KOMMENTARER

II

INDEN ØRET KAN HØRE, MÅ DET HAVE

OVERVUNDET SIN SENSITIVITET

De fire første regler i Lys på Vejen er – uanset hvor mærkeligt det kan lyde – utvivlsomt de vigtigste i hele bogen, dog med én undtagelse. Når reglerne er så vigtige, skyldes det, at de er baseret på den dynamiske lov, der er den skabende kerne i det astrale menneske. Det er kun i en astral (eller selvoplyst) bevidsthed, at de efterfølgende regler har særlig betydning. Når man er nået til det udviklingsniveau, hvor man har åbnet sig for de astrale sanser, er det indlysende, at man begynder at bruge både dem, og de øvrige regler er alene vejledning i deres anvendelse. Det skal naturligvis forstås sådan, at de fire første regler er de vigtigste og mest interessante for de mennesker, der læser om dem på tryk. Når reglerne er blevet indgraveret i menneskets hjerte og liv, bliver de øvrige regler ikke alene interessante, metafysiske forklaringer, men faktuelle kendsgerninger, som man skal stræbe efter at forstå.

I et broderskab er de fire regler skrevet på væggene i logen. Uanset om mennesket er ved at sælge sin sjæl til djævelen ligesom Faust, uanset det bukker under i kampen ligesom Hamlet, og uanset det går fremad og over tærskelen, så skal ethvert menneske gennemgå de prøver, der hører til de fire regler. Mennesket kan ikke vælge mellem gode og dårlige vaner, før det er blevet et udviklet menneske – et barn eller et dyr er ikke i stand til at vælge. Det samme princip gælder for disciple. Først skal de blive ægte disciple, før de er i stand til at se de veje, de kan vælge mellem. Opgaven med at udvikle sig til discipel via reinkarnation skal mennesket selv gennemleve uden hjælp fra en vejleder. En vejleder kan ikke hjælpe, før mennesket har lært opgaverne i de fire regler. Det er årsagen til, at der refereres til ”mestrene”, som man gør, for ingen sande mestre – uanset om de er mestre på ”kraftens vej”, på ”kærlighedens vej” eller på andre veje – kan de ikke påvirke et menneske, før det har bestået de fire reglers prøver.

Som tidligere nævnt kan tårer kaldes for ”livets dug”. Sjælen skal have overvundet menneskets astrale natur og have skabt en balance, som ingen situationer kan rokke ved, før det metafysiske syn kan se ind i den indre verden.

Mesterens stemme kan altid høres i verden, men den kan kun høres af mennesker, der ikke længere er modtagelige for lyde, der stammer fra det personlige liv. Latter kan ikke længere opflamme og begejstre, vrede kan ikke længere ophidse og irritere, kærlige ord kan ikke længere virke beroligende og trøstende. For det udviklede menneske fungerer ørerne som en port til det ydre. De er indgangen til et fredeligt sted i menneskets indre, som intet menneske kan forstyrre.

På samme måde som øjnene er sjælens vinduer, er ørerne porte til den ydre verden. Via dem får mennesket viden om verdens kaos. De indviede, der har erobret det indre liv, og som er blevet mere end almindelige disciple, står fredeligt og uforstyrret midt i menneskehedens vibrationer og kalejdoskopiske kaos. De har opnået sikker viden og fuldkommen fred. De påvirkes eller ophidses ikke af fragmentariske og fejlagtige informationer, der når dem via ørerne fra omgivelsernes skiftende stemmer. Når der siges ”viden”, menes der intuitiv viden. Det er en vigtig oplysning, for viden kan man aldrig opnå ved hårdt arbejde eller eksperimenter, for det er metoder, der kun kan benyttes i relation til stoffet, og stof er i sig selv en ustabil substans, der konstant påvirkes af forandringer. De mest absolutte og universelle naturlove for det fysiske liv, på den måde som naturvidenskaben forstår dem, vil tone bort, når Universets liv toner bort og kun dets sjæl er tilbage i stilheden. Hvilken værdi vil viden om dets love så have – den viden, der er opnået ved flid og iagttagelse?

Forhåbentlig er der ingen læsere, der tror, at hensigten er at nedgøre værdien af erhvervet viden og af naturvidenskabeligt arbejde. Tværtimod er naturvidenskabens forskere den nye tænknings pionerer. I tidligere tiders litteratur og kunst så digtere og billedhuggere det guddommelige lys og gengav det i deres kunst – men det er tider, der ligger begravet under fortidens muld. Det er ikke længere mysterierne, der styrer tænkningens og skønhedens verden. Menneskets liv er den dominerende kraft og ikke det, der ligger bag det. Men naturvidenskabens forskere går fremad – ikke så meget af egen vilje men tvunget af omstændighederne – mod den fjerne horisont, der skiller de forklarede områder fra de uforklarlige. Enhver ny opdagelse fører dem et skridt fremad. Derfor værdsættes og respekteres deres viden, der opnås ved flid og eksperimenter, meget højt.

Hvad angår den intuitive viden, er det noget helt andet, for den kan man ikke opnå på traditionel måde. Intuitiv viden er en sjælsegenskab – men ikke det aspekt af sjælen, der er inkarneret i personligheden, og som efter døden lever videre på astralplanet og mentalplanet, hvor følelsesmæssige tilbøjeligheder og erindring om overtrædelser af naturens love holder den fast på planerne under sjælsplanet (kausalplanet). Intuitiv viden hører til sjælen på sjælens eget plan, og det er den, der beliver alle personlighedens ydre former.

Intuitiv viden er en af sjælens iboende egenskaber, som den er uløseligt forbundet med. Det menneske, der ønsker at blive discipel, må selv opvække sin bevidsthed ved hjælp af hårdt arbejde, målbevidst indsats og ukuelig viljesstyrke. Der er en speciel årsag til, at ordet ”ukuelig” bruges, for det er kun det menneske, der er ukueligt, som ikke lader sig styre, og som ved, at det skal herske over mennesker, over realiteterne og over alle livsområder – dog undtagen sin egen guddommelighed, for det er den, der vækker egenskaberne. ”Tro gør alt muligt.” Skeptikere morer sig over tro, og de er stolte af, at tro ikke eksisterer i deres egne holdninger. Sandheden er imidlertid, at tro er som benzin i en motor. Den giver drivkraft, og den har en enorm magt, der kan fuldkommengøre alt. For tro er som en aftale mellem det guddommelige i mennesket og dets lavere personlighed. Det er nødvendigt at bruge drivkraften for at opnå intuitiv viden, for hvis et menneske ikke tror, at intuitiv viden eksisterer, kan det heller ikke ønske af få den og bruge den.

Uden den intuitive viden er mennesket mere hjælpeløst end et stykke drivtømmer på det åbne hav, hvor bølgerne kaster rundt med det – men det sker udelukkende på det fysiske plan, og derfor har det begrænset betydning. En slave i lænker kan blive slæbt gennem gaderne og alligevel bevare sin filosofiske ro. Det så man bl.a. i tilfældet med Epictetus.[1] Et menneske kan eje alt, hvad det kan ønske sig og tilsyneladende være herre over sin personlige skæbne, og alligevel føler det ingen fred og har ingen overbevisning, fordi det kan blive skræmt af enhver tankestrøm, der dukker op. De skiftende strømme får ikke kun det fysiske menneske til at tumle omkring som drivtømmer på havet – de strømmer også ind gennem kanaler til sjælen, oversvømmer den og gør den blind og upåvirkelig for den evige intelligens, og i stedet påvirkes mennesket af midlertidige indtryk.

For at tydeliggøre det, kan det forklares med en illustration. Man kan forestille sig en forfatter, der arbejder med sit manuskript, en kunstmaler, der arbejder med sit maleri, og en komponist, der arbejder på sit klaver. Desuden skal man forestille sig, at man lader de tre kunstnere arbejde en dag ved et åbent vindue, der vender ud mod en stærkt trafikeret gade. Den intense støj fra gadens liv påvirker deres syn og hørelse, mens byens trafik passerer forbi i en larmende strøm. Men et menneske, der sidder ved det samme vindue, men som har et neutralt tankesind, der ikke er forudindtaget, vil lægge mærke til de forbipasserende og huske de ansigter, der virker interessante. Det samme gælder for tankesindet i relation til den evige sandhed. Hvis tankesindet er neutralt, udsender det ikke sine svingninger med forudindtaget viden, som overfører upålidelige informationer til sjælen. Det betyder, at det indre sted med fred er fundet, og den første regel er derfor lært. Det indre sted fører ind i lyset fra flammen med den nødvendige viden. Og så begynder ørerne at høre. I begyndelsen er det meget svagt. De første tegn på et sandt og virkeligt liv er så svage og fine, at de ofte ignoreres som fantasier og indbildninger. Men indbildningerne skal være andet og mere end indbildninger, før intethedens afgrund antager en anden form.

Den fuldkomne stilhed, der kun kan skabes ved at udelukke alle uvedkommende lyde, er reelt endnu mere skrækindjagende end rummets formløse tomhed. Det eneste mentale opfattelse af tomrum er sandsynligvis, når det tomme rum reduceres til at være tankens rene element, som er sort mørke. For de fleste mennesker vil oplevelsen skabe en stærk fysisk frygt, for hvis den betragtes som en evig og uforanderlig kendsgerning, vil tankesindet udelukkende identificere den med forestillingen om total udslettelse. Men der er kun tale om udslettelse af én sans, og lyden af en stemme kan bringe trøst selv i det dybeste mørke. Den discipel, der har fundet vej gennem mørket, som er et frygteligt tomrum, skal nu lukke porten til sin sjæl, for at forhindre, at hverken trøstende eller fjendtlige ord kan få adgang. Det er i kraft af den handling, at lidelse og glæde smelter sammen i en syntese, som betyder, at det bliver muligt for et menneske at forstå det, det hidtil har været ude af stand til at opfatte. For når man har opnået ensomhedens stilhed, brænder sjælen så intenst efter oplevelsen af hvile, og derfor er enhver lidelse lige så velkommen som enhver glæde. Når det modige menneske har nået dette bevidsthedstrin, kan det tage fat i tendensen til følelsesmæssige udsving og tilintetgøre dem. Når mennesket ikke længere skelner mellem det, der er godt, og det der er dårligt, er det ikke længere påvirket af andres stemmer. Og så er det muligt og forsvarligt at åbne adgangen til sjælen.

”Synet” er den første opgave, men den er samtidig den nemmeste, fordi den delvis kan udføres ved en intellektuel indsats. Intelligensen kan erobre hjertet – det ved man fra det daglige liv. Derfor ligger den første opgave stadig inden for det stoflige område. Men den anden opgave tillader ikke nogen form for materiel hjælp. Med materiel hjælp menes der naturligvis hjælp fra hjernen, følelserne og sjælen. Når ørerne skal tvinge øret til kun at lytte til den evige stilhed, så ændrer mennesket sig til noget, der ikke længere er menneskeligt. Alene et overfladisk blik på de tusindvis af strømninger, der udsendes fra andre, og som påvirker et menneske, vil vise, at sådan er det. Disciple vil udføre alle deres pligter, men de vil udføre dem efter deres egen opfattelse af, hvad der er rigtigt, og ikke efter andres opfattelse. Det vil være et meget markant resultat af, at de følger intelligens og indsigt i stedet for andres overbevisninger.

For at skabe den fuldkomne stilhed, der er nødvendig for disciple, skal hjertet, følelserne, hjernen og tankevirksomheden ignoreres. Hjertet og hjernen er kun redskaber. De opløses, når det fysiske livs slutter. Den motiverende livskraft stammer fra menneskets primære livsessens – den livskraft, som gør mennesket levende, og som nu tvinger det til at vise styrke og handle. Mennesket står nu over for det øjeblik, hvor det føler, at den største fare nærmer sig. Ved den første prøve gribes mennesket af voldsom angst. Bulwer-Lytton skrev om den første prøve, men det er kun få forfattere, der har haft mod til at skrive om den anden prøve, men enkelte digtere har gjort det. Dens subtile og alligevel store fare ligger i det faktum, at størrelsen af menneskets styrke svarer til størrelsen af den chance, det har for at bestå prøven eller blot prøve på det. Hvis det har kraft nok til at vække det uvante aspekt af sig selv – dvs. den højere essens – så har det også kraft nok til at åbne den gyldne port, for så er det blevet en ægte alkymist, der ejer selve livseliksiren.

På det tidspunkt i erfaringsforløbet, adskiller esoterikeren sig fra andre mennesker og går videre i et liv, der er dets egen vej mod sit individuelle mål, i stedet for som tidligere udelukkende at vise lydighed over for de intelligenser, der styrer Jorden på det fysiske plan. Evnen til at løfte sig selv ved hjælp af sin individuelle kraft medfører i virkeligheden identifikation med de ædleste livskræfter, for mennesket bliver ét med dem. De får flere beføjelser på Jorden og i forhold til lovmæssighederne i Universet. Og de repræsenterer menneskehedens eneste håb om succes i den store indsat, for mennesket har mulighed for at tage springet væk fra de nuværende holdninger til nye og straks blive en uadskillelig del af den guddommelig kraft, på samme måde som det har været en uadskillelig del af den intellektuelle kraft i den natur, det er en del af.

Esoterikeren er altid forud for sig selv – og forhåbentlig kan man acceptere selvmodsigelsen. Det er mennesker, der står fast på deres holdninger, for de tror på både deres egne og hele menneskehedens medfødte evner til at udvikle sig. De kaldes de ældre brødre eller pionererne. Alle mennesker må foretage det store spring alene og uden hjælp, men det er sandsynligvis en lille støtte at vide, at andre har vandret den samme vej. Det er muligt, at nogle er snublet og er faldet i afgrunden, men de har vist mod, for de har forsøgt at gå vejen. Årsagen til, at det nævnes, at nogle muligvis er snublet, er det faktum, at et menneske, der har bestået prøven, ikke er fuldstændig forandret, før det har opnået den anden og helt nye tilstand. Det er ikke nødvendigt at komme ind på betingelserne på nuværende tidspunkt.

Måske skal det tilføjes, at i den første tilstand, når mennesket træder ind i stilheden, så mister det sin viden om sine venner, om sine nære og kære og om alle, det har haft relation til – og det mister også sine vejledere af syne, og af de, der gik forud på vejen. Det hører med til forståelsen, fordi ingen går igennem uden smertefulde hjertesuk. Hvis tankesindet på forhånd var i stand til at forstå, at stilheden skal være total, ville byrden sandsynligvis ikke være en forhindring på vejen. Vejlederen, eller den, der er gået forud, kan give støtte og den største sympati, et menneskehjerte kan give. Men når stilheden eller mørket bliver virkelighed, mister man også al viden om vejlederen – man er alene, og vejlederen kan ikke hjælpe. Det skyldes ikke, at vejlederens kraft er forsvundet, men fordi man har påkaldt sin store fjende.

Med ordene ”store fjende” menes der mennesket selv. Hvis man har kraft til at stå ansigt til ansigt med sin egen sjæl i mørket og stilheden, så har man overvundet den fysiske og dyriske personlighed, der kun kommer til udtryk via sansningen.

Måske virker oplysningen indviklet, men i virkeligheden er den enkel. Når mennesket har nået et bestemt niveau i sin udvikling, og når civilisationen er på sit højdepunkt, befinder mennesket sig i en dobbeltild. Hvis det blot kunne kræve sin store arv, ville byrden af det mere dyriske liv forsvinde uden vanskeligheder. Men det forsvinder ikke, og derfor blomstrer menneskeheden op, visner og dør igen fra Jordens overflade, uanset hvor smuk blomstringen har været. Det er op til det enkelte menneske, at gøre den store indsats, og nægte at lade sig skræmme af sin egen større natur. Det skal afvise at blive trukket tilbage af sin lavere materielle natur. Ethvert menneske, der gennemfører processen, hører til menneskehedens frelsere.

Det er et menneske, der ikke praler af sin indsats. Måske lever det tilbagetrukket i stilhed, men det er et faktum, at det skaber en forbindelse mellem personligheden og menneskets guddommelige aspekt – mellem det kendte og det ukendte – mellem storbyens larm og Himalayas stilhed. Det er et menneske, der ikke har behov for at være omgivet af andre mennesker for at skabe forbindelse, for i den astrale verden udgør mennesket selv forbindelsen, og det er en realitet, der gør mennesket til en skabning af en anden type end resten af menneskeheden. Allerede så tidligt på sin vej mod større indsigt, at mennesket kun har bestået anden prøve, er fodfæstet blevet mere sikkert, og at det er blevet bevidst om, at det nu er en anerkendt del af en helhed.

Det er en af livets selvmodsigelser, der viser sig så konstant, at den giver inspiration til forfattere. Esoterikere oplever, at de bliver meget mere markante, når de forsøger at leve det liv, de har valgt. Når de trækker sig ind i sig selv og derved stoler mere på sig selv, opdager de, at de gradvis bliver en del af en stor strøm af bestemte tanker og følelser. Når de har bestået den første prøve, der går ud på at overvinde ”hjertets sult” og at afvise at leve for at gøre andre tilfredse, så opdager de, at de er blevet bedre til at give inspirerende kærlighed. Når de trækker sig tilbage fra det ydre liv, kommer livet til dem i en ny form og med en ny betydning. Verden har altid været et sted med mange modsætninger, og når mennesket bliver discipel, opdager det, at livet kan beskrives som en række paradokser. Det er en kendsgerning i naturen, og årsagen er nem at forstå.

Menneskets sjæl ”dvæler som en fjern stjerne” – og det gælder også det lavest udviklede menneskes sjæl – mens menneskets bevidsthed fungerer i overensstemmelse med det vibrerende og sanselige livs love. Det er i sig selv nok til at skabe karaktermæssige komplikationer, der giver tilstrækkeligt materiale for en romanforfatter. Ethvert menneske er et mysterium – både for venner og fjender og også for mennesket selv. Menneskenes motiver er ofte ikke nemme at gennemskue. Man kan ikke undersøge motiverne eller vide, hvorfor et menneske gør et eller andet. Disciplens opgave består i at vække ”stjerneaspektet” eller sjælsaspektet i sin bevidsthed, hvor kraften og guddommeligheden ligger sovende og latent. Når bevidstheden vækkes, bliver selvmodsigelserne mere markante end nogensinde, og det samme gælder de paradokser, som det gennemlever. Mennesket skaber naturligvis sit eget liv, og at ”vovestykker er for mennesker med vovemod”, er et klogt ordsprog, der har rødder i virkeligheden og dækker alle menneskelige erfaringer.

Et pres på den guddommelige del af mennesket virker tilbage på den dyriske natur. Når den tavse sjæl vågner, gør den menneskets daglige liv mere målbevidst, mere vitalt, mere virkeligt og mere ansvarligt. For at blive ved de to eksempler, der allerede er nævnt, kan man sige, at esoterikere er mennesker, der har trukket sig ind i deres indre sanktuarie, fordi de har fundet styrke, og straks mærker, at pligten kalder. De fik ikke styrken ved egen hjælp, men fordi de er en del af helheden, og så snart de er sikret mod det omgivende livs vibrationer og kan stå urokkeligt, kalder den ydre verden, så de kan deltage i det nødvendige tjenestearbejde. På samme måde fungerer det andet eksempel med hjertet: Når mennesket ikke længere ønsker at tage, kræves der, at det giver rigeligt.

Lys på Vejen er blevet kaldt en bog med paradokser, og det er rigtigt. Hvad kunne den ellers være, når den fokuserer på disciplenes virkelige og personlige erfaringer?

At udvikle astral syns- og høresans og opnå de erkendelser, man kan få ved at åbne sjælens døre, er så omfattende, at det er en opgave, der kræver mange ofre i mange inkarnationer. Og dog – hvis viljen har opnået sin højeste styrke, kan hele miraklet udføres på ét øjeblik, for på det udviklingsniveau er disciplen ikke længere slave af tiden.

De to første skridt er passive – dvs. at de indebærer tilbagetrækning fra den nuværende tilstand, snarere end fremgang mod en anden. De to næste skridt er aktive, for de indebærer fremskridt mod en anden tilstand.

_________________________________

[1] Epictetus (55-135 e.Kr.) var græsk stoisk filosof.

_________________________________