Det Store Hvide Broderskab

”De helliges samfund”. Nutidens ortodoksi fortolker det på to måder. Den ene fortolkning betragter sætningen som en udvidelse af den foregående sætning ”den hellige katolske kirke, (som er) de helliges samfund”. Dvs. at kirken består af de helliges fællesskab i alle lande, omtrent sådan som det tidligere er beskrevet – bortset fra at det doktrinære system selvfølgelig ikke anerkender andre end de kristne i alle nationer! Den anden fortolkning giver ordet samfund en noget mere gådefuld betydning. Man forklarer, at sætningen henviser til den dybe forbindelse mellem alle kristne på Jorden, men også til de, der er gået bort − de velsignede afdøde − og navnlig de, der havde oversanselige evner, som ofte kaldes ”de hellige” eller ”helgener”.

Som det mange gange er tilfældet, dækker sandheden begge hypoteser, men sandheden er langt større end dem begge. Den sande mening med sætningen om troen på de helliges samfund er en accept af mestrenes − Det Store Hvide Broderskabs eksistens og arbejde. Det er Det Store Hvide Broderskab, der leder menneskehedens evolution. Sætningen er derfor i høj grad en udvidelse af idéen om menneskehedens broderskab, som en del af troen på den hellige katolske kirke. Opfattelsen inkluderer også en meget nær forbindelse og kontakt til de højst oplyste af de, der er gået forud for gennemsnitsmennesket. Men det er langt mere end det. De mennesker, der virkeligt forstår betydningen og bare svagt begynder at fatte, hvad det indebærer, beskriver det som en følelse af absolut fred og sikkerhed, der overgår al forstand. Den er urokkelig, og den kan aldrig mistes pga. forandringer i det fysiske liv.

Når det én gang er gået op for et menneske – uanset hvor stærk sympatien for menneskehedens mange lidelser er, og hvor lidt det lykkes at forstå meget af det, der sker i verden − så er den håbløshed, der tidligere gjorde livet så deprimerende, forsvundet, og den er væk for evigt. For selv om der stadig ligger uoverskuelige mysterier til grund for mange begivenheder i verdens store drama, og selv om der nogle gange opstår spørgsmål, som intet menneske kan besvare, og som højere magter heller ikke har givet svar på, så ved mennesket pga. den vished, der stammer fra erfaringen, at den magt, den visdom og den kærlighed, der styrer evolutionen, er stærk nok til at lede udviklingen til en strålende afslutning. Det vidende menneske, der er klar over, at ingen sympati kan være så stor som mestrenes, ingen kan have større kærlighed til menneskeheden end dem, for de ofrer sig for menneskeheden. Og alligevel ved de alt − lige fra begyndelsen til enden − og de er tilfredse.