I Vesten er der en række indvendinger imod karmaloven. Man mener, at karmaloven retfærdiggør verdens uretfærdigheder ved at pålægge de svage ansvaret for deres lidelser. Idéen om, at lidelser i det aktuelle liv kan være virkninger af årsager i tidligere liv, er dybt problematisk for mange af nutidens tænkere, for idéen rejser en lang række spørgsmål om, hvem der har ansvaret for verdens lidelser. Den væsentligste indvending er tilsyneladende, at man kan konkludere, at verdens fattige og syge selv er skyld i deres problemer. Det er en tankegang, der bl.a. strider mod socialismens idégrundlag – at årsagerne til verdens lidelser skal findes i samfundets uretfærdige indretning.

Iflg. åndsvidenskaben eksisterer der både individuel og kollektiv karma, der griber ind i det enkelte menneskes liv. Ethvert menneske udvikler sig i et samspil med sine medmennesker. Derfor kan man ikke isolere et menneskes liv fra det omgivende samfund. Det gør det vanskeligt at forholde sig til spørgsmålet om individuel karma. Og de mennesker, der ikke afhjælper andres nød, når de ser den, møder konsekvenserne af deres adfærd. Den tibetanske mester Djwhal Khul, der skrev via Alice A. Bailey, udtrykker det sådan:

”De, der nægter at påtage sig deres del af verdens karma og lidelser, vil erfare, at deres udvikling uundgåeligt går langsommere, for de vil have sat sig selv uden for den store strøm af åndelig kraft, der i fornyende bølger strømmer gennem menneskets verden”.

Alice A. Bailey: Discipleship in the New Age, Vol. I, p. 772

Fattigdom skyldes i høj grad kollektiv karma, dvs. national egoisme, som rammer nationens svageste. De fattiges eget ansvar består først og fremmest i at tilkæmpe sig samme sociale og politiske rettigheder, som det øvrige samfund har opnået.

Karmaloven er ubarmhjertig i den forstand, at der ikke er mulighed for tilgivelse. Men karmaloven er ikke en doktrin om ”øje for øje og tand for tand”. Når et menneske erkender sine forkerte handlinger og begynder at tænke, føle og handle positivt og hensigtsmæssigt, afvikles og opløses den lidelsesfulde karma.

Evangelierne er fyldt med udsagn af Jesus, der bekræfter, at karmaloven er en realitet. Til den syge, der blev helbredt af Jesus ved Betesda dam, siger han f.eks.:

”Nu er du blevet rask, synd ikke mere,

for at der ikke skal ske dig noget værre”.

Johannesevangeliet 5,14

Årsagen til sygdommen var karma, som krævede omvendelse (holdningsændring), hvis ikke noget værre skulle ske. Et klart eksempel på karmaloven i aktivitet.

Iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul er praktisering af harmløshed mod alle levende skabninger den hurtigste måde at afvikle og udligne dårlig karma. Når holdningen er integreret, er man måske nået til det punkt, der omtales i Cosmic Fire:

”Intet menneske vil nogen sinde blive udsat for omstændigheder, der er uoverkommelige, når det først har nået det punkt, hvor det intelligent stiller sig på evolutionens eller Guds side. Før det sker, kan og vil det blive drevet af omstændighedernes storme”.

Alice A. Bailey: A Treatise on Cosmic Fire, p. 946

Mange tror, at karmaloven er deterministisk, for karmaloven medfører, at mennesket ikke kan ændre sin skæbne. Det er almindeligt at udlægge karmaloven på en måde, som giver den et deterministisk og skæbnebundet perspektiv, som medfører, at alt, hvad der sker i verden, er udtryk for fortidige årsager, som man intet kan stille op imod. Men karmaloven er ikke deterministisk. Den stimulerer i høj grad udviklingen af den frie vilje. Ganske vist bestemmer den vilkårene og situationerne, som det enkelte menneske og nationerne skal forholde sig til, men ikke hvordan man reagerer på forholdene.