Helligåndens udgang

”Som udgår fra Faderen og fra Sønnen”. Den største uenighed opstod formelt på grund af læren om, at Helligånden både udgår fra Sønnen og Faderen. Og spørgsmålet splitter stadig den kristne kirke, som er adskilt mellem en østlig og en vestlig kirke − eller den græske og den romerske kirke, som de kaldes i nutiden. Problemet opstod i det 11. årh. Men det er sandsynligt, at problemet kun var et påskud, for i over 400 år opdagede den græske kirke ikke det frygtelige ved kætteriet. Den fortsatte centralisering af den vestlige kirke under pavestolen i Rom var ved at blive særdeles ubehagelig for de orientalske patriarker, og i længere tid var der et temmelig spændt forhold. Men den årsag, der afgjorde beslutningen om adskillelsen, var tilsyneladende bulgarernes beslutning om at hylde paverne i stedet for patriarkerne. Anvendelsen af ”filioque[1] klausulen” som et påskud i en så vigtig begivenhed i kirkehistorien, har resulteret i en interesse, der måske er større, end dens virkelige betydning kan berettige til.

Det spørgsmål, man var uenig om, var, om Treenighedens 3. aspekt udgik fra den 1. alene eller fra den 1. og 2. Hvis man ser på den esoteriske betydning af symbolet, er det klart, at den vestlige kirke ikke tilføjede noget eller forvrængede den oprindelige lære ved at indsætte den berømte ”filioque-klausul”, for den udtrykte det, der fra begyndelsen burde være tydelig for enhver, der kan læse ”mellem linjerne” − og alligevel var der en ærlig mening bag den østlige kirkes protest.

Hvis man ser på diagram I, vil man hurtigt forstå stridspunktet. Og man vil se, at begge parter i virkeligheden havde ret. Faderens manifestation foregår på det 7. plan og Helligåndens på det 5., og derfor er det klart, at Helligånden − som udgår fra den første − kun kan gøre det ved at passere gennem det mellemliggende 6. plan, hvor Sønnens manifestation finder sted. Den romerske kirke henviste til det åbenlyse faktum, og indsatte sit ”filioque”. Den græske kirke misforstod den tilsyneladende harmløse tilføjelse og mente, at den var udtryk for en sammenblanding af de forskellige aspekters funktioner og manifestation. Iflg. diagrammets symbolik kan man se, at de frygtede, at man forsøgte at trække en diagonal som den, der er trukket i den lavere eller menneskelige treenighed, og som forbinder ånd, intuition og intelligens, gennem den 1., 2. og 3. manifestation, og de protesterede med fuld ret imod teorien. Helligånden udgik ikke fra det manifesterede aspekt, Faderen, gennem det manifesterede aspekt, Sønnen. Den punkterede linje til højre i diagrammet, der viser, hvordan 3. aspekt stiger ned fra 7. plan gennem det 6. og til sidst manifesterer på det 5., er nøglen til virkeligheden og den absolutte harmoni mellem de to modstridende tanker. Det er klart, at hvis de stridende parter ærligt havde ønsket at nå til en forståelse, og hvis de havde haft begreb om symbolernes rigtige fortolkning, som åndsvidenskaben giver de studerende, ville der ikke have været noget problem.

Sct. Johannes af Damaskus har en formulering, der kommer sandheden nærmest: ”Som udgår fra Faderen gennem Sønnen”.[2] Men det ville have været endnu bedre, hvis de ord, der blev brugt til at udtrykke 2. og 3. aspekts udgang, var byttet om i det originale dokument − at der var skrevet, at Sønnen udgik fra Faderen, og at Helligånden blev skabt af Sønnen. Det er allerede blevet forklaret, at den virkelige betydning af ordet µουογυής er ”udgået fra én alene”, og ikke fra samspillet mellem et par. Alt andet i naturen, som mennesket kender, skabes ved samspil mellem to faktorer, uanset om faktorerne er adskilte enheder, hvad de som regel er, eller blot to poler, der befinder sig i samme organisme, som f.eks. i tilfældet med den parthenogenetiske[3] forplantning af bladlus i vekslende generationer.

Det, der sædvanligvis kaldes Helligåndens ”udgang” eller ”udsendelse”, er ingen undtagelse fra reglen, for det andet aspekts tofoldighed i Treenigheden er altid blevet forstået. Og selv om de to poler eller aspekter i nutidens kristne system kun udtrykkes som guddommelighed og menneskelighed, blev de i ældre religioner og selv i de gnostiske traditioner ofte betragtet som henholdsvis maskulin og feminin. Andet aspekt omtaltes ofte som om det rummer begge køns karakteregenskaber, og det blev endda kaldt ”Fader-Moderen”.

”Som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen”. Det betyder ganske enkelt, at Logos’ tre aspekter skal betragtes som ligeværdige, og alle tre skal vises den dybeste respekt. De er lige adskilte fra alt andet indenfor det system, som de har skabt, og ”i denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store” − i hvert tilfælde i forhold til den nuværende tidsalder. De skal alle æres lige meget af menneskeheden, for mennesket er i samme taknemlighedsgæld til alle tre for det arbejde og det kolossale offer, der kræves af menneskehedens evolution.

_________________________________

[1] Ved filioque forstås en bestemt tilføjelse til den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381, der ikke var indeholdt i den oprindelige version. Filioque er latin for ”og (fra) Sønnen”. Det drejer sig om en tilføjelse i afsnittet om Helligånden.

[2] De Hymno Trisag., 28

[3] Partenogenese er en form for ukønnet formering, hvor vækst og udvikling af embryoner sker uden befrugtning.

_________________________________