Himmelfarten

”Opfaret til Himmels”. Der er ikke behov for mange detaljerede forklaringer for at afsløre betydningen af sætningen, som henviser til sjælens opadstigende udvikling − men den plads, som sætningen indtager i det gamle egyptiske ritual, er værd at lægge mærke til, for de lektioner, som neofytten skulle lære ved indvielsen, var …

− at lede levende og døde

”Siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Bemærk at det er første gang, der er en bestemt forskel i betydningen af ordlyden i den egyptiske læresætning og i trosbekendelsen, som den er i nutiden. I den egyptiske læresætning er sætningen simpelthen en udvidelse af den foregående, og den viser klart og smukt målet for hele evolutionens kolossale forløb:

”Han skal bæres op i Himlen for at blive Hans højre hånd,

fra hvem han kom, idet han nu har lært

at lede levende og døde”.

Her er der i det mindste ét spor tilbage, som er tilgængeligt for traditionel forskning, og som bekræfter den tanke, at det nok har været den oprindelige formulering, for i Marcions discipel Apelles’ Regula lyder sætningen sådan:

”− Faderens højre hånd, hvorfra han er kommet

for at styre levende og døde”.

Det fjerner enhver hentydning til Kristi forventede genkomst, og det er en vigtig udtalelse, der ikke alene understreger det vigtige faktum, at det liv, der strømmer ud, vender tilbage til Ham, der har udsendt det. Men det siger også, at den gigantiske proces blev sat i gang, for at menneskeheden skal blive den almægtige Faders højre hånd i Hans arbejde med at lede de levende og de døde, når menneskeheden engang vender tilbage. Det er en vigtig sandhed. Alle de kræfter, der vindes i livet, er kun betroet mennesket, for at det skal bruge dem som redskaber til at hjælpe andre. Det er en sandhed, der sjældent er blevet sagt tydeligere.

Ikke alene er der skabt mange misforståelser pga. den forvirring, der er indført i trosbekendelsen, men misforståelserne er blevet yderligere forstærket ved at bruge udtrykket ”at dømme”. Der er rigeligt med beviser for, at ordets betydning i periodens terminologi, dengang dokumenterne blev oversat, var mere omfattende end den, der tillægges det nu. Det kan man bl.a. se af bemærkninger som: ”Deborah … dømte Israel på den samme tid”,[1] og ”− efter ham opstod gileaditeren Jair og dømte Israel to og tyve år”,[2] osv., hvor det er tydeligt, at ”at dømme” simpelthen er ensbetydende med ”at styre” eller ”at herske” − en betydning, der er identisk med den opfattelse af ledelse og vejledning, der fremgår af den egyptiske tekst. Derfor er der god grund til de ord, der er tilføjet i den nikænske symbolik om opfattelsen af en hersker, der kun har ét mål, og det er at lede og at vejlede: ”Hans rige skal ikke have nogen ende”.

_________________________________

[1] Dommerbogen, 4,4

[2] Dommerbogen, 10,3

_________________________________