Livets brønd
Jeg får stadig vejledning, så jeg kan undgå farerne, og jeg bevæger mig ligesom dagen mod ”Vestens port”, der fører til indgangen til ”Livets brønd”. Som Solen passerer jeg er gennem ”Vestens port” til inderverdenen. Da jeg træder over tærsklen, er jeg mættet med åndelig føde, som de, der er hadefulde mod Ra, ikke må indtage.
For at undgå vanhelligelse, modtager jeg skaberguden Ptahs åndedræt fra føden og drages mod ”Livets brønd”, som skænker mig det første pust af dens forfriskende strømme. Fra dybet af brønden, får jeg adgang til Osiris, og her vil genfødslen af mit astrallegeme – min fornyede ”Ka” – finde sted via foreningen med min nyfødte sjæl i de levende vande. Gudinden Nuts ord toner frem i mit sind: ”Jeg skænker livets vand til ethvert legeme, for at genforene det med sjælen, sådan at de aldrig senere skal adskilles”.
Regionen i vest har befæstet min personlighed blandt de víse fra de lavere sfærer. Mit legeme er stabiliseret, og min sjæl er tilskyndet til aldrig mere at distancere sig fra det. Jeg husker min personlighed, og bevarer mit legeme for evigt. På grundlag af den vanskelige forberedelse, forlod jeg Jorden i absolut svaghed for at blive belønnet med den langvarige konflikt mellem lys og mørke.
Min uforgængelige sjæl fødes for anden gang, ligesom Osiris blev født af pyramidens dronning Isis – han, som på én gang er hendes skaber, hendes søn og hendes ægtefælle. Osiris’ ord toner frem i min bevidsthed: ”Jeg er i går”, siger Osiris. ”Jeg er den, som var til før tidernes begyndelse. Jeg er daggryet – den anden fødsels lys. Jeg er sjælens mysterium. Det var mig, der skabte guderne som føde for den skjulte i Himlen”.
Når min sjæl genfødes, genvindes den guddommelige kraft, sådan som den oprindeligt var. Mens jeg er i kødet, forsøger det ydre univers at vise mig billedet af guddommen gennem mit tankesind – dunkelt og ufuldkomment.
Men når min sjæl fødes til et nyt liv, genvinder jeg evnen til at se klart – beriget af kraften fra samarbejdet med den guddommelige energi, for det er harmløshedens velduft, der skænker friskhed til lotusens duft – den skabende skønheds åndedræt.
|