Iflg. det, der allerede er sagt, er visdom essensen af de erfaringer, livet giver ethvert menneske. Selve livet er en proces, der gradvist leder den søgende mod ”visdommens kilde”. ”Visdommens kilde” kan også defineres som et bevidsthedsområde, hvor verdens visdom er ”lokaliseret”. Hver gang et menneske er blevet oplyst, har det bidraget til den globale ”visdomsbank”. Bevidsthedsområdet kalder Patanjali – den oplyste indiske indviede – for ”regnskyen af ting, der kan vides”. Alice A. Bailey beskriver ”regnskyen” på denne måde:

”Visdommens sky, som svæver over det lavere mentalplan,

kan kontaktes og bruges af studerende og aspiranter

via intuitionens frie spil.”

Alice A. Bailey: Glamour: A World Problem, p. 93

Når man i dyb koncentration tænker over abstrakte spørgsmål og gør sig modtagelig, samtidig med at man er motiveret af et ønske om at hjælpe sine medmennesker, vil det være muligt at kontakte bevidsthedsfeltet og blive oplyst af visdommens lys. Man bevæger sig ind på de oplyste bevidsthedsplaner, der rummer de indviedes erfaringsliv, men samtidig tilføjer man sin egen vibration og kvalitet til det globale, kollektive visdomsfelt. Åbningen mod visdomsplanet får det til at ”regne” med lys (oplysning) og visioner. Det sker ikke pga. guddommelig nåde, men udelukkende fordi man har fulgt de love og principper, der giver ”nøglen” til visdommens dør. Mennesket bruger en spand og et reb for at hente vand op fra en dyb brønd, og på samme måde skal man benytte de redskaber, der er forudsætningen for, at man kan hente visdom op fra ”visdommens brønd”. Der er intet mystisk ved processen. Man skal bare vide, hvor brønden befinder sig og bruge de nødvendige redskaber.