I åndsvidenskabelige kredse er der er en farlig tendens til at betragte bøger med iagttagelser som autoritative, i stedet for at bruge dem som studiematerialer. Esoterikere skal ikke føjes til mængden af de blindt troende, for den er allerede rigelig stor. De skal tilhøre det voksende antal af fornuftige, tænkende og objektive studerende, der tålmodigt danner deres egne meninger og udvikler deres egne evner. Man skal bruge sin egen skelneevne ved enhver iagttagelse, der præsenteres. Den skal behandles så grundigt som muligt, og kritiseres så omhyggeligt, som man er i stand til.

Det er dårligt tjenestearbejde for menneskeheden, hvis man gør elever til paver, som papegøjeagtigt gentager autoritative udsagn, når man ikke ved, om de er korrekte. Desuden er blind tro vejen til lige så blind skepticisme. Hvis man løfter en elev op på en piedestal og proklamerer, at der er tale om en profet, på trods af elevens modstand, og derefter finder ud af, at eleven begår nogle af de fejl, som man var advaret om, skifter man mening og skubber eleven ned fra piedestalen. Man bebrejder eleven, selv om man burde bebrejde sin egen blindhed og dumhed.

Er det ikke på tide, at menneskeheden holder op med at opføre sig som børn? Er det ikke på tide, at mennesket bliver voksen og realiserer den storhed, der ligger i livets muligheder og erkender de beskedne resultater, der er nået indtil nu? Er det ikke på tide, at der stræbes efter sandhed via studier, i stedet for at dyrke blind naivitet? Er det ikke på tide, at menneskeheden tager fat på at korrigere fejlagtige indtryk eller ufuldkomne iagttagelser? Er det ikke på tide, at menneskeheden går med åbne øjne og opmærksomt tankesind, og aldrig glemmer, at det bedste tjenestearbejde, man kan yde for at afdække sandheden, er at undersøge og forske?

Sandhed er en sol, der skinner i kraft af sit eget lys.

Og når man én gang har oplevet sandheden,

kan den ikke afvises.