1. kapitel

DE FØRSTE TROSBEKENDELSER

Mange, der studerer åndsvidenskab, har været og er i virkeligheden stadig kristne − og selv om deres tro gradvist har udvidet sig på en måde, så de ikke længere kan kaldes ortodokse kristne, har de beholdt en forkærlighed for formerne og ritualerne i den religion, de blev født ind i. Måske føler de stadig en glæde ved at høre recitationen af de gamle bønner og trosbekendelser, de højtidelige salmer og messesvarene, selv om de forsøger at lægge en højere og dybere mening i dem end den almindelige ortodokse fortolkning.

Måske kan det være interessant for de studerende at få en kort forklaring på den virkelige betydning og oprindelse til de meget interessante kirkelige grundtekster, der kaldes trosbekendelserne? Det kan medføre, at de tanker, der opstår i tankesindet, når de hører trosbekendelserne eller deltager i fremsigelsen, kan blive mere ophøjede og ædlere, når de baseres på de tanker, der oprindeligt var forbundet med dem, i stedet for den nutidige fejlagtige, vildledende og materialistiske opfattelse.

Jeg nævnte de tanker, der oprindeligt var forbundet med dem. Jeg skulle måske hellere sige de tanker, der var forbundet med den ældgamle tekst, som den mest værdifulde del af dem er baseret på. For jeg kunne ikke drømme om at påstå, at et større antal af de medlemmer − ja endda kirkens ledere, som nu fremsiger trosbekendelserne − har kendt deres oprindelige og sande betydning. Betydningen gik tabt for adskillige århundreder siden. Jeg vil ikke engang påstå, at de kirkemøders råd, der redigerede og autoriserede dem, nogen sinde har fattet den fulde og i øvrigt smukke betydning af de ophøjede sætninger, som de benyttede − for meget af den sande betydning var allerede dengang gået tabt, og meget af den materialiserende korruption var allerede blevet indført, længe før de uheldige råd blev sammenkaldt.

Så meget er i det mindste sikkert, at uanset hvor begrænset, nedværdiget og materialiseret den kristne tro nu er blevet, og uanset hvordan dens hellige skrifter efterhånden er forvansket til ukendelighed, er der i det mindste gjort et forsøg fra nogle af de højere kræfters side på at vejlede de mennesker, der har samlet de store symboler, der kaldes trosbekendelserne, i en dybere forståelse af, hvad de selv har vidst eller ikke vidst. Sproget i dem afslører stadig klart den ældgamle visdoms ophøjede sandheder for alle, der har ører, som kan høre. Og meget af det, som forekommer falsk og uforståeligt i teksterne, når man forsøger at læse dem i overensstemmelse med nutidens fejlagtige opfattelse, bliver straks lysende klar og fuld af mening, når de forstås esoterisk. Esoterisk forståelse ophøjer teksterne fra et fragment af en utroværdig biografi til en erklæring om evige sandheder.

Det er den esoteriske forståelse af trosbekendelserne, jeg vil beskæftige mig med − og selv om det bliver nødvendigt at komme med nogle oplysninger om deres virkelige historie, behøver jeg nok ikke at oplyse, at jeg ikke forsøger at behandle emnet fra et almindeligt, naturvidenskabeligt synspunkt. De oplysninger, der gives om trosbekendelserne, er ikke skabt hverken ved sammenligninger af gamle håndskrifter eller ved studier af teologiske forfatteres voluminøse værker. De er udelukkende et resultat af en undersøgelse af ”naturens hukommelse”,[1] som esoteriske studerende har foretaget. Deres opmærksomhed blev henledt på emnet, mens de var ved at følge en helt anden forskningslinje − og de indså, at sagen havde tilstrækkelig stor interesse til, at det kunne betale sig at foretage en yderligere og mere detaljeret undersøgelse.

Måske er det en ny tanke for nogle af læserne, at der findes noget, som kaldes ”naturens hukommelse” – dvs. at der findes metoder, som gør det muligt med absolut sikkerhed at genskabe fortidens sande historie. Men det er en kendsgerning, at det kan lade sig gøre, og den er velkendt af de studerende, der har arbejdet med emnet, og en del ældgammel historie af stor interesse er allerede blevet undersøgt ved hjælp af metoden. Det ligger uden for bogens område at forklare teknikken, men hvis man ønsker yderligere oplysninger, henvises der til bogen Clairvoyance.[2]

Den kristne kirke benytter i øjeblikket tre forskellige trosformuleringer, der kaldes henholdsvis den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse og den athanasianske trosbekendelse. Den første og anden har mange lighedspunkter, og derfor kan de nemt undersøges på én gang. Den tredje er meget længere og meget anderledes i sin karakter, og derfor vil det være nemmere at beskrive den i et særligt kapitel senere. Trosbekendelserne i den engelske (anglikanske) kirkes bønnebog lyder for tiden sådan:

Den apostolske trosbekendelse

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den almægtige, Himmelens og Jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige (katolske) kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Den nikænske trosbekendelse

Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader, Himmelens og Jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle verdener, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.

Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

Da så meget − med hensyn til den rigtige forståelse af den nikænske trosbekendelse − afhænger af en nøjagtig oversættelse fra den græske original, præsenteres den overleverede tekst til sammenligning:

 Planche-01 - Den-kristne-trosbekendelse

 Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

_________________________________

[1] ”Naturens hukommelse” eller Akasha er det oprindelige stof, der ligger til grund for alle former. Men i den senere åndsvidenskabelige litteratur bruges udtrykket udelukkende om stoffet på det øverste mentalplan, som er center for ”naturens hukommelse” – den såkaldte Akasha-kronik. Ved hjælp af højt udviklede metafysiske evner er det muligt at aflæse begivenhederne i verden, sådan som de i virkeligheden foregik.

[2] Clairvoyance af C.W. Leadbeater kan frit downloades som e-bog fra www.visdomsnettet.dk

_________________________________