lyset er virkningen af de højere og lavere vibrationer let at erkende ved hjælp af de virkninger, der skabes af de aktiniske[1] stråler ved spektrets ene ende og varmestrålerne ved den anden.

I virkeligheden eksisterer der vibrationer med alle tænkelige hastigheder, og de udfylder den mægtige plads mellem de langsomme lydbølger og de hurtige lysbølger. Og det er ikke en gang alt, for der findes utvivlsomt vibrationer, der er endnu langsommere end lydens, og en uendelighed af vibrationer, der er langt hurtigere end de frekvenser, man kender som lys. Man begynder at forstå, at de vibrationer, som er årsag til, at mennesket kan se og høre, kun udgør to små grupper, der hver har nogle få strenge på Universets enorme harpe, som praktisk talt har uendeligt mange strenge. Og når man tænker på, hvor meget mennesket har været i stand til at lære og forstå ved at bruge nogle få af de uendelige muligheder, begynder man svagt at fornemme den udvikling, der sandsynligvis ligger foran menneskeheden, når den bliver i stand til at udnytte den gigantiske helhed.

Noget andet, der skal tages i betragtning, er det faktum, at inden for de forholdsvis snævre grænser er der meget stor forskel på forskellige menneskers evner til at reagere selv over for de meget få vibrationer, der er inden for de fysiske sansers rækkevidde. Her tænkes der ikke på synets eller hørelsens skarphed, som gør det muligt for et menneske at se en mindre eller finere ting eller høre en svagere eller finere lyd end et andet menneske. Det drejer sig ikke om synets eller hørelsens styrke, men om omfanget af sensitiviteten.

Hvis man f.eks. tager et godt prisme af svovlkulstof,[2] og ved hjælp af det kaster et tydeligt farvespektrum på et ark hvidt papir, og derefter får en gruppe mennesker til på papiret at afmærke den yderste grænse af spektret, sådan som de ser det, kan man være temmelig sikker på, at deres synsevner er markant forskellige. Nogle vil se den violette farve strække sig meget længere end de fleste, og andre vil måske se langt mindre violet end de fleste, mens de ser en tilsvarende udstrækning af synsvidden ved den røde ende af spektret. Der vil måske være nogle få, der kan se længere end almindeligt ved begge ender af spektret, og det vil uden tvivl være det, man kalder sensitive mennesker. Det er mennesker, der er følsomme over for en større række vibrationer end de fleste af nutidens mennesker.

Man kan teste den samme forskel med hørelsen ved at vælge en lyd, der lige netop ikke er for høj til at kunne høres – dvs. at den ligger på selve hørlighedens grænse – og undersøge, hvor mange af en gruppe mennesker, der er i stand til at høre lyden. Flagermusens højfrekvente piben er et velkendt eksempel på en høj lyd, og et forsøg vil vise, at på en sommeraften, når luften er fuld af flagermusenes skingrende og nåleskarpe skrig, vil de færreste mennesker være i stand til at høre noget.

Eksemplerne viser tydeligt, at der ikke er nogen skarp grænse for menneskets evne til at reagere på hverken æteriske vibrationer eller luftvibrationer, og at nogle mennesker allerede har evnen i højere grad end andre. Man vil endda opdage, at det samme menneskes evne er forskellig ved forskellige lejligheder. Det er derfor ikke vanskeligt at forestille sig, at det er muligt for et menneske at udvikle evnen og derved gradvis lære at se meget, som er usynligt for andre mennesker, og høre meget, som ikke kan høres af dem, for det er almindelig anerkendt, at der eksisterer et enormt antal vibrationer ud over de, der er almindeligt kendt og registreret. Mennesket skal blot udvikle evnen til at erkende det, der allerede er der.

Røntgenstråler er et godt eksempel på de muligheder, der kommer inden for rækkevidde, når mennesket får kendskab til nogle få af de højere vibrationer. Mange stoffer, der tidligere blev betragtet som faste og uigennemsigtige, blev pludselig gennemsigtige, da man opdagede røntgenstrålerne. Princippet er en afsløring af en bestemt clairvoyant teknik, hvor den clairvoyante ved hjælp af almindelig clairvoyance er i stand til at læse et brev, der ligger i en lukket kasse – eller beskrive mennesker, der er til stede i et andet værelse. Man kan lære at se med et rigtigt røntgenblik – dvs. uden brug af røntgenstråler – og det vil være tilstrækkeligt til, at hvem som helst kan udføre den form for magiske kunster.

Foreløbig er der kun talt om en udvidelse af menneskets fysiske sanser, men glem ikke, at menneskets æteriske legeme i virkeligheden kun er den finere del af det fysiske legeme, og at alle menneskets sanseorganer indeholder en stor mængde æterisk stof af forskellige tæthedsgrader. De æteriske egenskaber er latente hos de fleste mennesker, og derfor kan man se, at selv om man begrænser sig til den æteriske udviklingslinje, åbner der sig allerede enorme muligheder for mennesket.

Men ud over det fysisk-æteriske legeme ved man fra åndsvidenskaben, at mennesket har et astrallegeme og et mentallegeme, og i tidens løb skal de også aktiveres og komme under kontrol. Legemerne vil reagere på vibrationerne fra deres egne plans stof, og dermed åbner der sig to helt nye og langt større verdener, som rummer kundskaber og evner for sjælen, efterhånden som den lærer at fungere ved hjælp af sine indre redskaber. Selv om de to højere verdener er overalt omkring mennesket og desuden gennemtrænger hinanden, skal de ikke betragtes som adskilte og uden forbindelse til det fysisk-æteriske stof. Stoftyperne går gradvis over i hinanden, for det laveste astrale stof udgør en direkte fortsættelse af det højeste æteriske, og det laveste mentale stof fortsætter direkte over i det højeste astrale osv. Man skal derfor ikke forestille sig, at de udgør en anden, ny og ukendt slags stof. Man skal bare forestille sig, at det almindelige fysiske stof er opdelt i stadig finere stof, der vibrerende med en stadig større hastighed. På den måde præsenteres mennesket for noget, der reelt er nye tilstande med nye egenskaber.

Hvis man kan forestille sig den struktur, er det ikke så vanskeligt at forstå muligheden for en gradvis og fremadskridende udvidelse af sanserne. Både synet og hørelsen kan blive i stand til at opfatte vibrationer, der er langt højere og langt lavere end dem, man almindeligvis opfatter. En stor gruppe af de finere vibrationer vil stadig tilhøre det fysiske plan, og de vil bare gøre det muligt at modtage indtryk fra den æteriske del af det fysiske plan, og det æteriske område er i øjeblikket som en lukket bog for menneskeheden. De æteriske indtryk modtages stadig ved hjælp at øjets nethinde. Indtrykkene vil naturligvis primært påvirke øjets æteriske stof og ikke dets faste stof, men ikke desto mindre påvirker vibrationerne stadig et sanseorgan, der er specialiseret til at opfatte dem, og ikke hele æterlegemets overflade.

Der er imidlertid eksempler på unormale tilfælde, hvor andre dele af æterlegemet reagerer over for de finere vibrationer lige så let som – eller endda lettere – end øjet. Den slags tilfælde kan forklares på forskellige måder, men der er hovedsageligt tale om virkninger af en partiel astral udvikling, for man vil opdage, at de sensitive dele af legemet næsten altid svarer til et af chakraerne i astrallegemet. Og selv om centrene ikke kan bruges på deres eget plan, hvis den astrale bevidsthed endnu ikke er udviklet, er de alligevel stærke nok til at stimulere det æteriske stof, som det astrale stof gennemtrænger.

Når man skal arbejde med de astrale sanser, er deres funktioner meget anderledes, for astrallegemet har ingen specialiserede sanseorganer. Det er en oplysning, der måske kræver lidt forklaring, for mange studerende, der forsøger at forstå astrallegemets fysiologi, har ofte vanskeligt ved at få det til at stemme med de informationer, der beskriver, hvordan det astrale stof fuldstændigt gennemtrænger det fysiske legeme, og dermed med den nøjagtige korrespondance mellem de to redskaber og det faktum, at enhver fysisk genstand nødvendigvis har sin astrale genpart.

Informationerne er indlysende rigtige, og alligevel er det muligt for mennesker, der ikke kan se astralt, at misforstå dem. Fysisk stof af enhver type har sin tilsvarende type astralt stof, og de er konstant forbundet. De kan ikke adskilles uden at man bruger en bestemt esoterisk teknik og kraft, og selv hvis det lykkes, er det kun muligt at holde dem adskilt, så længe der direkte fokuseres kraft for at opretholde tilstanden. Men ikke desto mindre er de astrale partiklers forhold til hinanden langt friere, end det er tilfældet med deres fysiske genparter.

I en jernstang har man eksempelvis en masse, der består af fysiske molekyler i den faste tilstand. Dvs. at molekylerne kun er i stand til forholdsvis begrænset forandring i deres relative stillinger, selv om hvert af dem vibrerer med enorm hastighed i sin egen sfære. Den astrale genpart består af det, man ofte kalder fast astralt stof – dvs. stof fra det laveste og tætteste underplan af astralplanet. Men alligevel forandrer partiklerne i den astrale genpart sig konstant og hurtigt i deres indbyrdes stillinger. De bevæger sig mellem hinanden lige så let som partiklerne i en væske på det fysiske plan. Der er derfor ingen permanent forbindelse mellem de fysiske partikler og den mængde astralt stof, der i et givet øjeblik tilfældigvis fungerer som genpart.

Det samme princip gælder for menneskets astrallegeme, og af pædagogiske grunde er det nødvendigt i øjeblikket at betragte legemerne som to dele – det tættere fysiske legeme, og en sky af finere astralt stof, der omgiver det fysiske legeme. Inden i de to dele og imellem dem foregår der hvert eneste øjeblik en lynhurtig indbyrdes cirkulering af partiklerne, på samme måde som i jernstangen. Når man iagttager molekylernes bevægelse i astrallegemet, minder det om spilkogende vand.

Det er derfor nemt at forstå, at selv om et hvilket som helst organ i det fysiske legeme altid har en genpart, der består af en del astralt stof, så fastholder det ikke de samme partikler i mere end nogle få sekunder ad gangen. Derfor er der intet, der svarer til det fysiske nervestofs specialisering i syns- eller hørenerver osv. Selv om det fysiske øje altid har en genpart af astralt stof, så er det specielle fragment af astralt stof ikke hverken mere eller mindre i stand til at reagere på de vibrationer, der skaber astralt syn eller astral hørelse, end en hvilket som helst anden del af redskabet.

Man skal ikke glemme, at selv om man hele tiden er nødt til at tale om ”astralt syn” eller ”astral hørelse” for at skabe forståelse, så er alt, hvad der menes med de to udtryk, blot evnen til at reagere på de vibrationer, der, giver bevidstheden oplysninger. Når mennesket fungerer i sit astrallegeme modtager det samme type vibrationer, som det modtager og registrerer med øjne og ører, når det fungerer i det fysiske legeme. Men under de fuldstændigt anderledes astrale forhold er specialiserede organer ikke nødvendige for at modtage og registrere vibrationerne. Der findes stof overalt i astrallegemet, som er i stand til at reagere, og derfor ser det menneske, der fungerer i astrallegemet, uden problemer de genstande, der er bagved, neden under og oven over uden at dreje hovedet efter påvirkningen.

Der er imidlertid et emne, som ikke bør udelades. Det er spørgsmålet om de chakraer, der blev omtalt før. Mennesker, der studerer åndsvidenskab, ved, at der i både astrallegemet og æterlegemet er kraftcentre, som successivt skal vækkes til live af den psykiske energi, der kaldes kundalinikraften, kundaliniilden eller ”den hellige slangeild”, efterhånden som menneskets udvikling skrider fremad. Chakraerne kan ikke betegnes som organer i ordets almindelige betydning, for mennesket ser og hører ikke ved hjælp af chakraerne, på samme måde som med øjne og ører i det fysiske legeme, men chakraerne er indlysende vigtige, for udviklingen af de astrale sanser afhænger af deres aktivering. Hvert enkelt chakra, der aktiveres og udvikles, giver hele astrallegemet evnen til at reagere over for nye vibrationer.

Chakraerne er heller ikke forbundet med en bestemt mængde astralt stof. Chakraerne er simpelthen stofhvirvler i astrallegemet, og alle legemets partikler passerer igennem chakraerne. Chakraerne er punkter, hvor den højere kraft fra eksistensplanet, der ligger oven over, rammer astrallegemet. Beskrivelsen giver desværre kun et meget begrænset billede af chakraernes udseende, for de er i virkeligheden firdimensionale hvirvler, og den kraft, der strømmer igennem dem, og som er årsagen til, at de dannes, udspringer tilsyneladende af ingenting. Men man kan sige, at fordi alle partikler successivt passerer gennem hvert af chakraerne, er det indlysende, at det er muligt for hvert chakra at vække evnen til modtagelighed for bestemte vibrationer i alle astrallegemets partikler, og derfor er alle de astrale sanser aktive i alle dele af legemet.

Clairvoyance på mentalplanet er igen helt anderledes, for her kan man ikke længere tale om forskellige sanser som syn og hørelse. Man er nødt til at forklare det som en almindelig sans, der reagerer så fuldstændigt over for de vibrationer, der strømmer til den, at den, når en genstand kommer inden for bevidsthedsfeltet, straks opfatter det fuldkomment. Hvis man skal forklare det som en sans, kan man sige, at den ”ser” det, ”hører” det, ”føler” det og ”ved” alt, hvad der er at vide om det, i én øjeblikkelig ”sansning”. Men selv denne fantastiske evne er kun gradsforskellig og ikke artsforskellig fra de evner, der er til menneskets rådighed for øjeblikket. På mentalplanet overføres indtryk nøjagtig som på det fysiske plan, for det sker stadig ved hjælp af vibrationer, der går fra genstanden til den, der ser det.

På det buddhiske plan, der ligger over mentalplanet, møder man for første gang en helt ny evne, der intet har til fælles med de evner, der er omtalt, for her erkender et menneske en hvilken som helst form ved hjælp af en helt anderledes metode, for ydre vibrationer spiller ikke nogen rolle for erkendelsen. Formen bliver en del af mennesket selv, og det studerer det indefra i stedet for udefra. Men evnen har intet med almindelig clairvoyance at gøre.

Udviklingen af en hvilken som helst af de omtalte evner – uanset om de er fuldstændige eller delvise – falder ind under definitionen på clairvoyance, for det drejer sig om evnen til at se det, der er skjult for det almindelige fysiske syn. Evnerne kan udvikles på forskellige måder, og det vil være bedst at sige et par ord om de forskellige retninger.

Man kan forestille sig, at hvis det var muligt for et menneske i løbet af sin lange udvikling at være isoleret fra alle andre end de svageste og blideste ydre påvirkninger, og hvis det fra begyndelsen fik mulighed for at udfolde sig på fuldkommen regelmæssig og normal måde, så ville det sandsynligvis udvikle sanserne systematisk og i overensstemmelse med naturloven. Mennesket ville opleve, at de fysiske sanser gradvis udvider sensitiviteten, indtil de reagerede på alle fysiske vibrationer – både på det æteriske og det tættere stofs frekvenser – og derefter ville der i lovmæssig rækkefølge udvikles følsomhed over for den grovere del af astralplanet, og bagefter ville den finere del af det astrale stof også blive inkluderet. Og til sidst ville mentalplanets evner vågne, når tiden var moden.

En udvikling, der er så regelmæssig, forekommer aldrig i det virkelige liv. Mange mennesker har en gang imellem glimt af astral bevidsthed, selv om det æteriske syn ikke er vækket. Og uregelmæssighederne i udviklingen er en af de vigtigste årsager til menneskets tendens til at begå fejl i forhold til clairvoyance. Det er en tendens, som man kun kan slippe af med gennem lang tids disciplineret træning under ledelse af en kvalificeret underviser.

De, der studerer åndsvidenskabelig litteratur, er klar over, at kvalificerede undervisere findes, for selv i den materialistiske nutid er det gamle ord stadig sandt:

”Når eleven er parat, er mesteren også parat.

Når mennesket er i stand til

at træde ind i Lærdommens Hal,

vil det altid glæde mesteren”.

De, der studerer åndsvidenskab, er klar over, at et menneske kun kan udvikle sine latente kræfter på en sikker og tryg måde, hvis det sker under virkelig kompetent ledelse. De ved, hvor let og skæbnesvangert det er for et utrænet clairvoyant menneske at tage fejl og fuldstændig fejlfortolke betydningen og værdien af det, der ses, og måske endda være årsag til, at den clairvoyante iagttagelse totalt forvrænges, når den overføres til den fysiske bevidsthed.

Det er ikke en selvfølge, at en elev, der modtager regelmæssig undervisning i brugen af de esoteriske kræfter, vil opleve, at de udfolder sig i den regelmæssige rækkefølge, der er beskrevet, selv om den sandsynligvis er den ideelle. Elevens udvikling i tidligere liv har måske ikke været af en kvalitet, der vil gøre clairvoyance til den letteste eller mest ønskelige udviklingsvej. Eleven skal være under ledelse af en lærer, der er kompetent til at undervise og rådgive i åndelig udvikling, og eleven skal være fuldkommen sikker på, at den vej, der anbefales, er den rigtige udviklingsvej.

Uanset hvilke evner der udvikles, så opnår eleven en stor fordel, for evnerne kommer fuldstændigt under elevens kontrol, og de kan bruges fuldt ud og hele tiden, når som helst der er brug for dem i det åndelige arbejde. Men for det utrænede menneske vil evnerne og kræfterne ofte kun manifesterer sig meget sporadisk og springende. Tilsyneladende kommer og går de, som det passer dem.

Det er ikke ualmindeligt – og helt berettiget – at der nogle gange protesteres mod forklaringen, for hvis den clairvoyante evne som påstået er en del af menneskets åndelige udvikling, og derfor er et tegn på fremgang på den åndelige udviklingsvej, så er det påfaldende, at primitive folkeslag eller uvidende og uciviliserede mennesker kan være født med evnen, for her er der tale om mennesker, der tilsyneladende er relativt uudviklede, uanset fra hvilken synsvinkel man betragter dem. Det ser uden tvivl mystisk ud ved første øjekast. Men sensitiviteten hos det primitive menneske eller hos det grove, ubegavede og simple menneske er ikke den samme, som den sensitivitet, der vækkes hos det højere udviklede menneske, og den opnås heller ikke på samme måde.

En præcis og detaljeret forklaring på forskellen mellem de to former for sensitivitet vil kræve temmelig mange og temmelig ukendte teknikaliteter, men måske kan man få et overordnet begreb om forskellen ved hjælp af et eksempel, der hører til clairvoyancens allerlaveste plan – dvs. i nær forbindelse med det tættere fysiske stof. Menneskets æterlegeme er meget tæt forbundet med nervesystemet, og enhver form for påvirkning af det ene virker omgående på det andet. Ved forskning er det blevet iagttaget, at ved sporadisk optræden af æterisk syn hos primitive mennesker – uanset om de lever i en stamme i junglen i Centralafrika eller lever et sted i Vesteuropa – så har man konstateret en tilsvarende nerveforstyrrelse, som næsten udelukkende findes i det sympatiske nervesystem. Derfor er evnen reelt uden for menneskets kontrol. Den er mest af alt en slags fornemmelse, der svagt stammer fra hele æterlegemet. Den stammer ikke fra en præcis og bestemt sansefornemmelse, der meddeles via et specialiseret organ.

I de senere rodracer og i forbindelse med den højere udvikling bruges menneskets kræfter mere og mere til at udvikle de mentale evner, og derfor forsvinder den svage fornemmelse som regel. Men endnu senere, når det åndelige menneske begynder at udfolde sig, genvindes den clairvoyante evne, men på det tidspunkt er det imidlertid en præcis og bestemt evne, der er underlagt menneskets viljeskontrol, og den praktiseres via et bestemt sanseorgan. Og det er værd at bemærke, at en hvilken som helst nervereaktion, der skabes i samspil med den clairvoyante evne, stort set forekommer i det cerebrospinale nervesystem. Annie Besant skriver følgende om emnet:

”De lavere former for psykisme forekommer oftere hos dyr og meget uintelligente mennesker end hos mennesker med veludviklet intellektuel kapacitet. Den står tilsyneladende i forbindelse med det sympatiske nervesystem, og ikke med det cerebrospinale. Systemets store gangliekærneceller[3] indeholder forholdsvis meget æterisk stof, og bliver derfor lettere påvirket af de grovere astrale vibrationer end de celler, der indeholder forholdsvis mindre æterisk stof. Efterhånden som cerebrospinalsystemet udvikles, og hjernen bliver højere udviklet, får det sympatiske nervesystem en underordnet stilling, og sensitiviteten overfor psykiske vibrationer overdøves af det højere nervesystems stærkere og mere aktive vibrationer. Det er rigtigt, at den psykiske sensitivitet vender tilbage på et senere udviklingsniveau, men så udvikles den i forbindelse med de cerebrospinale centrer og kommer under viljens kontrol. Men den overspændte og dårligt regulerede psykisme, som man ser så mange sørgelige eksempler på, skyldes hjernens manglende udvikling og det sympatiske nervesystems dominans.”

Nogle gange ser man imidlertid sporadiske glimt af clairvoyance hos et intelligent og åndeligt menneske, selv om det måske aldrig har hørt om muligheden for at træne og videreudvikle evnen. Når det sker, er de clairvoyante glimt som regel udtryk for, at mennesket nærmer sig et niveau i sin udvikling, hvor de clairvoyante evner naturligt begynde at åbenbare sig. De clairvoyante glimt skal derfor betragtes som en impuls, der skal få mennesket til at stræbe efter at opretholde både sin høje etiske og moralske standard og sin mentale ligevægt, for uden dem er clairvoyance en forbandelse og ikke en velsignelse.

I det spænd der er imellem de mennesker, som er helt uimodtagelige for indtryk, og de mennesker, som har fuldt udviklede clairvoyante evner, er der adskillige mellemliggende stadier. Et af de stadier, som det er umagen værd se nærmere på, er den fase, hvor et menneske – selv om det ikke har nogen clairvoyante evner i det daglige liv – alligevel viser, evnerne er mere eller mindre til stede under indflydelse af mesmerisme[4]. Det sker, hvis den psykiske natur i forvejen er sensitiv, selv om bevidstheden stadig ikke er i stand til at håndtere det fysiske livs mangfoldige forstyrrelser. Bevidstheden skal frigøres ved hjælp af en midlertidig udelukkelse af de fysiske sanser. Den mesmeriske trance gør det muligt at bruge de højere evner, som kun lige er begyndt at vågne i bevidstheden. Men selv i den mesmeriske trance er der naturligvis utallige grader af klarhed – lige fra den almindelige patient, der er næsten uden intelligens, til det menneske, der har en synsevne, som fuldstændigt er under magnetisørens kontrol og kan fokuseres præcis som ønsket, og videre til det mere fremskredne niveau, hvor bevidstheden – når den først er blevet frigjort – også frigør sig fra magnetisørens kontrol og løfter sig op til ophøjede områder, hvor den er fuldstændigt udenfor magnetisørens rækkevidde. På et andet trin på den samme vej, er det ikke er nødvendigt at undertrykke det fysiske i stil med det, der finder sted i hypnotisk trance, for evnen til metafysisk syn kan alligevel bruges, mens legemet sover, selv om evnen stadig er uden for rækkevidde i det vågne liv. Mange profeter og seere har befundet sig på dette udviklingstrin, for man læser om dem, at ”Gud advarede dem i en drøm”, eller at de ”om natten var i kontakt med højere skabninger”.

De fleste kultiverede mennesker fra verdens højere udviklede rodracer har i nogen grad opnået den omtalte udvikling. Dvs. at deres astrallegemers sanser er i fuld aktivitet, og de har udviklet evnen til at modtage indtryk fra former og enheder, der tilhører astralplanet. Men for at det kan være til nogen nytte for mennesker på det fysiske plan i fysiske legemer, kræves der som regel to forandringer. For det første skal bevidstheden erkende astralplanets virkelighed. Den skal træde ud af det hylster, der er skabt af dens egne vågne tanker. Bevidstheden skal se sig omkring for at iagttage og lære. Og for det andet skal hukommelsen opretholdes, når bevidstheden vender tilbage til det fysiske legeme. Den skal være i stand til at overføre alt, hvad den har set eller lært til den fysiske hjerne.

Hvis den første af forandringerne har fundet sted, har den anden ikke den store betydning, for sjælen – det virkelige menneske – vil være i stand til at få gavn af de oplysninger og erfaringer, der kan fås på astralplanet, selv om den måske ikke har evnen til at overføre erindringen om oplevelserne til det vågne liv i den fysiske verden.

Studerende spørger ofte om, hvordan den clairvoyante evne først vil komme til udtryk hos dem. De ønsker at vide, hvordan de kan være sikre på, hvornår de har nået det niveau, hvor den clairvoyante evnes første svage antydninger begynder at vise sig. Men tilfældene er så vidt forskellige, at det er helt umuligt at givet et generelt svar på spørgsmålet.

Nogle mennesker bliver overrasket, for pludselig udsættes de for en uventet og usædvanlig påvirkning, hvor de én enkelt gang er i stand til at se en gådefuld vision. Og fordi oplevelsen ikke gentager sig, kommer de med tiden til at tro, at de har været ofre for en hallucination. Andre bliver af og til bevidste om den menneskelige auras strålende farver og vibrationer. Atter andre ser eller hører med voksende hyppighed noget, som omgivelserne er blinde og døve for. Og atter andre ser ansigter, landskaber eller farvede skyer svæve foran øjnene i mørket, før de falder i søvn. Men den mest almindelige oplevelser er måske, at man med større og større klarhed begynder at huske, hvad man har set og hørt på andre eksistensplaner, mens man sov.

Jordbunden er nu nogenlunde forberedt, og derfor er der basis for en beskrivelse af de forskellige clairvoyance-fænomener.

Clairvoyance-fænomenerne er vidt forskellige både i type og grad, og derfor er det ikke er let at afgøre, hvordan de kan klassificeres på en hensigtsmæssig måde. Man kan f.eks. ordne dem efter den form for syn, der benyttes – dvs. om clairvoyancen er mental, astral eller blot æterisk. Eller man kan inddele dem i overensstemmelse med den clairvoyantes evner, hvor man tager i betragtning, om det er en trænet eller utrænet clairvoyant – eller om evnen til at se er regelmæssig og under kontrol, eller om den er springende og fungerer uafhængig af den clairvoyantes viljekraft. Eller om det er muligt kun at praktisere evnen under mesmerisk indflydelse, eller om anden ydre hjælp er unødvendig. Eller om det er muligt at bruge evnen, når den clairvoyante er vågen i det fysiske legeme, eller om den kun er muligt, når den clairvoyante midlertidigt er ude af legemet enten under søvnen eller i trance osv.

De mange varianter har stor betydning, og det er nødvendigt at tage dem alle i betragtning, efterhånden som emnet beskrives. Men den klassificering, der som helhed vil være den bedste, er noget i retning af den, der er benyttet af A.P. Sinnett i bogen Rationale of Mesmerism. Det er i øvrigt en bog, som alle, der studerer clairvoyance, skulle læse. Under behandlingen af fænomenerne vil fænomenerne blive organiseret i overensstemmelse med omfanget af den synsevne, der benyttes, og ikke efter det bevidsthedsplan, hvor den benyttes. Det gør det muligt at gruppere de forskellige former for clairvoyance under tre overskrifter:

1. Almindelig eller simpel clairvoyance

– dvs. en intensivering af synet, der gør det muligt at se astrale og æteriske former og fænomener, som tilfældigvis befinder sig i nærheden, men det omfatter ikke evnen til at iagttage hverken steder eller scener, der stammer fra en anden tid end den aktuelle.

2. Clairvoyance i rum

– dvs. evnen til at se scener eller begivenheder, der ikke finder sted i samme rum som den clairvoyante, og som enten er for langt væk til, at man kan iagttage dem på almindelig måde, eller er skjult af genstande, der blokerer udsynet.

3. Clairvoyance i tid

– dvs. evnen til at se genstande eller begivenheder, der ikke foregår i samme tidsperiode, som den clairvoyante befinder sig i. Det er med andre ord evnen til at se ind i fortiden eller fremtiden.

_________________________________

[1] Ultraviolet sollys.

[2] C.W. Leadbeater henviser til to stråler – en blå og en rød – hvor det brydende stof er svovlkulstof, som har særlig stor farvespredning (red.)

[3] Ganglie er en hob af nerveceller uden for centralnervesystemet.

[4] Franz Anton Mesmer var østrigsk læge, der var berømt i samtiden for sine sygdomsbehandlinger med magneter. Behandlingerne tog udgangspunkt i Franz Anton Mesmers teori om animalsk magnetisme, som han udviklede i 1770’erne i Wien. Behandlingsprincippet blev senere betegnet mesmerisme.

_________________________________