For det første er de studerende, der her er tale om, under udvikling, og de ​​evner, som de bruger nu, og som for dem er blevet deres normale evner, er mere udviklede, og de når højere planer end de evner, de brugte for 10-15 år siden. Derfor ser de meget mere nu, end de så tidligere – både i mængde og kvalitet. Og det udvidede syn medfører uundgåeligt, at iagttagelserne bliver mere præcise med det udvidede syn end med det tidligere og mere begrænsede.

For det andet vil det udvidede syn ændre både de relative proportioner og perspektivet. En iagttagelse, der opleves som vigtig og original, når den studeres separat, kan blive underordnet og forholdsvis ubetydelig, når den iagttages som en del af en større helhed. Objektet kan ændre form og farve, når det iagttages i omgivelser, som bliver synlige, når sceneriet studeres med det udvidede syn. Det, der var en planet, som bevæger sig på en selvstændig bane gennem rummet, når den iagttages med det fysiske øje, bliver en del af et sammenhængende legeme, som er stofligt forbundet med Solen, når den iagttages med det metafysiske syn. Kan man så sige, at beskrivelsen af planeten som selvstændigt objekt var forkert? Svaret er både ja og nej. På det fysiske plan er det en selvstændig planet i overensstemmelse med det, der menes med en planet på det laveste eksistensplan. Men i de højere og mere subtile områder er det ikke en planet, men en del af et kosmisk legeme. For det grovere syn opleves den som en planet, fordi den sammenhæng, planeten indgår i, er usynlig.

For det tredje registrerer det udvidede syn de mellemliggende områder, der før var usynlige, og derved afsløres en række forandringer, som for det mindre udviklede syn, var uden for synsfeltet. Det er årsagen til, at der i forbindelse med tidligere iagttagelser, blev oplyst, at det fysiske atom blev opdelt og blev til astralt stof. Da det samme fænomen blev undersøgt tolv år senere, kunne man se, at det fysiske atom opsplittes i et enormt antal ufatteligt små partikler, og at de straks grupperer sig i 49 astrale atomer, som måske – eller måske ikke – danner astrale molekyler. En hvirvlende mur bliver også omtalt, men et skarpere metafysisk syn ser ingen mur, men en illusorisk væg, der er skabt af hurtige bevægelser, på samme måde som når man ser en ildagtig cirkel for enden af en roterende stok med glødende spids. Elektrisk lys, der lyser konstant på en roterende skive med sorte og hvide striber, ser ud som om den er grå. Hvis lyset slukkes, og hvis man i stedet lader mørket blive opsplittet af lynglimt, ser den roterende skive ud, som om den hænger ubevægelig med de sorte og hvide striber adskilt. Hvilken iagttagelse er den rigtige? I begge tilfælde er øjnene vidner til det, man ser. Men de forskellige betingelser skaber forskellige iagttagelser.