Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

LYS PÅ VEJEN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Lys-på-Vejen-e-bog

LYS PÅ VEJEN (5 af 9)


I indledningen står der: Reglerne gælder alle seriøse disciple. Bogen er oprindeligt skrevet på meget gamle palmeblade. Håndskriftet består af ti palmeblade, med kun tre linjer på hvert blad.

LYS PÅ VEJEN (5 af 9)

LYS PÅ VEJEN

KOMMENTARER

I

Af C.W. Leadbeater

 

ØJNENE KAN IKKE SE, FØR DE ER SÅ UDVIKLEDE,

AT DE IKKE LÆNGERE KAN GRÆDE TÅRER.

 

Læserne af Lys på Vejen kan måske få det indtryk, at indholdet er en smule filosofisk, og at det giver meget få konkrete informationer. Det er korrekt, at hvis Lys på Vejen læses som en almindelig bog, forstår man ikke dens esoteriske budskaber. Forsøg derfor at læse bogen med et åbent sind.

Der findes en anden måde, som i virkeligheden er den eneste, der giver et godt og egnet resultat. Det er en måde, hvor man ikke læser ”mellem linjerne”, men ”bag ordene” – dvs. at man afkoder teksten ligesom man afkoder et indviklet chiffersystem.

Alle de gamle alkymi-tekster blev skrevet i chifferskrift. I tidens løb er chifferskrift blevet brugt af alle kendte filosoffer. Den benyttes af visdommens mestre, som – når de tilsyneladende giver af deres visdom – skjuler den dybere betydning bag de ord, de anvender. De kan ikke gøre andet, for der er en naturlov, som kræver, at et menneske selv skal afkode mysterierne, og at det ikke skal tilegne sig indsigten på nogen anden måde. Et menneske, der ønsker at leve, er nødt til selv spise sin mad. Det er simpelthen en naturlov, og den gælder også for livet på højere niveauer. Mennesket, der vil leve og handle i verden, skal ikke mades med en ske – det skal selv spise.

Det er hensigten at beskrive dele af Lys på Vejen i et nyt og lettere forståeligt sprog. Om det medfører en helt anden udlægning af emnerne, er svært at sige, for en sandhed bliver ikke mere forståelig for en døvstum, selv om en sprogforsker udtaler ordene i enten et levende eller dødt sprog. Men for mennesker, der ikke er ”døvstumme”, findes der som regel ét sprog, de forstår lettere end andre, og det er den slags mennesker, teksten henvender sig til.

Reglerne, der er nævnt i første del af Lys på Vejen, har hele tiden været forseglede hvad angår den indre betydning, også for mennesker, der har forsøgt at følge bogens hensigt.

Der findes fire dokumenterede og bestemte sandheder, der kan åbne til det esoteriske område. Guldporten standser mange ved indgangen, men der er dog enkelte, som kan passere igennem den og opdage en ophøjet og grænseløs tilstand på den anden side. I den fremtid, der hurtigt nærmer sig, vil alle mennesker få mulighed for at gå gennem porten. Og der er mange, der ønsker, at tiden – den store vildleder – ikke har nogen betydning. Der er mange, der ikke interesserer sig for tidens gang og ikke er afhængige af den – det er for dem, emnerne i den esoteriske lære skal fortolkes igen og igen, så det bliver muligt for enhver at forstå dem.

De fire regler, der nævnes på første side i Lys på Vejen har relation til en prøve, som det menneske, der ønsker at blive esoteriker, skal gennemgå. Den port, der giver adgang til større viden, åbnes først, når prøven er klaret. Viden er menneskets største arv, så hvorfor ikke forsøge at få viden ved at gå en hvilken som helst vej? Et laboratorium er ikke det eneste sted, hvor der kan eksperimenteres. Man skal huske, at ordet videnskab (engelsk: ”science”) er afledt af ”sciens”, ”tillægsform af scire” dvs. ”at vide” – og ordet har samme oprindelse som ordet ”discern”, der betyder ”at skelne”, ”at erfare”. Videnskaben beskæftiger sig derfor ikke alene med stoffet, og heller ikke med stoffets mest subtile og næsten usynlige former. Tanken er ganske enkelt et resultat i nutidens magelige intelligens. Videnskab er et ord, der dækker alle former for viden. Det er selvfølgelig interessant at høre om, hvad kemikere opdager, og at se, hvordan de finder vej gennem stoffets tætte niveauer og frem til dets finere former. Men der findes faktisk andre typer af viden end kemikernes, og det er ikke enhver, der begrænser sit (strengt videnskabelige) ønske om viden til eksperimenter, der udelukkende kan kontrolleres af de fysiske sanser.

Enhver, der ikke er langsomt opfattende, har allerede gættet eller er måske endda overbevist om, at der ligger finere sanser bag de fysiske. Det er ikke mærkeligt, og naturen er det bedste vidne, for det er almindeligt kendt, at alt, som man kan iagttage med det fysiske syn, består af noget, der er endnu finere, dvs. at det er usynligt for de fysiske sanser. Mikroskopet bekræfter, at der findes et stort område, der er usynligt, men i den mikroskopiske formverden, som mikroskopet afslører, er der et mysterium, som intet instrument kan forstørre og undersøge.

Den mikroskopiske verden med atomer, molekyler og celler belives og styres fra den indre verden. Den indre verden kaldes ”astral”, som betyder ”stjerneagtig”, for stjerner er strålende legemer, der udsender deres eget lys. Det er en egenskab, der er karakteristisk for det lys, der findes i selve stoffet. Ordet ”stjerne” (engelsk: ”star”) er desuden afledt af det angelsaksiske[1] ”stir-an”, der betyder ”at styre”, ”at berøre” og ”at bevæge”. Ingen kan bortforklare, at det indre liv styrer det ydre liv. Derfor er ordet astral ikke et særlig velvalgt ord, men det benyttes alligevel til det aktuelle formål.

Lys på Vejen er skrevet i et abstrakt chiffersprog, og derfor kan bogen i virkeligheden kun fortolkes af et menneske, der kan læse astralt. Formålet med undervisningen er derfor hovedsageligt at beskrive udviklingen af det astrale liv. Inden man tager det første skridt i udviklingsprocessen, er det nødvendigt at vide, at den hurtige metode til viden, der kaldes intuition, hører til et højere udviklingstrin. En positiv og god intuition er den eneste form for viden, der gør det muligt for mennesket at gennemgå hurtige studier og til at nå et ægte og højt resultat inden for den bevidste stræbens grænser. At skaffe sig viden ved hjælp af eksperimenter er en alt for langsommelig metode for de mennesker, der ønsker at praktisere ægte tjenestearbejde. Det menneske, der får viden via en sikker intuition, kan hurtigt påtage sig mange forskellige opgaver og gennemføre dem med stor viljestyrke – på samme måde som en målrettet håndværker, der bruger det værktøj, der er bedst egnet til opgaven.

De regler, der nævnes i Lys på Vejen, er egentlig beregnet til alle disciple – men reelt er det kun disciple, der er modtagelig for viden. Ingen andre har gavn af eller interesse i at kende lovene.

Til dig, der for alvor interesserer dig for esoteriske emner, er der en opfordring – sørg for at skaffe dig viden. ”Til den, der har, skal der gives”.[2] Der er ingen grund til at vente på det, for tiden går, og senere i livet vil du stadig stå på samme niveau. Derfor er rådet til dig, der tørster efter viden: Lyt til reglerne. De er ikke forfatterens iagttagelser eller opfindelser. Reglerne er et udtryk for de love, der gælder på højere eksistensplaner. Her er de blevet formuleret med ord, men de er lige så absolutte på de højere eksistensplaner, som de love, der gælder på det fysiske plan.

De sanser, der omtales i de fire sætninger, er astrale sanser eller metafysiske sanser. Ingen mennesker ønsker at se det blændende lys fra sjælen, før lidelse, sorg og fortvivlelse har ført dem væk fra det almindelige menneskelige liv. Først bliver man træt af fornøjelser, så bliver man fri for lidelser og til sidst græder øjnene ikke længere tårer.

Det er en floskel, og den vil blive afvist af mange, der sympatiserer med de tanker, der formidles fra det indre liv. At kunne se med den astrale synssans er en evne, der uden videre er vanskelig at forstå. Naturvidenskabens forskere ved, hvilket mirakel det er, hver gang et nyfødt barn første gang benytter sin synsevne, for barnet tvinger synssansen til at adlyde hjernen. Barnet udfører ganske vist lige så store mirakler med de øvrige sanser, men overvindelsen af synet er uden tvivl den mest imponerende begivenhed. Men barnet gør det stor set ubevidst i kraft af, at det i utallige tidligere inkarnationer har gjort det samme. Ingen tænker over, at barnet har gjort det før, ligesom ingen husker de bevægelser, der gjorde det muligt for et år siden at gå op ad en bakke. Årsagen er, at mennesket lever og bevæger sig i stoffets verden, og funktionerne i denne verden er blevet automatiske.

Det forholder sig helt anderledes med det astrale liv. I meget lange tidsperioder har mennesket været så fokuseret i den fysiske verden, og givet den astrale verden meget lidt opmærksomhed, at det har mistet evnen til at bruge de astrale sanser. Det er sandt, når man siger, at der i enhver civilisation lever mennesker, der ser lyset og fortæller – måske lidt forvirret – at de har erkendt deres dybere eksistens. Andre vil for det meste benægte at det overhovedet eksisterer, og de vil fortsætte med deres materialistiske liv, for de kan ikke se deres eget lys og opleve deres dybere eksistens. De er naturligvis levende, men de ved det ikke. De er levende astrale skabninger, der har astrale sanser, evner og kræfter, men de er ikke i stand til at bruge nogle af de astrale gaver. Uvidenheden har slået så dybe rødder, at de på det nuværende udviklingstrin ikke har mulighed for at se med det indre syn, og ingen vil blive i stand til at se med det astrale syn, før lidelser, sorg og smerte ikke alene har blændet de fysiske øjne, men at man desuden kan græde uden tårer – tårer, der er livets dug.

Når man er nået til et udviklingstrin, hvor man ikke længere græder tårer, betyder det, at man kan stå ansigt til ansigt med sin egen lavere natur, fordi man har overvundet den. I processen har man skabt en balance, som personlige følelser ikke kan rokke. Det betyder naturligvis ikke, at man er blevet kold, barsk eller ligeglad. Det betyder heller ikke, at man ikke sørger, hvis man oplever et menneske, der lider så meget, at det ikke har kræfter til at udholde de ekstreme lidelser – eller hvis døden indtræder i en høj alder, og følelserne er blevet sløve, fordi de strenge, følelserne spiller på, er blevet slappe. Det er tilstande, der ikke findes i disciplens hjerte, og hvis de findes, skal de overvindes, før disciplen kan træde ind på lysets vej.

At være kold og barsk hører til i det egoistiske menneskes hjerte, og porten er lukket for egoistiske mennesker. At være ligeglad hører til i en tåbes hjerte, men også i den falske filosofs hjerte. Det er mennesker med et lunkent hjerte, der gør dem til ja-sigere, og som ikke har styrke til at møde livets mange problemer. Hvis lidelse, sorg og smerte lidt efter lidt har svækket tænkningens skarphed, bliver glemsomhed en af konsekvenserne. Det minder om den proces, som mange mennesker oplever i alderdommen. Tilstanden spærrer for adgang til lysets vej, for det første skridt er så vanskeligt, at det kræver maksimal psykisk og fysisk kraft.

En digter har kaldt øjnene for sjælens vinduer i det usynlige palads, som er sjælens bolig. Det beskriver tekstens mening på en god måde. Hvis sorg, modløshed, skuffelse eller glæde kan ryste mennesket så voldsomt, at det mister sit faste tag i den rolige ånd, der inspirerer og fører den, og hvis livets dug blænder øjnene og drukner al indsigt i følelser, så bliver virkeligheden uklar, vinduerne formørkes og lyset bliver svagere og svagere. Det skal forstås lige så bogstaveligt, som hvis et menneske, der står ved kanten af en afgrund, og pludselig gennemstrømmes af en følelse af angst, uden tvivl vil miste balancen og falde i afgrunden. Legemets ligevægt skal bevares – ikke kun på farlige steder, men også på mere jævne områder, hvor naturen hjælper i kraft af tyngdeloven. Sådan er det også for sjælen, for der findes et forbindelsesled mellem det ydre legeme og den bagvedliggende ånd – den guddommelige gnist, der har hjemme på det dybe og rolige sted, hvor ingen af naturens kraftige påvirkninger kan skabe uro – og sådan har det altid været.

Det aspekt, der er inkarneret i personligheden, kan imidlertid miste sit tag i ånden og glemme alt om den, selv om de begge er dele af den samme helhed. Det er sindsbevægelser og følelser, der er årsag til, at sjælen kan miste sit tag. Hver gang mennesket føler glæde eller smerte, skabes der en kraftig vibration, der påvirker menneskets bevidsthed. Sensitiviteten mindskes ikke, når disciplen begynder sin udvikling, den øges. Det er den første prøve på disciplenes viljestyrke. Disciple skal lide, glædes, skuffes og være udholdende i langt højere grad end andre mennesker, for de har frivilligt påtaget sig forpligtelser, som andre mennesker ikke har bundet sig til. De skal fra begyndelsen tage ansvaret for sig selv og sørge for sig selv, for ingen andre gør det for dem.

De fire første regler i Lys på Vejen har udelukkende relation til den astrale udvikling. Udviklingsprocessen skal gennemføres til et bestemt punkt, dvs. at den skal være fuldt integreret, før disciplen vil være i stand til at få en dybere forståelse af resten af bogen. Den kan naturligvis stadig læses som en praktisk og ikke som en metafysisk afhandling.

Et af de store esoteriske broderskaber har fire ceremonier, der finder sted tidligt på året, og som i praksis illustrerer og forklarer de fire regler. Ceremonierne er udelukkende for nybegyndere, og de deltager, fordi de simpelthen udgør fundamentet for tjenestearbejdet. Men det afslører, at det er en alvorlig beslutning at blive discipel, for man bliver klar over, at de fire ceremonier er ”offerhandlinger”. Den første afslører den højeste nydelse, den bitreste smerte og den dybeste frygt som følge af tab og fortvivlelse, der skal bæres af den skælvende personlighed, der endnu ikke har fundet lyset i mørket og derfor er lige så hjælpeløs som et blindt menneske. Det er et chok, som man skal udholde uden at miste balancen, indtil forseglingen til astrallegemet er opbygget og gjort stabilt.

Det er udtryk for barmhjertighedens lov. For et psykisk medie eller en spiritist, der hovedløst styrter ind i den psykiske verden uden forberedelse, er en lovbryder – dvs. et menneske, der overtræder en naturlov. Mennesker, der overtræder naturlovene i den fysiske verden, nedbryder deres fysiske helbred, og de mennesker, der overtræder de indre livslove, nedbryder deres psykiske helbred.

Psykiske medier risikerer at blive sindssyge, begå selvmord, blive blottet for moral, og de ender ofte som skeptikere, der oven i købet tvivler på det, de selv har set. Disciple er nødt til at blive herre over sig selv, før de vover sig ud på lysets vej, hvor de skal stå ansigt til ansigt med de højt udviklede, der bl.a. lever og arbejder i den astrale verden. Det er dem, der kaldes mestre på grund af deres store viden og evner til at mestre både deres egen natur og kræfterne omkring sig.

Så længe det vigtigste i et menneskes liv er følelsesmæssige oplevelser, vil det være svingende og ustabilt. Modsætningen vil være et liv, hvor mennesket søger viden og forståelse, og det vil skabe en fast, rolig og harmonisk tilværelse. Det er vist den mest bogstavelige fortolkning, der kan gives om noget, der er vanskeligt at forklare. Men forklaringen er kun bogstavelig for intellektet – ikke for intuitionen. Forklaringen, der henvender sig til menneskets intuitive bevidsthed, kræver et andet ordforråd. Forestillingen om ”fast” skal måske ændres til ”hjemme”. I følelseslivet er der intet, der kan kaldes permanent, for de astrale vibrationer er flygtige og foranderlige. Det er den første indsigt, disciplene skal lære. Det nytter ikke at gå i stå og være fortvivlet over, at man ikke kan vende tilbage til det billede, der lige forsvandt i kalejdoskopet.

Det er almindelig kendt, at når man begynder at studere den esoteriske lære, er nedslåethed det allerførste man føler. Det medfører en oplevelse af tomhed. Verden opfattes som en ørken og livet som en ørkesløs vandring. Det skyldes de første alvorlige refleksioner over de abstrakte emner. Ved at koncentrere opmærksomheden på den højere naturs ufattelige mysterium er mennesket selv årsag til, at prøven er sat i gang. Svingningen mellem glæde og smerte ophører måske et øjeblik, men det er nok til, at mennesket løsnes fra de sikre fortøjninger i følelsernes verden. Mennesket har – selv om det var kort – oplevet et større liv, men det er nødt til at fortsætte med den almindelige tilværelse, hvor det tynges af en følelse af uvirkelighed, af tomhed og af ubehagelig afvisning. Det er et mareridt, der hjemsøgte aspiranten i Bulwer-Lyttons[3] Zanoni – og oven i købet Zanoni selv – da Zanoni havde lært store sandheder og var betroet store evner. Men alligevel havde Zanoni ikke passeret den tærskel, hvor frygt og håb, fortvivlelse og glæde nogle gange opleves som helt virkelige og andre gange som ren fantasi.

Det er en proces, alle oplever i deres eget liv. Livet er som bekendt den store læremester, og mennesket vender tilbage til det fysiske plan, indtil det har fået magt over det. Det kan sammenlignes med en kemiker, der lærer mere i laboratoriet end de elever, der undervises. Nogle mennesker er kommet så tæt på den dør, der giver adgang til den viden, som livet har forberedt dem til at blive indviet i, og derfor er det mennesket selv, der vækker indgangens frygtindgydende vogter.

Der er naturligvis tale om et menneske, der er engageret og stærkt, for at det kan være i stand til at føle både intens glæde og stærk smerte og samtidig udføre sin pligt.

De mest intense former for lidelser opstår i den type mennesker, som indtil de vækkes af deres tågede bevidsthed, og i kraft af deres indre styrke kan træde ind over tærskelen og ind i fredens område – og der mister livets vibration sin tyranniske kraft. Den følsomme natur skal stadig lide, mens sjælen har frigjort sig og og fører livet frem til storhed.

De mennesker, der er slaver af tiden, lever videre ved at gå langsomt gennem en langtrukken række af følelser og gennemgår konstant en blanding af glæde og smerte. De tør ikke gribe om nældens rod med en fast hånd og rykke den op, så de kan blive guddommelige, fordi de foretrækker at slide sig igennem forskellige situationer og gang på gang blive udsat for ubehagelige tilbagefald fra modsatrettede kræfter.

Når et menneske beslutter sig til at gå ad den åndelige vej, er det den første opgave. Hvis det ikke har lært lektien af livet, hvis det ikke er selv­lært og har fået styrke af læreprocessen, og hvis det ikke er i stand til at bede en mester om hjælp, så skal det gennemgå de ubehagelige prøver, der er beskrevet i Zanoni. De svingninger, som mennesket lever i, stopper et øjeblik, og det er nødt til at gennemleve det chok, som det er at stå over for det, som ved første øjekast ligner en afgrund af intethed. Det er først, når mennesket har lært at hvile i afgrunden og har fundet fred, at øjnene ikke længere kan græde tårer.

 

 

_________________________________

[1] Angelsaksisk er et sprog, der blev talt i England omkring 450-1150. Det var influeret af de sprog, der blev talt af de germanske stammer, der invaderede landet i det 5. årh.

[2] Markusevangeliet, 4,25

[3] Edward Bulwer-Lytton (1803-1873) var engelsk forfatter, digter og politiker.

_________________________________

Artikel-Lys-på-Vejen-e-bog
Download-fil: LYS PÅ VEJEN - nedskrevet af M.C.


Artikel-Lys-på-Vejen-e-bog
Læsefil med vendbare sider: LYS PÅ VEJEN