Planteriget

Beskrivelsen gør det nemt at forstå, hvordan bevidstheden langsomt men sikkert arbejder sig opad. Der er liv og evolution i mineralet − og de første svage tendenser til begær, sådan som det viser sig i kemisk affinitet. I planteriget er begæret langt mere fremtrædende og udpræget, for livskraften arbejder aktivt for evolutionen på en langt mere definitiv måde. Mange planter viser stor opfindsomhed og kunstfærdighed for at opnå deres hensigt − uanset hvor begrænset hensigten kan være.

Det er derfor ikke overraskende, at båndet i diagram III, der symboliserer bevidstheden i planteriget, viser et markant fremskridt. Båndet strækker sig i fuld bredde gennem både de højere og de lavere underafdelinger af det fysiske plan, og spidsen på astralplanet er vokset en hel del. I virkeligheden var det først dengang man begyndte at studere botanikken fra den biologiske side, at man forstod, hvor fantastiske planter i virkeligheden er, og at man foretog et effektivt studie af deres bevidsthed, deres vaner og deres tendenser. Deres sympati og antipati er markant – og det er ingen overdrivelse at sige, at der nok ikke findes en dyd eller en last, som mennesket kender, som ikke har en genpart hos planterne. Engang troede man, at blomster var skabt for menneskets fornøjelses skyld, men nu forstår man, at det liv, der besjæler planten, koordinerer alle plantens bestanddele til det arbejde, som den skal udføre til gavn for organismen som helhed. Man kan sige, at en plante eller et træ er en koloni af vegetabilske organismer. Set fra plantens synspunkt er blomsten − som mennesket betragter som kulminationen og målet − i virkeligheden et ufuldkomment og degenereret stadie, selv om blomsten også har sin funktion. Man kan sige, at bladene fungerer som kraftakkumulatorer, for de indsamler kulstof og frigør ilt, mens blomsterne taber kraft, for de indsamler ilt og frigør kulilte. Bladene oplagrer næringsstoffer i rodknolde og stængel, mens blomsterne trækker på kontoen – naturligvis aldrig egoistisk, men altid til gavn for planten som helhed og for at stimulere dens behov for at stifte familie. Langsomt og sikkert opsparer planterne kraft, og derefter bruger de hele kraftlageret forholdsvis hurtigt. Bladene har ”munde”, der sidder på bladenes underside. ”Mundene” er så små, at der på 1 cm2 af et almindeligt syrenblad er en kvart million. 45.000.000 tons kulilte udskilles dagligt i luften af mennesker og dyr, og alligevel absorberes det altsammen af de små ”munde” − eller rettere − kulstoffet udledes derfra.

Planternes tilpasningsevne er enestående. Alle klatrende planter har f.eks. erhvervet sig evnen til at klatre for at nå op til sollyset, og de har udviklet de nødvendige redskaber til formålet − kroge eller slyngtråde eller særlige rødder eller nogle gange evnen til at sno sig. Forskellige slags blomster udvikler sig for at tiltrække forskellige typer af insekter, og mange af tilpasningerne er direkte geniale. Nogle blomster udvikler f.eks. omhyggeligt en ”læbe”, som insektet kan lande på, og de er indrettet på en måde, så den rystelse, som insektet giver, når det lander på blomsten, ryster blomsterstøvet ned på ryggen af insektet! Orkidéerne klistrer blomsterstøvet sammen for at forhindre, at deres insektpostbud taber det på vejen. Asclepiaderne sikrer sig mod spild af deres værdifulde materiale ved at fange og kvæle de fluer, som ikke kan befrugte dem. Og planternes opfindsomhed viser sig desuden i frugternes udvikling, der passer til fuglenes forskellige smag og størrelse. Frugten er sur og uinteressant, indtil kimen eller stenen indeni er fuldt udviklet og klar til at blive ført væk. Herefter bliver frugten sød, fuglen æder den, men den kan ikke fordøje den hårde sten eller kærne og lader den falde et eller andet sted et stykke fra moderplanten, og det giver den bedre vækstbetingelser.

Nogle planter udvikler torne for at forhindre, at de bliver ædt af pattedyr. Andre er tværtimod afhængige af dyrene for at få deres modne frø ført væk − eksempelvis burren og snerren, der udvikler små kroge, som kan sætte sig fast i pelsen på de dyr, der kommer forbi.

Forskellige planter overlader spredningen af frøene til vinden − eksempelvis tidslen, bomuldsplanten og lindetræet. Kokospalmen lader havet eller floderne bære frugterne væk, og derfor vokser de hovedsagelig tæt ved havets bred. Planternes opfindsomhed viser sig på andre måder – f.eks. i form af de metoder, som de bruger til deres forsvar. Nogle udvikler højblade på deres frugter for at skærme mod regnens og duggens påvirkning − andre afsondrer giftige sekreter for at beskytte sig mod plyndrende insekter. Nogle lader en ulden hårvækst vokse frem som f.eks. kongelyset, mens andre forsøger at beskytte sig mod at blive ædt ved at udvikle spidser eller torne, som kendes fra mange planter − eller ved at imprægnere sig med kiselsyre, som f.eks. padderokkerne. Der findes mange flere eksempler på planternes enestående genialitet, men dem kan man læse om i botaniske værker, og derfor er det tanken at gå videre til det næste niveau.