Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

CLAIRVOYANCE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater

CLAIRVOYANCE (8 af 10)


Når man er overbevist om clairvoyancens kraft, er der første spørgsmål: Hvordan kan evnen udvikles? Der er mange teknikker, men der er faktisk kun én, der med sikkerhed kan anbefales.

CLAIRVOYANCE (8 af 10)

7. kapitel

Clairvoyance i tid

Fortiden

 

Clairvoyance i tid – dvs. evnen til at læse fortiden og fremtiden – er en evne, der lige som alle de andre former for clairvoyance, beherskes af forskellige mennesker og på meget forskellige niveauer. Evnen strækker sig fra et menneske, der har begge evner fuldt ud under kontrol, og ned til det menneske, der kun af og til får ubevidste og meget ufuldkomne glimt eller genspejlinger af scener fra fortiden eller fremtiden. Den sidste type får måske en vision af en begivenhed i fortiden, men den vil sandsynligvis være stærkt forvrænget. Og selv om den undtagelsesvis skulle være forholdsvis nøjagtig, vil der med stor sandsynlighed være tale om et isoleret billede, og den clairvoyante vil uden tvivl være ude af stand til at relatere den til noget, der er sket før eller efter visionen. Og det vil heller ikke være muligt at forklare noget usædvanligt i det, der viser sig. Det trænede menneske derimod kan følge det drama, der er forbundet med billedet – både tilbage og frem i tiden og lige så langt, som det ønskes. Det vil også være nemt at finde de årsager, der har skabt situationen, eller de reaktioner, den vil blive årsag til.

Det vil sandsynligvis være lettere at forstå den noget vanskelige del af emnet, hvis den opdeles i naturlige underafdelinger. Først skal der fokuseres på evnen til at se tilbage i fortiden, men der ventes med at løfte sløret til fremtiden. I begge tilfælde vil det være bedst at forsøge at forstå mest muligt af den måde, evnerne fungerer på, selv om det er vanskeligt. Problemerne skyldes for det første forskernes manglende viden om nogle aspekter af emnet, og for det andet de fysiske ords manglende evne til at udtrykke bare en lille smule af det man ved om højere eksistensplaner og evner.

Hvordan opnår man et detaljeret syn af en fjern fortid, og hvilket af de indre planer stammer det fra? Svaret på begge spørgsmål er, at den læses i ”akasha-kronikken”,[1] der også kaldes ”de akashiske optegnelser”. Men svaret kræver naturligvis en forklaring for mange læsere. Ordet akasha er i virkeligheden en fejlagtig betegnelse, for selv om optegnelserne læses i akasha eller mentalplanets stof, stammer de ikke fra mentalplanet. En anden betegnelse – ”optegnelser i astrallyset” – er endnu værre. Den bruges nogle gange, selv om optegnelserne ligger langt fra astralplanet, og alt, hvad der kan opnås på astralplanet, er ufuldstændige glimt af en slags dobbelt genspejling af dem. Det kræver en forklaring.

Ligesom mange andre af de åndsvidenskabelige udtryk er ordet akasha temmelig ubestemt. I den ældre åndsvidenskabelige litteratur blev akasha betragtet som synonymt med astrallyset, og i andre blev det brugt til at betegne en hvilken som helst form for usynligt stof – lige fra mulaprakriti[2] ned til den fysiske æter. I den senere litteratur blev ordet brugt om mentalplanets stof, og det er i den betydning, at optegnelserne kaldes akashiske, for selv om de ikke oprindeligt opstår på mentalplanet – og heller ikke på astralplanet – så er det på mentalplanet, at mennesket første gang kommer i kontakt med optegnelserne og får mulighed for at arbejde med dem på en fornuftig måde.

Optegnelserne er bestemt ikke et let emne at behandle, for det tilhører den store gruppe, der kræver evner på et langt højere niveau end nogen af de evner, menneskeheden på nuværende tidspunkt har udviklet, hvis man skal forstå emnerne fuldt ud. Problemets løsning ligger på et bevidsthedsplan, der befinder sig langt fra noget af det, mennesket har mulighed for at erkende og forstå på nuværende udviklingstrin. Enhver forklaring vil derfor være ufuldkommen, for det er nødvendigt at betragte det nedefra i stedet for ovenfra. Den forestilling, man får, bliver derfor uundgåeligt partiel. Men det betyder ikke, at man bliver vildledt – bortset fra hvis man fejlagtigt tror, at det lille brudstykke, man ser, er identisk med helheden. Hvis man forsøger at gøre begreberne så nøjagtige som muligt, bliver der skabt et sikkert fundament, selv om der er meget, der senere skal tilføjes, efterhånden som mennesket under sin udvikling gradvis får højere visdom. Lad det derfor fra begyndelsen være klart, at et dybtgående kendskab til emnet er umuligt på det nuværende udviklingstrin, og at der vil være mange spørgsmål, som det endnu ikke er muligt at give en nøjagtig forklaring på, selv om det er muligt at se analogier og indicier, der antyder retningen for en dybere forståelse.

Prøv at føre tankerne tilbage til solsystemets begyndelse. Alle kender den almindelige astronomiske teori om solsystemets oprindelse. Den kaldes ”nebular-hypotesen”, og iflg. teorien blev der først skabt en gigantisk glødende tåge med en diameter, der var langt større end selv den yderste af planeternes baner. Det system, som man nu kender, blev skabt efterhånden, som den enorme sfære i løbet af ufattelige tidsaldre lidt efter lidt blev afkølet og trak sig sammen.

I store træk accepterer åndsvidenskaben teorien som en korrekt fremstilling af den fysiske side af systemets evolution, men åndsvidenskaben tilføjer, at hvis man begrænser forståelsen til skabelsens fysiske side, får man kun en meget ufuldstændig og usammenhængende forestilling om det, der virkelig fandt sted. Iflg. åndsvidenskaben var der først en absolut bevidsthed – en transcendent og ufattelig ophøjet, usynlig skikkelse, som er årsagen til skabelsen af systemet. Systemet eller skabelsen er derfor en virkning. Den ophøjede skikkelse kaldes ofte systemets Logos. Først opbyggede Logos alt i sit tankesind. Logos skabte et fuldstændigt tankebillede og et begreb, der rummede en hensigt. Tankebilledet rummede systemets successive verdenskæder og udviklingspotentialer. Handlingen medførte, at Logos samtidig gav tankebilledet objektiv eksistens på den logoiske tankes plan. Det er et plan, der selvfølgelig ligger uendeligt langt over alle de bevidsthedsplaner, mennesket kender til. Fra det logoiske plan blev de forskellige planeter manifesteret, efterhånden som hensigten krævede det. De manifesterede sig i den tilstand af objektivitet, der for hver især var hensigten med dem. Og hvis man ikke hele tiden i sin forståelse holder fast i systemets virkelige skabelse, der er udgået fra et indre og højere plan, vil man konstant misforstå den fysiske evolution, som man iagttager nede fra det fysiske plan.

Åndsvidenskaben uddyber emnet, for den fortæller, at ikke alene blev hele det fantastiske system, som menneskeheden tilhører, manifesteret af Logos – dvs. både de lavere og de højere eksistensplaner – men også, at menneskehedens relation til Logos er endnu tættere end blot selve skabelsen, for menneskeheden og det enkelte menneske er i høj grad en del af Logos – et partielt udtryk på det fysiske plan. Hele systemets bevægelse og energi er Logos’ energi, og alt udfolder sig inden for grænserne af Logos’ aura. Tanken er måske overraskende og overvældende for mange, men for mennesker, der har studeret auraen, er den logisk og selvfølgelig.

Det er velkendt, at efterhånden som et menneske bevæger sig fremad i sin åndelige udvikling, vokser kausallegemet eller sjælslegemet. Kausallegemet bestemmer grænsen for menneskets aura, som vokser både i størrelse, lysevne og farveklarhed. Mange clairvoyante ved af erfaring, at auraen hos en elev, der har gjort en del fremskridt på udviklingsvejen, er langt større end auraen hos en elev, der tager de første trin på vejen. Og hos en mester er den naturligvis overvældende stor. Selv i Østens eksoteriske skrifter kan man læse om Buddhas gigantiske aura. Et sted nævnes der ca. 5 km som auraens ydre grænse. Men uanset hvad det nøjagtige mål er, så er det en bekræftelse på kausallegemets usædvanligt hurtige vækst, efterhånden som mennesket går fremad på den åndelige udviklingsvej. Der kan ikke være tvivl om, at hastigheden af væksten tiltager i geometrisk progression, og derfor er det ikke overraskende at høre om en Logos på et langt højere trin, der har en aura, som er i stand til at omfatte en hel planet. På grundlag af den information kan man derefter føre tanken opad til en opfattelse af, at der eksisterer en bevidsthed, der er så ophøjet, at den kan rumme et helt solsystem i sin bevidsthed og sin aura. Men samtidig er det vigtigt at huske, at selv om det lyder helt gigantisk, så er det kun en lille dråbe i verdensrummets ufatteligt gigantiske ocean.

En Logos har alle de egenskaber, evner og kræfter, som det er muligt for et menneske at forestille sig om den højeste Gud, og derfor er det bogstaveligt sandt, som der siges i Det Gamle Testamente, at ”af Ham og ved Ham og Hans er alle ting”,[3] og ”for i Ham lever vi, ånder vi og er vi”.[4]

Sådan er virkeligheden, og derfor er det indlysende, at uanset hvad der sker inden for planetens system, så sker det inden for Planetlogos’ bevidsthed, og derfor er det klart, at det er Logos’ hukommelse, der er de virkelige akashiske optegnelser. Desuden er det sandsynligt, at uanset hvilket eksistensplan hukommelsen kommer til udtryk på, så vil den befinde sig langt over alt, hvad mennesket kender og kan erkende, og derfor kan de optegnelser, mennesket evt. er i stand til at læse, udelukkende være en genspejling af den større og overordnede hukommelse, der er afspejlet i de lavere planers tættere stof.

På astralplanet er det mest sandsynligt, at der udelukkende er tale om en genspejling – oven i købet en meget ufuldkommen genspejling. De optegnelser, der findes på astralplanet, er yderst fragmentariske og som regel stærkt forvrængede. Vand bruges ofte som symbol på astrallyset, og i det aktuelle tilfælde er det i høj grad et passende symbol. Fra en rolig vandoverflade får man en klar genspejling – ligesom i et spejl – men det er stadig kun et spejlbillede. Det er en gengivelse i to dimensioner af tredimensionale genstande, og bortset fra farverne ser man alle egenskaber anderledes – og desuden er billedet altid spejlvendt.

Men hvad sker der, når blæsten skaber krusninger på vandoverfladen? Man ser stadig et spejlbillede, men det er så opsplittet og forvrænget, at det giver et direkte vildledende billede af det, der afspejler sig. Måske kan man af og til i et glimt få et klart spejlbillede af en del af scenen – eksempelvis et blad eller en gren på et træ – men det vil kræve et omfattende arbejde og stor viden at sammensætte de manglende brudstykker til noget, der minder om det virkelige billede af den ting, der spejler sig.

På astralplanet kan man aldrig opnå noget, der minder om en rolig overflade. Tværtimod er astralplanet konstant i hurtig og forvirrende bevægelse. Det er derfor indlysende, at det aldrig vil være muligt at få et klart og tydeligt spejlbillede. En clairvoyant, der kun har astralt syn, kan aldrig stole på, at et billede fra fortiden er præcist og fuldkomment. Et fragment af billedet kan måske være klart, men der er ingen mulighed for at vide, hvordan fragmentet passer ind i helheden. Hvis den clairvoyante er under en kompetent lærers vejledning, kan det måske – efter en lang og omhyggelig træning – blive vist, hvordan man skelner mellem pålidelige og upålidelige indtryk, og hvordan man kan konstruere et slags helhedsindtryk af fragmenterne. Men længe før den clairvoyante har fået kontrol over vanskeligheder af den art, vil det mentale syn uden tvivl være udviklet, og dermed vil arbejdet med de astrale spejlbilleder være unødvendig.

På mentalplanet – planet over astralplanet – er forholdene helt anderledes. Der er optegnelsen fuldstændig og præcis, og det er derfor umuligt at foretage en fejlaflæsning. Hvis man forestiller sig, at tre clairvoyante, der er i besiddelse af mental clairvoyance, aftalte at undersøge en bestemt optegnelse på mentalplanet, så ville de alle tre se nøjagtig det samme spejlbillede, og deres oplevelse af situationen ville være identisk. Men det er ikke sandsynligt, at deres beretninger stemmer nøjagtigt overens, når de bagefter skal beskrive iagttagelsen på det fysiske plan. Det er almindelig kendt, at hvis tre mennesker, der er vidne til en begivenhed i den fysiske verden, bagefter skal beskrive den, vil deres forklaringer være forskellige, for de har hver især lagt mærke til de ting, der specielt fanger deres opmærksomhed. Uden at vide det, vil de gøre dem til de vigtigste punkter i begivenheden, og nogle gange vil andre punkter helt blive overset, selv om de i virkeligheden var meget vigtigere.

I forbindelse med selve iagttagelsen på mentalplanet vil den personlige faktor ikke påvirke indtrykket særlig meget. Den clairvoyante vil være i stand til at forstå emnet i sin helhed, for det er ikke muligt at se de enkelte dele forskudt i forhold til hinanden. Men bortset fra veltrænede og erfarne clairvoyante er det ikke muligt at overføre helhedsoplevelsen til de lavere planer. Det er ganske enkelt umuligt, at en beretning om en vision på mentalplanet, kan fortælles fuldstændigt dækkende, for 9/10 af det, der ses på mentalplanet, kan overhovedet ikke udtrykkes ved hjælp af fysiske ord. Og ethvert verbalt udtryk er i sin natur partielt, og derfor er det indlysende, at der er en mulighed for at vælge og fravælge i det, der fortælles. Derfor lægges der stor vægt på omhyggelig kontrol og verificering af åndsvidenskabelige undersøgelser, hvor der bruges clairvoyance, for intet, der kun stammer fra en enkelt clairvoyants iagttagelse, får adgang til den seriøse åndsvidenskabelige litteratur.

Men selv når muligheden for fejltagelser af personlige grunde er reduceret til et minimum ved hjælp af et system af grundig kontrol og modkontrol, er der stadig en meget alvorlig vanskelighed tilbage. Problemet ligger i selve handlingen med at overføre indtryk fra et højere plan igennem til et lavere. Problemet kan sammenlignes med den vanskelighed, en kunstmaler kæmper med, når et tredimensionalt landskab skal gengives på en plan flade og i to dimensioner. En lang og omhyggelig træning af øje og motorik er nødvendig for kunstneren, før det er muligt at skabe en tilfredsstillende gengivelse af naturen. Det samme gælder den clairvoyante, som skal igennem en lang og omhyggelig træning på et lavere plan, før det er muligt nøjagtigt at beskrive det, der iagttages på et højere. Og der er lige så stor sandsynlighed for, at man kan få en nøjagtig beskrivelse fra en utrænet clairvoyant, som der er for at få en perfekt gengivelse af et landskab fra et menneske, der aldrig har lært at tegne og male.

Man må heller ikke glemme, at selv det mest fuldkomne maleri er uendelig langt fra at repræsentere en gengivelse af den natur, det forestiller. Sandsynligvis vil der ikke være en eneste linje eller vinkel i naturen, der er identisk med den malede kopi. Et maleri er simpelthen et snedigt forsøg på, ved hjælp af linjer og farver på en plan flade, at gøre et indtryk på den ene af menneskets fem sanser. Malieriet minder om det, man ville have set, hvis man selv havde iagttaget den rigtige scene i naturen (undtagen ved en suggestion). Maleriet er derfor afhængigt af menneskets tidligere erfaringer, men det kan ikke gengive havets brølende bølger, blomsternes velduft, frugtens søde smag eller blødheden eller hårdheden i den afbildede natur.

Den clairvoyante har lignende problemer, men de er langt større. Når en clairvoyant forsøger med fysiske ord at beskrive det, der er iagttaget på astralplanet, forstærkes problemet af, at tilhørere både skal forsøge at forestille sig begreber, som de allerede kender, men de skal desuden forestille sig en række begreber, de aldrig har hørt om. Derfor har den clairvoyante langt større problemer end kunstneren, der maler mennesker, dyr, træer eller landskaber, for den clairvoyante skal forsøge at beskrive begreber, som er ukendte for de fleste.

Derfor er det ikke overraskende, at selv om tilhørerne oplever den clairvoyantes forklaring som levende og sensationel, så har den clairvoyante selv en oplevelse af, at beskrivelsen er utilstrækkelig. Den clairvoyante føler, at selv det bedste, man er i stand til, er helt utilstrækkeligt til at give et begreb om, hvad der i virkeligheden er iagttaget på astralplanet. Og det er vigtigt at huske, at når en clairvoyant med fysiske ord forsøger at gengive iagttagelser på mentalplanet, så har den meget vanskelige overførsel fra et højere til et lavere bevidsthedsplan fundet sted ikke én, men hele to gange, for erindringen skal føres fra mentalplanet igennem det mellemliggende astralplan og ned i den fysiske hjernebevidsthed. Selv i de sjældne tilfælde, hvor den clairvoyante har udviklet sine mentale evner så langt, at de kan bruges i det fysiske legeme i vågen tilstand, så hæmmes den clairvoyante stadig af det fysiske sprogs totale mangel på ord, der kan udtrykke det, der iagttages.

Prøv engang om det er muligt fuldt ud at forstå det, der kaldes den fjerde dimension, som blev omtalt i et tidligere kapitel. Det er let nok for et fysisk menneske at tænke på det fysiske plans tre dimensioner. Det er nemt at forestille sig længde, bredde og højde på en hvilken som helst genstand, for man ser, at hver af de tre dimensioner opstår ved en linje i ret vinkel på de to andre linjer. I den fjerde dimension skal man forestille sig en fjerde linje, der går i rette vinkler på de tre, der allerede eksisterer.

En almindelig fysisk hjerne har ikke en chance for at forstå den fjerde dimension. Nogle få mennesker har gjort emnet til genstand for en speciel forskning, og de er lidt efter lidt blevet i stand til at opfatte en eller to meget simple firdimensionale figurer. Der er imidlertid ingen af de ord, de kan bruge, der kan skabe et billede af de firdimensionale figurer i andre menneskers tankesind. Og hvis man ikke har trænet evnen, og alligevel gør forsøg på at visualisere en firdimensional form, vil man opdage, at det er helt umuligt at give en logisk beskrivelse af formen med entydige fysiske ord. Og glem ikke, at det svarer til at give en nøjagtig beskrivelse af én ukompliceret genstand på astralplanet. Men hvis man skal beskrive iagttagelser på mentalplanet, vil man få endnu større vanskeligheder, for her tilføjes en femte dimension. Vanskeligheden – eller rettere umuligheden – ved at forklare iagttagelser på både astralplanet og mentalplanet vil være indlysende for selv den mest overfladiske iagttager.

Optegnelserne er omtalt som Planetlogos’ hukommelse, med de er langt, langt mere end bare hukommelse i ordets sædvanlige betydning. Selv om det er vanskeligt at forestille sig, hvordan billederne opleves fra Logos’ synspunkt, så ved man, at efterhånden, som menneskets bevidsthed løfter sig højere og højere, så kommer mennesket nærmere og nærmere på den sande hukommelse. Mennesket kommer i højere grad til at se tilværelsen, som Logos ser den. Derfor er åndsvidenskaben stærkt interesseret i udforskning af de planetariske optegnelser, når den clairvoyante befinder sig på det buddhiske plan – det højeste plan, menneskets bevidsthed kan nå, selv når det er ude af det fysiske legeme. Det er en begrænsning, der gælder indtil mennesket når arhaternes[5] trin.

På det buddhiske plan er den clairvoyante ikke længere begrænset af tid og rum. På det buddhiske plan er det ikke nødvendigt som på mentalplanet, at lade en række begivenheder passere revy, for fortid, nutid og fremtid er til stede på én gang i ét nu. Det lyder naturligvis helt absurd for det fysiske menneske, hvor tid og rum dominerer virkelighedsopfattelsen. Men selv om det ophøjede buddhiske bevidsthedsplan befinder sig langt under Planetlogos’ bevidsthed, er det imidlertid tydeligt for den clairvoyante, at for Planetlogos må optegnelserne være langt mere end det, mennesket forstår som hukommelse, for alt, hvad der er sket i fortiden, og alt, hvad der vil ske i fremtiden, ligger åbent for Planetlogos’ blik på samme måde som begivenheder, der sker i det, mennesket kalder nutiden. For et menneskes begrænsede opfattelse er det selvfølgelig fuldstændigt utroligt og totalt uforståeligt – men det er alligevel fuldstændig i overensstemmelse med sandheden og virkeligheden.

På menneskehedens nuværende udviklings- og forståelsesniveau kan man naturligvis ikke forvente, at mennesker forstår, hvordan et så avanceret resultat kan skabes, og et forsøg på at give en forklaring vil bare resultere i, at man indhyller sig i en tåge af ord, som ikke giver virkelig forståelse. Men måske kan forklaringen muligvis medvirke til at hjælpe nogle mennesker med at forstå, at en så absurd påstand måske alligevel rummer en sandhed, og det derfor vil være en hjælp til udvidelse af tankesindets horisont.

I en mystisk bog, der hed The Stars and the Earth,[6] var det forfatterens formål at forsøge videnskabeligt at påvise, hvordan det var muligt, at fortid og nutid kunne være ét i den guddommelige tanke. Forfatterens argumenter var ret intelligente, og her skal der gøres et forsøg på at opsummere dem, for de vil være tankevækkende i relation til det emne, der behandles.

Når man ser noget – uanset om det er en bog, man holder i hånden, eller det er en stjerne, der befinder sig millioner af lysår fra Jorden, ser man altid genstanden ved hjælp af en vibration i æteren. Vibrationen kaldes sædvanligvis en lysstråle, og den bevæger sig fra genstanden til menneskets øjne. Den hastighed vibrationen bevæger sig med er stor – tæt på 300.000 km/s. Og når der er tale om en genstand i de nærmeste fysiske omgivelser, ser man reelt genstanden øjeblikkeligt. Men når man arbejder med interplanetariske afstande, er det nødvendigt at tage lysets hastighed i betragtning, for det tager tid for vibrationen at bevæge sig over de enorme afstande i rummet. F.eks. bruger sollyset 81/4 min til sin rejse fra Solen til Jorden. Det betyder, at når man ser på Solen, ser man i virkeligheden en lysstråle, der forlod Solen for mere end 8 min siden.

Konklusionen er derfor lidt underlig, for den lysstråle, som kaldes Solen, giver udelukkende et billede af den tilstand, der herskede på Solen, da lyset begyndte sin rejse mod Jorden, og den påvirkes ikke af noget, der sker efter, at den har forladt Solen. Derfor ser man i virkeligheden ikke Solen, som den er, men som den var ca. 8 minutter tidligere. Det medfører, at hvis der sker noget dramatisk på Solen – f.eks. dannelsen af en ny solplet – så vil en astronom, der iagttager Solen via et teleskop, være uvidende om begivenheden.

Forskellen er dramatisk anderledes, når det drejer sig om fiksstjernerne,[7] for afstandene til dem er så enormt meget større. Nordstjernen[8] er f.eks. så langt væk, at lyset, der bevæger sig med den nævnte ufattelige hastighed, bruger lidt over 50 år til at nå Jorden og menneskets øjne – og derfor ser man ikke Nordstjernen, som den er, når man betragter den, men som den var for 50 år siden. Hvis en kosmisk katastrofe i morgen sprænger Nordstjernen i stumper og stykker, vil de fleste mennesker se den skinne fredeligt på himlen resten af livet, og børnene vil blive voksne, og de vil få børn, før den kosmiske katastrofe blev en nyhed her på Jorden. På samme måde er der milliarder af stjerner, der er så langt væk, at det vil tage lyset tusinder eller millioner af år at rejse den lange vej til Jorden, og menneskehedens viden om deres tilstand ligger derfor tusinder eller millioner af år tilbage i tiden.

Hvis argumentet føres et skridt videre, kan man forestille sig, at man er i stand til at placere et menneske i en afstand af 300.000 km fra Jorden og samtidig udstyre det med evnen til fra den store afstand at være i stand til at se, hvad der sker på Jorden og lige så tydeligt, som hvis det stadig var til stede hernede. Mennesket vil se alting et sekund efter, at det virkelig sker. Hvis man nu øger afstanden til det dobbelte, så vil mennesket være to sekunder bagefter i opfattelsen af det, der sker. Og sådan vil det fortsætte, hvis det blev flyttet ud i samme afstand som Solen, mens det stadig har den samme avancerede synsevne. Og det være i stand til at se Jorden og se hvad menneskeheden gør – ikke hvad den gør nu, men hvad den gjorde for ca. 8 min siden. Hvis mennesket føres op til Nordstjernen, vil det se begivenhederne fra 50 år tilbage i tiden. Det vil bl.a. iagttage børn som i virkeligheden var midaldrende mennesker. Det lyder mærkeligt, men det er bogstaveligt og naturvidenskabeligt korrekt.

Bogen fortsatte med logisk at konkludere, at den almægtige Gud må være i besiddelse af den skarpeste synsevne, som også var forudsætningen for det omtalte iagttagende menneske. Men Gud er desuden allestedsnærværende, og derfor er Gud til stede på alle de steder, der er nævnt – plus på ethvert mellemliggende punkt – ikke trinvist men samtidigt. Hvis man accepterer forudsætningerne, er konklusionen, at alt hvad der er sket siden Universets skabelse, ses af Gud ethvert øjeblik – ikke som udtryk for hukommelse, men sådan at selve begivenheden iagttages her og nu.

Forklaringen er temmelig materialistisk og baseret på fysisk naturvidenskab, og derfor kan man være sikker på, at Planetlogos’ hukommelse ikke fungerer på den måde. Men det er udmærket tænkt, det er helt uafviseligt, og det er ikke uden værdi, for det giver et glimt af nogle muligheder, som man måske ellers ikke ville overveje.

Der er grund til at undre sig over, hvordan det er muligt – midt i den forvirrende sammenblanding af optegnelser om fortiden – at finde det bestemte billede, der er brug for. I virkeligheden kan den utrænede clairvoyante som regel heller ikke gøre det uden et forbindelsesled, der kan skabe kontakt til det ønskede emne. Psykometri er et eksempel på teknikken, og det er meget muligt, at menneskets almindelige hukommelse er en anden form for den samme idé. Tilsyneladende er der en slags magnetisk forbindelse eller et slægtskab mellem en hvilken som helst stofpartikel og den begivenhed, der rummer dens historie. Det er en affinitet, der sætter den i stand til at fungere som en slags leder mellem begivenheden og evnerne hos den clairvoyante.

Som et eksempel kan nævnes et ganske lille stykke af en sten – ikke større end et knappenålshoved – fra Stonehenge. Det blev lagt i en kuvert og sendt til en psykometriker, der ikke havde nogen anelse om, hvad det var. Psykometrikeren begyndte straks at beskrive den fantastiske ruin og det landområde, der omgiver den. Derefter gik hun over til levende at beskrive noget, der sandsynligvis var scener fra Stonehenges første historie. Det viste, at det beskedne brudstykke var tilstrækkeligt til at forbinde hende med stedets historie. De scener, mennesket passerer igennem i livets løb, påvirker tilsyneladende hjernecellerne på samme måde, som Stonehenges historie påvirkede stenstykket. Der etableres en forbindelse med cellerne, og ved hjælp af dem forbindes tankesindet med handlingen, og sådan ”husker” man, hvad man har set.

Selv en trænet clairvoyant har behov for noget, der kan skabe forbindelse til optegnelsen af en bestemt begivenhed, som den clairvoyante ikke har kendskab til i forvejen. Hvis den clairvoyante f.eks. ønsker at se, hvad der skete, dengang Julius Cæsars gik i land på Englands kyst, er det muligt at bruge forskellige metoder til at skabe forbindelse til situationen. Hvis den clairvoyante selv har besøgt det sted, hvor det skete, vil det letteste sandsynligvis være at kalde billedet af stedet frem, og derefter gå tilbage gennem stedets optegnelser, indtil man når til den ønskede periode. Hvis den clairvoyante ikke har set stedet, er det muligt at gå tilbage i tiden til året for begivenheden og derefter gennemsøge Den Engelske Kanal, indtil en flåde af romerske galejer toner frem i billedet. Eller man kan undersøge optegnelserne om livet i Rom i den aktuelle periode, hvor det ikke vil være vanskeligt at identificere en så fremtrædende skikkelse som Julius Cæsar. Og når han er fundet, kan man følge ham gennem hans galliske krige, indtil han sætter foden på Englands jord.

Hvordan ser optegnelserne ud? Opleves de tæt på eller på afstand? Er skikkelserne store eller små? Følger billederne efter hinanden ligesom i en film? Eller glider de over i hinanden ligesom i overblændinger osv.? Svaret er, at billedpræsentationen varierer afhængig af forholdene. På astralplanet er genspejlingen som regel et almindeligt billede, selv om skikkelserne nogle gange kan bevæge sig. Hvis der er bevægelse i billedet, er der ikke tale om et rent øjebliksbillede, men om en lidt længere og mere fuldkommen genspejling.

På mentalplanet har billederne to vidt forskellige egenskaber. Når den clairvoyante, der besøger mentalplanet, ikke tænker fokuseret på billederne, danner optegnelserne simpelthen baggrund for alt, hvad der foregår – på samme måde som spejlbilleder i et stort vægspejl på endevæggen i et værelse danner baggrundsbilleder for de mennesker, der opholder sig i værelset. Man skal huske, at billederne i virkeligheden ikke er andet end genspejlinger af en stor bevidstheds permanente funktion på et langt højere plan, og de ligner i høj grad en endeløs række af levende billeder. De glider ikke over i hinanden på samme måde som overblændinger, men de følger heller ikke i rækkefølge efter hinanden – selv om de genspejlede skikkelsers bevægelser fortsætter konstant videre, som om man iagttog nogle skuespillere på en fjern scene.

Men hvis den trænede clairvoyante specifikt retter opmærksomheden mod en scene, sker der straks en mærkelig forandring, for mentalplanet er tankens plan, og at tænke på noget medfører, at det omgående kaldes frem i bevidstheden. Hvis et menneske f.eks. fokuserer sin vilje for at se den begivenhed, der blev omtalt før – Julius Cæsars landgang – vil det ikke iagttage et billede af situationen, for det vil befinde sig på stranden mellem legionærerne, og samtidig udspilles hele scenen omkring mennesket – nøjagtigt som man ville have set sceneriet, hvis man fysisk var til stede den efterårsmorgen, da det skete 55 f.Kr. Det, den clairvoyante ser, er kun er en afspejling, og derfor har de oprindelige deltagere naturligvis ingen anelse om den clairvoyantes tilstedeværelse. Den clairvoyante kan heller ikke forandre handlingens forløb bortset fra, at det er muligt at kontrollere hastigheden, når dramaet passerer det clairvoyante blik. Derfor er det muligt at få et helt års begivenheder til at passere revy i løbet af en time – eller man kan fryse en hvilken som helst scene så længe, man ønsker det.

I virkeligheden iagttager den clairvoyante ikke bare det samme, som der skete dengang, men meget mere. Den clairvoyante forstår alt, hvad folk siger, og er bevidst om deltagernes tanker og motiver. En af de mest interessante af de mange muligheder, der åbner sig for det menneske, der har lært at læse optegnelserne, er studiet af tidligere tidsaldres tankegang. Dvs. tankerne hos hulemennesker og pæleboere – tankegangen hos de mennesker, der herskede i de store civilisationer i Atlantis, i Egypten eller i Kaldæa. Det er let at forestille sig de imponerende muligheder, der åbner sig for et menneske, der kontrollerer evnen til fuldkommenhed. Den clairvoyante får adgang til den absolut mest interessante historiske forskning, man kan forestille sig. Ikke alene er det muligt at udforske den kendte historie – og mens det sker, korrigerer man de mange fejl og misforståelser, der har indsneget sig i historiebøgerne – men det er også muligt efter behag at gennemgå hele verdenshistorien fra menneskets individualisering, iagttage intelligensens langsomme udvikling hos mennesket, Flammeherrernes ankomst og grundlæggelsen af historiens mægtige civilisationer.

Den clairvoyantes studier er heller ikke begrænset til menneskehedens opståen og fremskridt. Evnen er som et museum, hvor man kan studere alle de mærkelige dyre- og planteformer, der fandtes på verdensscenen i den fjerne fortid, dengang Jorden var ung. Det er muligt at følge alle de fantastiske geologiske forandringer, der har fundet sted. Man kan iagttage de store naturkatastrofers forløb, der gang på gang har forandret Jordens udseende og livsbetingelser.

I ét tilfælde er det muligt for den clairvoyante, der læser optegnelserne, at komme i en endnu tættere relation til fortiden. Hvis den clairvoyante i sine undersøgelser betragter en scene, hvor den clairvoyante selv deltog i et tidligere liv, er det muligt at behandle scenen på to måder. Scenen kan enten iagttages på den sædvanlige måde, hvor man bare er tilskuer (men som en tilskuer, der har en indsigt og en indlevelsesevne, der er fuldkommen), eller den clairvoyante kan endnu en gang identificere sig med sin afdøde personlighed og på den måde gå tilbage til et tidligere liv og igen gennemleve fortidens tanker og følelser, glæder og sorger. Man kan ikke forestille sig et mere intensivt og levende eventyr – men den clairvoyante skal sørge for aldrig at miste grebet om sin individuelle bevidsthed under oplevelsen. Det er nødvendigt at fastholde evnen til at vende tilbage til den nuværende personlighed, når det ønskes.

Mange spørger, hvordan det er muligt for den clairvoyante at bestemme tidspunktet for et billede fra den fjerne fortid med nøjagtighed. Det er som regel et meget besværligt og langsommeligt arbejde at finde den nøjagtige dato, men det kan gøres, hvis man mener, at det er umagen værd at bruge tid og arbejde på at finde den. Hvis man f.eks. går tilbage i den græske eller romerske tid, er den mest enkle metode som regel at finde den mest intelligente person i billedet, og se ind i personens tankesind. Her kan man se hvilken dato, personen mener, det er. Den clairvoyante kan også iagttage et menneske, mens det skriver et brev eller daterer et dokument og aflæse den dato, der skrives – hvis der skrives nogen. Hvis man har aflæst den romerske eller græske dato på den måde, skal datoen omregnes til nutidens kronologiske system.

En anden metode, der ofte benyttes, består i at vende bevidstheden fra den scene, der iagttages, til et samtidigt billede i en stor og kendt by, som f.eks. Rom, og bemærke hvilken kejser, der herskede på det tidspunkt – eller hvem der er årets konsuler. Og når de ønskede data er fundet, vil en kontrol i en hvilken som helst seriøs historiebog gøre resten af arbejdet. Nogle gange kan man få en dato ved at iagttage en offentlig proklamation eller et juridisk dokument. I de tidsperioder, der her tales om, kan problemet let løses.

Sagen bliver imidlertid meget vanskeligere, når man arbejder med tidsperioder, der ligger længere tilbage – eksempelvis scener fra det ældste Egypten, Kaldæa, Kina eller – for at gå endnu længere tilbage – fra Atlantis eller en af den atlantiske civilisations mange kolonier. Det er stadigvæk let at aflæse en dato fra tankesindet hos et intelligent menneske, men man har ikke længere mulighed for at overføre informationen til nutidens datosystem. Det menneske, der aflæser, regner med tidsperioder, som man intet kender til, eller med regeringstider for konger, som er ukendte for nutidens historikere. Eksempelvis begyndte de gamle egyptere en ny tidsregning ved år 0, hver gang en ny farao blev indsat på tronen.

Den clairvoyantes metoder er dog ikke udtømt, for det er som sagt muligt at lade optegnelserne passere revy med en hvilken som helst hastighed – f.eks. med en hastighed på et år i sekundet eller endnu hurtigere. Der er en eller to begivenheder i menneskehedens gamle historie, hvor datoerne allerede er blevet fastslået med stor nøjagtighed. Man ved f.eks., at Poseidonis’ undergang skete i året 9564 f.Kr. Det er derfor sandsynligt, at hvis man kan iagttage omgivelsernes almindelige udseende, så har man et grundlag for at vurdere, om billedet ligger inden for en beregnelig afstand af en af de dramatiske begivenheder, og på den enkle måde, kan man hurtigt gennemgå optegnelserne og tælle årene mellem de to begivenheder, efterhånden som de passerer.

Det er imidlertid en metode, der vil være uudholdelig langtrukken, hvis perioden løber op i tusinder af år, og det kan den nemt komme til. Hvis det er tilfældet, er det bedre at benytte den astronomiske metode, som er baseret på den forandring, der kaldes jævndøgnspunkternes præcessionsbevægelse, selv om den mere nøjagtigt kunne kaldes en slags sekundær jordomdrejning, der løbende forandrer vinklen mellem ækvator og ekliptika. Det sker meget langsomt. Efter lange tidsrum vil man derfor se, at Jordens pol ikke peger mod det samme punkt på stjernehimlen – eller med andre ord peger Nordstjernen ikke på en stjerne i Lille Bjørn, som den gør i øjeblikket, men på et andet himmellegeme. Ud fra nordpolens stilling, kan man let beregne en omtrentlig dato.

Når man skal beregne datoer for begivenheder, der fandt sted for millioner af år siden – f.eks. i tidligere rodracer – bruger man ofte jævndøgnspunkternes præcessionsbevægelse, men man opnår selvfølgelig ikke fuldkommen nøjagtighed, men runde tal er som regel tilstrækkelige, når man undersøger så fjerne epoker. Det vil være forkert at tro, at en nøjagtig tydning af optegnelserne, uanset om de vedrører egne eller andres tidligere liv, er noget, der er muligt for alle og enhver uden en omhyggelig forudgående træning. Selv om man af og til får glimt på astralplanet, er det nødvendigt desuden at bruge den mentale clairvoyance, før der kan foretages en pålidelig tydning. For at reducere muligheden for fejltagelse skal den mentale sans faktisk være helt under den clairvoyantes kontrol i vågen tilstand i det fysiske legeme. Og det kræver års ihærdigt arbejde og streng selvdisciplin at udvikle evnen. Mange mennesker forventer tydeligvis, at så snart de begynder at beskæftige sig med åndsvidenskabelige spørgsmål, vil de hurtigt begynde at huske mindst 3-4 af deres tidligere liv – og der er endda nogle, der straks forestiller sig, at de faktisk kan huske dem, og de meddeler derfor omgivelserne, at de i sidste inkarnation var Ramses II, Cleopatra eller Julius Cæsar. Den slags uintelligente påstande gør de mennesker til grin, der er dumme nok til at fortælle andre om deres selvskabte forestillinger. Uheldigvis – selv om det er urimeligt – falder det ofte tilbage på selve åndsvidenskaben, når et menneske er overbevist om, at det har været noget stort og berømt i et tidligere liv. Derfor kan der kun opfordres til at bruge den sunde fornuft på det fysiske plan, før man forsøger at imponere andre mennesker.

Det er korrekt, at nogle mennesker har set glimt af scener fra deres tidligere liv i drømme, men de astrale glimt er som regel fragmentariske og utroværdige. Som eksempel kan der nævnes en drøm, der konstant kom igen. Det var en drøm om et hus med en søjlegang med udsigt over en smuk bugt. Huset lå ikke ret langt fra en høj, og på toppen stod der en smuk bygning. Husets indretning var særdeles velkendt – eksempelvis hvor alle værelserne lå, hvordan udsigten var fra husets dør osv. – fuldstændig som om det var boligen og hjemmet i det nuværende liv. Drømmen gentog sig ofte, og det var først i en regression, at nogle billeder fra den sidste inkarnation viste, at drømmen var en partiel erindring, og at det velkendte hus var barndomshjemmet i en inkarnation, der lå over 2.000 år tilbage i tiden.

Men selv om der findes beretninger om mange tilfælde, hvor en velkendt scene er blevet overført fra et tidligere liv til det nuværende, er en omfattende udvikling af esoteriske evner nødvendig, før en clairvoyant med nøjagtighed kan følge en række af inkarnationer – uanset om det er den clairvoyantes egne eller et andet menneskes. Det er indlysende, for det er ikke nemt at følge et menneske fra det nuværende liv til det foregående. Først er det nødvendigt at følge det nuværende liv tilbage til fødslen. Derefter skal man i omvendt rækkefølge følge de stadier, hvor sjælen steg ned gennem planerne og formede legemerne for at inkarnere.

Processen vil naturligvis føre den clairvoyante tilbage til sjælens tilstand på mentalplanets højere trin – kausalplanet – og derfor er det indlysende, at den clairvoyante skal have udviklet sin kausale clairvoyance for at være i stand til at udføre opgaven ordentligt. Og den kausale sans skal være aktiv og under kontrol, mens den clairvoyante er vågen i sit fysiske legeme. Med andre ord skal den clairvoyantes bevidsthed være centret i den reinkarnerende sjæl og dermed fungere helt frigjort fra den lavere personlighed. Hvis det er tilfældet, er sjælens hukommelse blevet vækket, og derfor vil den clairvoyantes egne tidligere inkarnationer være som en åben bog. Det giver den clairvoyante muligheder for at undersøge en anden sjæls forhold på sjælens eget plan og følge sjælen tilbage gennem de lavere mentale underplaner, videre gennem det astrale liv, videre til sjælens seneste fysiske død og fra døden til det tidligere liv.

Hvis livene skal kædes sammen på en seriøs og sikker måde, er det den eneste metode, der kan bruges. Derfor er det muligt omgående at frasortere bevidste og ubevidste svindlere, hvis de annoncerer med, at de er i stand til at udforske andre menneskers tidligere inkarnationer mod betaling. Det er unødvendigt at bemærke, at en ægte esoteriker aldrig annoncerer og aldrig tager penge for at bruge sine evner. Det er desuden nødvendigt, at den studerende, der ønsker at udvikle evnen til at følge en række inkarnationer, kun kan gøre det ved hjælp af en seriøs og kvalificeret lærer, der ved hvordan den vanskelige proces skal udføres. Der er stadig mennesker, der mener, at det eneste der kræves for at udvikle åndelige evner, er, at man skal opføre sig ordentligt, kærligt, hengivent og ”broderligt”. Hvis livet leves på den måde, vil alle tidsaldres samlede visdom øjeblikkeligt strømme ind over mennesket. En smule sund fornuft vil afsløre, at tankegangen er absurd. Uanset hvor godt et lille barn opfører sig, så skal det stadig øve sig og lære, hvis det f.eks. ønsker at kunne den lille tabel, og det samme er naturligvis tilfældet med evnen til at bruge åndelige evner. Evnerne vil uden tvivl manifestere sig, efterhånden som mennesket udvikler sig, men man kan kun lære at bruge dem på en sikker måde, hvis de udvikles med disciplin og ved hårdt arbejde.

Et eksempel er de mennesker, der ønsker at hjælpe andre, mens de under søvnen er på astralplanet. Det er indlysende, at jo større indsigt de har om astralplanet, jo mere værdifuld vil deres tjenestearbejde være. F.eks. vil det være vigtigt, hvis de kan kommunikere på flere sprog, for selv om mennesker på mentalplanet kommunikerer direkte ved tankeoverføring og uafhængigt af sprog, så er det ikke tilfældet på astralplanet. En tanke skal altid formuleres i ord, hvis den skal være forståelig. Hvis man ønsker at hjælpe et menneske på astralplanet, skal man have et sprog tilfælles med den, man hjælper, for at kunne kommunikere. Jo flere sprog man kan, jo flere vil man være i stand til at hjælpe. I virkeligheden er der måske ingen form af viden, som ikke er til nytte i en esoterikers arbejde.

De mennesker, der studerer åndsvidenskab, skal huske, at esoterisme er toppunktet af sund fornuft. Enhver vision, der dukker op i bevidstheden, stammer ikke nødvendigvis fra akasha-kronikken, og enhver oplevelse i livet er heller ikke en guddommelig åbenbaring. Det er langt bedre at være lidt for skeptisk end at være lidt for naiv. Det er en god regel aldrig at fare omkring og lede efter mystiske forklaringer, når en logisk og indlysende fysisk forklaring er lige ved hånden. Det er esoterikerens pligt altid at forsøge at bevare balancen, aldrig at miste selvbeherskelsen og at betragte alt, hvad der sker, med udgangspunkt i sund fornuft. På den måde bliver man en bedre og klogere esoteriker og en mere nyttig hjælper.

Naturligvis findes der alle grader af evnen til at aflæse naturens hukommelse, og de spænder lige fra det veltrænede menneske, der uden videre får adgang til akasha-kronikken, når det ønskes, og til det menneske, der af og til får svage glimt, eller som måske endda kun har haft et enkelt glimt fra fortiden. Men selv det menneske, der kun har evnen sporadisk, er som regel meget fokuseret på sin specielle evne. Det gælder psykometrikeren, der bruger en genstand, for at komme i fysisk forbindelse med fortiden for at genoplive den. Det gælder krystalkiggeren, der nogle gange er i stand til at rette sit usikre astrale teleskop mod en historisk scene fra tidligere tider. De har begge stor glæde af at bruge af deres sanser, selv om de måske ikke altid forstår, hvordan resultaterne opstår, og måske ikke har dem under kontrol hver gang.

I forbindelse med de lavere evner ser man ofte, at de praktiseres ubevidst. Mange krystalkiggere iagttager scener fra fortiden uden at kunne skelne dem fra scener fra nutiden. Og mange mennesker med svage psykiske evner ser konstant billeder, der toner frem, uden at de er klar over, at de i virkeligheden psykometriserer de forskellige genstande, der omgiver dem, efterhånden som de kommer i kontakt med dem eller bare er i nærheden af dem.

En interessant variant af den form for psykikere, er mennesker, der kun er i stand til at psykometrisere personer og ikke livløse genstande, for det sidste er det mest almindelige. I de fleste tilfælde viser evnen sig sporadisk, sådan at et psykisk menneske ofte, når det møder en fremmed, i et glimt ser en markant begivenhed i det ukendte menneskes tidligere liv, men i andre situationer modtager det psykiske menneske ingen indtryk. Mere sjældent er der psykikere, som får detaljerede syn af tidligere liv hos enhver, de møder. Et af de bedste eksempler er måske den tyske forfatter Johann Heinrich Daniel Zschokke, der i sin autobiografi beskriver den mærkelige evne, som han var i besiddelse af. Han siger:

”Nogle gange har jeg oplevet, at når jeg første gang mødte en fuldstændig fremmed, og lyttede til det, personen fortalte, så tonede det ukendte menneskes tidligere liv frem for mig, og der blev vist mange detaljer, der havde relation til en speciel scene i de pågældende liv. Det viste sig ligesom en drøm, men helt tydeligt, helt spontant, og det varede kun nogle få minutter.

I lang tid var jeg tilbøjelig til at betragte de flygtige syn som fantasifostre bl.a. fordi der i visionerne optrådte mennesker i forskellige dragter. Deltagerne bevægede sig, og jeg så værelsets udseende, indretningen, møblerne og andre enkeltheder som på en scene. Men en dag fortalte jeg for sjovt min familie en syerskes hemmelige historie, lige efter at hun var gået ud af lokalet. Jeg havde aldrig set hende før. Alligevel blev tilhørerne meget overraskede. De morede sig, og det var ikke muligt at få dem til at tro andet, end at jeg kendte syerskens liv i forvejen, for alt, hvad jeg havde sagt, var fuldstændig korrekt.

Jeg blev selv meget overrasket over at opdage, at drømmevisionen var i overensstemmelse med virkeligheden. Derefter blev jeg mere opmærksom på evnen, og når det var muligt, fortalte jeg hovedindholdet af min vision til de mennesker, hvis liv var blevet præsenteret for mig, for at få visionen bekræftet eller afkræftet. Og hver eneste gang fik jeg en bekræftelse – naturligvis ikke uden overraskelse fra hovedpersonens side.

På en markedsdag gik jeg ind til byen Waldshut sammen med to unge forstmænd. Det var aften, og vi var trætte efter turen, og derfor gik vi ind i en kro, der hed ”Vinranken”. Vi spiste aftensmad sammen med et større selskab ved det fælles bord, og på et tidspunkt begyndte selskabet at gøre nar af schweizernes naivitet, fordi de troede på mesmerisme, Johann Caspar Lavaters fysiognomiske[9] system o.l. En af mine ledsagere blev såret på sin nationalstolthed over latterliggørelsen. Han bad mig om at få dem til at stoppe – navnlig en ung mand med et meget overlegent udseende, der sad lige over for os, og som havde moret sig med at latterliggøre schweizerne.

Begivenhederne i personens liv var lige passeret gennem mit tankesind. Jeg spurgte ham derfor: ’Vil du svare mig ærligt, hvis jeg fortæller dig de mest hemmelige sider af din egen historie, for du er jo lige så ukendt for mig, som jeg for dig? Det ville efter min mening være en hel del bedre end Johann Caspar Lavaters fysiognomiske dygtighed’, tilføjede jeg. Han lovede åbent at indrømme det, hvis jeg fortalte sandheden. Jeg fortalte ham derefter om de begivenheder, som min vision havde vist mig, og hele selskabet hørte historien om den unge handelsmands liv – hans skoletid, hans drengestreger og til slut en lille slyngelstreg, som han havde begået over for sin arbejdsgiver. Jeg beskrev det tomme værelse med de hvide vægge, hvor en lille sort pengekasse stod på et bord til højre for den brune dør osv. Manden var totalt overrasket, og han indrømmede, at hver eneste detalje var sand – selv tyveriet fra arbejdsgiveren, og det havde jeg ikke ventet”.

Og efter begivenheden, fortsatte Johann Heinrich Daniel Zschokke med at spekulere over, om den mystiske evne, som han havde brugt igen og igen, måske alligevel bare var udtryk for ren og skær tilfældighed!

I den litteratur, der behandler emnet, er der kun relativt få oplysninger om mennesker, der har evnen til at se tilbage i fortiden, og derfor vil nogen måske tro, at evnen ikke er lige så almindelig som evnen til fremsynethed. Sandheden er snarere den, at det ikke er almindeligt erkendt, at et menneske faktisk er i stand til at se billeder af fortiden, fordi det som regel ikke opfatter synet som billeder fra fortiden, medmindre der tilfældigvis er noget, der fanger opmærksomheden – som f.eks. en skikkelse i rustning eller i en antik dragt, som indikerer, at synet stammer fra fortiden. Fremsynethed er som regel heller ikke erkendt som fremsynethed, når billedet viser sig. Det er først når den forudsete begivenhed indtræffer, at man bliver klar over, at man så et billede af fremtiden. De spontane glimt af astrale genspejlinger fra akasha-kronikken er langt mere almindelige, men de offentliggjorte beretninger får de fleste mennesker til at tro, at de er sjældne.

 

 

_________________________________

[1] Akasha betyder ”æter” eller ”primærrum” (det femte element). Akasha er det immaterielle stof, der udgør både det lufttomme rum i Universet og tomrummet mellem atomerne. Akasha er derfor en betegnelse for den æteriske ursubstans – det første manifesterede element i solsystemet. Akasha-kronikken kaldes ofte for naturens hukommelse. Der er tre niveauer i hukommelsen: 1) Det midlertidige niveau, der befinder sig i den æteriske (elektromagnetiske) substans i nærheden af Jorden. Niveauet vil efterhånden forsvinde. 2) En mere nøjagtig form, der befinder sig på det højere mentalplan (kausalplanet). 3) På det buddhiske plan findes det højeste niveau af hukommelsesbanken. Den indeholder den fuldstændige hukommelse af det planetariske liv og evolution. Akasha-kronikken kan derfor defineres som Jordens DNA.

[2] Mulaprakriti er ”urstoffet” eller den før-kosmiske ursubstans. Mulaprakriti kaldes også ”guddommens slør”, for den før-kosmiske ursubstans består af al stoffets purusha og mulaprakriti – dvs. ånd og stof.

[3] Romerne: 11:36

[4] Apostlenes Gerninger: 17,28

[5] En arhat har taget 4. indvielse, som symboliseres af korsfæstelsen eller opofrelsen. En arhat er et menneske, der har frigjort sig fra reinkarnation.

[6] Felix Eberty: The Stars and the Earth.

[7] Betegnelsen ”fiksstjerne” hentyder til, at stjernerne er ”fastsiddende” i modsætning til de roterende planeter i deres kredsløb. Stjernerne bevæger sig også, men bevægelsen er for langsom til at den kan konstateres uden brug af avancerede hjælpemidler.

[8] Nordstjernen befinder sig kun ca. 1° fra himlens nordpol set fra Jorden, og derfor er den velegnet til navigationsformål. Jordens præcession gør, at Nordstjernens position i forhold til nordpolen ikke er fast. Indtil ca. 2100 vil himmelpolen langsomt nærme sig Nordstjernen, og derefter vil den fjerner sig igen. Tidligere blev andre stjerner brugt som nordstjerne, bl.a. Thuban i stjernebilledet Dragen, og om ca. 13.000 år vil Vega i Lyren være nordstjerne.

[9] Fysiognomi er læren om menneskets ansigtstræk som et udtryk for personligheden.

_________________________________

Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
Download-fil: CLAIRVOYANCE - C.W. Leadbeater


Artikel-Clairvoyance-e-bog-C-W-Leadbeater
Læsefil med vendbare sider: CLAIRVOYANCE