KOMMENTARER

IV

STEMMEN KAN IKKE TALE I MESTERENS NÆRVÆR,

FØR DEN IKKE LÆNGERE KAN SÅRE.

De mennesker, der kun beskæftiger sig overfladisk med de esoteriske emner (og dem er der mange af) spørger konstant om, hvorfor mestre – hvis de overhovedet findes – ikke træder frem i offentligheden og demonstrerer deres kraft. Når man hører, at de vigtigste af de víse mestre har tilholdssted på den anden side af Himalaya, så ser det umiddelbart ud til at være tilstrækkeligt bevis på, at de simpelthen er ”stråmænd”. For hvorfor har de ellers gemt sig så langt væk?

Desværre er det naturen, der er årsagen, for det ikke er et personligt valg. Der findes visse steder på Jorden, hvor man ikke kan mærke ”civilisationens fremmarch”, og hvor dette århundredes feber holdes fra livet. På de begunstigede steder er der altid tid, og man har altid mulighed for at beskæftige sig med livets realiteter, for de fortrænges ikke af et kaotisk, pengebegærligt, fornøjelsessygt og oplevelsesfokuseret samfund. Så længe der lever mestre på Jorden, vil der findes isolerede områder, hvor de kan leve i afsondrethed. Det er en kendsgerning i naturen, som kun er et ydre udtryk for en dyb sandhed på højere bevidsthedsplaner.

Neofyttens krav bliver ikke hørt, før stemmen, der stiller kravet, har mistet kraften til at såre. Årsagen er, at det astrale liv[1] leves på et eksistensplan, hvor der findes regler ligesom i det fysiske liv. Der findes naturligvis også et center med en periferi ligesom på det fysiske plan. Nær ved livets centrale hjerte på et hvilket som helst plan findes der viden og fuldkommen orden – men cirklens yderste periferi er uklar og tåget på grund af kaos. Livet, uanset typen, har mere eller mindre lighed med en filosofisk skole. Der er altid tilhængere af viden, som glemmer at leve deres eget liv i søgen efter viden, og der findes også altid en useriøs og overfladisk hob, som kommer og går. Om den type mennesker sagde Epictetus, at det er lige så let at lære dem filosofi som at spise fløde med en gaffel. Den samme tilstand findes i livet på det højeste underplan på astralplanet, og mestrene opholder sig på endnu dybere planer i endnu større tilbagetrukkethed.

Deres fristed er så sikkert og så beskyttet, at ingen disharmoniske lyde kan nå mestrenes ører. Hvorfor er det nødvendigt, spørges der omgående, hvis mestrene er skabninger med så stor kraft, som de mennesker, der tror på dem og deres eksistens, påstår? Svaret er indlysende, for mestrene tjener menneskeheden og identificerer sig med hele verden. De er parate til at give stedfortrædende offer til enhver tid – men ved at leve for menneskeheden, ikke ved at dø for den. Hvorfor vil de ikke dø for den? Fordi de er en del af den universelle helhed, og de er en af de vigtigste dele af den, og fordi de lever i overensstemmelse med universelle love, som de ikke ønsker at bryde. Deres liv er ikke deres eget, for de tilhører de kræfter, der arbejder gennem dem. De er blomsten af menneskeheden – blomsten, der indeholder de guddommelige frø. De er alle en del af den universelle naturs skatte, der vogtes over og beskyttes for at frøet kan spire og vokse.

Det er kun i bestemte perioder i verdenshistorien, at de får tilladelse til at være fysisk til stede i menneskeheden. Men for de mennesker, der skiller sig ud fra flokken, er de altid til stede. Og for de disciple, der har styrke nok til at overvinde lasterne i deres personlige natur, sådan som det er beskrevet i de fire regler, er de bevidst til stede, lette at genkende og parate til at respondere.

Hvis man ønsker at få sjælskontakt, medfører det nedbrydning af nogle egenskaber, som de fleste mennesker ikke kun betragter som umulige at nedbryde, men også som uundværlige. ”Evnen til at såre” er f.eks. i høj grad en evne, som mange mennesker sætter pris på – ikke kun hos sig selv, men også hos andre. Instinktet til selvforsvar og selvopholdelsesdrift spiller en rolle i overbevisningen. Det er tanken om, at man har ret eller rettigheder, enten som borger, eller som menneske, eller som individ. Det er den behagelige bevidsthed om selvrespekt og moral. Det er hårde ord for mange mennesker, men de er sande. De ord, der skrives her, er taget fra skrifter i Det Store Broderskabs loge, der engang var en hemmelig orden i Egypten. De regler, der stod skrevet i logens forkammer, er identiske med de ord, der i nutiden ses i forkammeret i de esoteriske skoler.

Ned gennem tiderne har de víse altid levet fjernt fra masserne. Selv om et midlertidigt formål eller en særlig opgave har fået nogle af dem til at begive sig ud i mængden af det myldrende liv, bevarer de deres afstand og sikkerhed endda bedre end nogensinde. Det er en del af mestrenes arveret og en del af deres privilegium, men det indebærer også, at de på ingen måde kan vende livet ryggen. I verdens forskellige storbyer bor der af og til en mester et stykke tid, eller mesteren er måske kun på gennemrejse. Men alle har lejlighedsvis fået hjælp af disse mestres kræfter og tilstedeværelse. I mange storbyer findes der mennesker med meget højt udviklingsniveau. De er kun kendt som mystikere af de mennesker, der har evnen til at genkende dem – dvs. den evne, man opnår, når man har overvundet personligheden. Ellers ville de ikke være i stand til at være til stede i den mentale og psykiske atmosfære, der skabes af en storbys forvirring og uro. Hvis de ikke er beskyttet og sikre, vil deres egen vækst blive begrænset og deres opgave skadet.

En neofyt kan uden at vide det møde en mester i et fysisk legeme. Eller bo i samme hus og alligevel være ude af stand til at genkende ham – og uden at være i stand til at påkalde ham. Selv de tætteste relationer eller daglig kontakt kan ophæve de urokkelige love, der sikrer mesterens indre afstand. Ingen stemme kan trænge ind til hans indre hørelse, før den er blevet en guddommelig stemme – dvs. en stemme, der ikke runger af personlighedens råb. Henvendelser, der hører til de lavere niveauer, ville være lige så unyttige og spild af energi, som hvis en professor i filologi[2] skulle lære børn alfabetet. Så længe et menneske ikke er blevet en discipel i både hjerte og ånd, eksisterer det ikke for de lærere, der underviser disciple. Og mennesket kan kun blive discipel på én måde – og det er ved at overgive sin personligheds til menneskehedens tjeneste.

Hvis mennesket skal miste magten til at såre, skal det nå et punkt i sin udvikling, hvor det kun ser sig selv som en del af den større levende helhed – som et sandskorn, der skylles frem og tilbage af havets bølger. Det siges, at hvert eneste sandskorn bliver skyllet op fra havets bund til stranden, hvor det ligger et øjeblik i sollyset. Det samme gælder mennesket. Det drives frem og tilbage af store kræfter, men ethvert menneske oplever, at blive oplyst af Solens stråler.

Når et menneske bliver i stand til at betragte sin egen tilværelse som en del af en helhed på den måde, vil det ikke længere stræbe efter egoistiske mål. Det svarer til at opgive de personlige rettigheder. Gennemsnitsmennesket forventer ikke, at alle skal have de samme goder, men kæmper for at få det bedre end de andre inden for sine egne interesseområder. Det forventer disciple ikke. Selv om de endda var slaver ligesom Epictetus, så taler de ikke om det. De ved, at livets hjul ustandseligt drejer. Det har Burne-Jones[3] vist i sit fantastiske billede – The Wheel of Fortune – hvor rige og fattige, store og små, alle sammen er bundet til samme hjul, og derfor oplever alle et lykkelige øjeblik, når hjulet løfter dem til toppen. Kongen får magt og mister magt, digteren bliver hædret og glemt, slaven oplever glæde, men kasseres igen. Efterhånden som hjulet drejer, vil alle komme til at opleve nedtur. Disciple ved, at sådan fungerer livshjulet, og fordi det er deres pligt at få det bedst mulige ud af den aktuelle tilstand, beklager de sig ikke, men de begejstres heller ikke – og de beklager sig naturligvis heller ikke over andres medgang. Disciplene ved, at alle uden undtagelse er ved at lære en lektie. De trækker på smilebåndet, når de iagttager reformatoren, der med vold og magt forsøger ændre de forhold, som er udtryk for kræfter, der stammer fra menneskelig natur. Det svarer til at forsøge at standse udviklingen, og derfor er det spild af tid og energi.

Når mennesket forstår det, vil det opgive enhver form for indbildte, individuelle rettigheder. Det vil fjerne en tendens, der er fælles for alle.

Når disciple fuldt ud har erkendt, at alene tanken om, at man har individuelle rettigheder, er en giftig egenskab i personligheden – at det er personlighedens hvæsende slange, der med sine bid forgifter både sit eget liv og livet i omgivelserne – når disciple erkender det, er de parate til at deltage i en årlig ceremoni, der er åbent for alle neofytter, der er forberedt til dette niveau. Alle forsvars- og angrebsvåben er lagt væk – dvs. alle våben, der styres af tankesindet, hjertet, hjernen og ånden. Aldrig mere vil disciplene betragte andre mennesker som personer, der kan kritiseres og fordømmes. Aldrig mere vil de hæve stemmen til selvforsvar eller undskyldning. Fra ceremonien vender de tilbage til verden lige så hjælpeløse og ubeskyttede som nyfødte børn. For det er, hvad de i virkeligheden er. De er ved at blive født på ny, for de er på vej ind på et højere bevidsthedsplan, der er som et luftigt og lyst højland, og herfra kan de på intelligent måde iagttage verden med ny indsigt.

Når disciplene har fjernet oplevelsen af at have individuelle rettigheder, skal de også have fjernet følelsen af selvrespekt og af at være privilegeret. Det lyder måske som en ubehagelig lektie, men alle esoterikere ved, at det ikke kun er en læresætning – det er en kendsgerning. Hvis man tror, at man er mere hellig end andre, hvis man føler den mindste stolthed over at have overvundet laster og fejltrin, og hvis man mener, at man er klogere, mere vís og højere udviklet end andre mennesker, vil man ikke være i stand til at opnå discipelskab. Et menneske skal blive som et lille barn, før det kan komme ind i Himmeriget.

Moral og visdom er ophøjede egenskaber. Men hvis de skaber stolthed og tanker om af at være adskilt fra menneskeheden, så er de ikke andet end en giftslange, der igen viser sig i en finere udgave. Den kan til enhver tid tage en grovere form og bide lige så dybt, som når den inspirerer en morder til at dræbe pga. had eller for vindings skyld – eller når en politiker ofrer befolkningens interesser for sin egen eller sit partis interesser.

Når man ikke længere har tendens til at såre, betyder det, at man ikke alene har jaget slangen væk, for man har dræbt den. Hvis man kun har bedøvet den og lullet den i søvn, så vågner den igen, og disciplen vil igen bruge sin viden og kraft til egoistiske formål. Det gør dem til elever af mestrene i sort magi, for den destruktive vej er meget bred og nemt at vandre – den kan man finde med bind for øjnene. At det er den destruktive vej, er indlysende, for når et menneske begynder at leve for sin egen vindings skyld, indsnævrer det gradvis sin horisont, indtil den selvcentrede kurs til sidst har indsnævret verdensbilledet, så det svarer til et knappenålshoved. Fænomenet kender alle fra det daglige liv. Et menneske, der udvikler egoisme, isolerer sig og bliver gradvis mindre interessant og mindre behageligt. Det er et ubehageligt syn, for alle viger tilbage fra en stor egoist, på samme måde som fra et rovdyr. Og på de indre eksistensplaner er situationen langt værre, for her er både evner og viden langt større og har langt større rækkevidde, for de rækker langt ind i kommende inkarnationer.

Derfor er rådet, stop op og tænk det igennem, når du står på tærskelen. Hvis neofytterne ønsker at fortsætte uden at være fuldkommen rensede, vil de ikke kunne trænge ind i mesterens bevidsthedsfelt, og de risikerer at vække frygtelige kræfter, der hører til den sorte side af menneskets natur.

_________________________________

[1] Naturligvis ved enhver esoteriker, der har læst Eliphas Levi og andre forfattere, at astralplanet består af ubalancerede kræfter, der gennemtrænger planet og skaber en forvirret tilstand. Men på det øverste underplan af astralplanet er det visdomskræfter, der gennemtrænger og skaber en ordnet og fredelig tilstand.

[2] Litteratur- og sprogvidenskab.

[3] Sir Edward Coley Burne-Jones (1833-1898) var britisk maler og designer, der var tæt knyttet til prærafaelitterne – er en kunstretning i England, der opstod i midten af 19. årh. med den italienske prærafaeliske malerkunst som forbillede. Burne-Jones malede bl.a. det omtalte maleri: The Wheel of Fortune.

_________________________________