Nogle skriftsteder, der betragtes som autoritative, udgør fundamentet for de store religioner. Det gælder eksempelvis hinduismens Vedaer. Veda betyder ”viden”, og Vedaerne rummer viden om de evige sandheder. Det er viden om Logos – Universets højeste autoritet. Det er viden om, hvad der virkeligt eksisterer – ikke hvad der ser ud til at eksistere. Det er viden om årsagerne og virkeligheden – ikke om virkningerne og fænomenerne. Det er en viden, der er centreret i Logos. Det er en viden, der er en del af Logos’ natur. I sin manifesterede form, sådan som den er åbenbaret for at hjælpe menneskeheden, er teksterne udtryk for viden – eller Vedaer. Det er en form, der har passeret mange faser, indtil kun en smule af det oprindelige til sidst blev tilbage.

Alle hinduistiske filosofiske skoler anerkender Vedaerne som øverste myndighed, men der er tale om en formel anerkendelse. Derefter har intellektet frihed til at følge sine egne veje – til at spørge, til at undres, til at vurdere, til at spekulere. Selv om hinduismen er usmidig i sin sociale politiske styreform, har den altid givet menneskets intellekt frihed. I både filosofi og metafysik har hinduismen altid forstået, at sandhed er noget, der skal søges, og at fejlvurderinger aldrig skal medføre straf. En fejlvurdering straffes tilstrækkeligt af selve fejlvurderingen, for den medfører modgang i overensstemmelse med naturlovene. Selv i nutiden opretholdes fortidens frihedsprincip, og et menneske kan tænke og skrive, som det vil, men det forventes, at det i praksis respekterer etik og moral.