Læren om nedstigningen
Herefter skal der − ligesom i de andre trosbekendelser − fokuseres på en dybere fortolkning af læren om Logos’ 2. aspekts nedstigning i stoffet, for det betragtes også som en nødvendig forudsætning for æonisk fremskridt: ”Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse (dvs. inkarnation)”.
Det er vigtigt omhyggeligt og systematisk at forklare det vigtige emne: ”Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden”.
Den del af emnet blev grundigt behandlet i første del af bogen under omtalen af det nikænske symbol, og derfor er det ikke nødvendigt at reflektere ret længe over det nu, for der er bare tale om en mere udførlig og tydelig form for erklæringen om Kristi tofoldige aspekt, der viser, hvordan han − den enefødte eller den første af alle æonerne eller udstrålingerne fra Faderen − var af én substans med Den Evige og derfor identisk med Ham. Men i sin senere skikkelse, hvor han iklædte sig en klædning af lavere stof, blev han ”kød (eller inkarnerede) ved Helligånden og Jomfru Maria”, som det tidligere er blevet forklaret. Og det understreges udtrykkeligt, at i den senere skikkelse havde han ikke eksisteret ”før tiderne (eller verdenerne)” – dvs. før tidsaldrene begyndte. Men han var ”født i verden” − dvs. at hans nedstigning i inkarnation fandt sted på et bestemt og forholdsvis sent tidspunkt inden for tidsalderen − nemlig inden for solsystemets manifestationsperiode. Det latinske ord ”saeculum” betyder ikke ”verden”, men ”verdensperiode” eller ”tidsalder”.
Man ved fra de beretninger, der udgør den kristne kirkes såkaldte ”historie”, at der var mennesker, som betragtede tanken om tofoldighed som utilfredsstillende. De anså det som umuligt, at forhold, der var så vidt forskellige, i begge tilfælde kunne være manifestationer af den samme kraft. Derfor insisterer trosbekendelsen med eftertryk på Kristi virkelige identitet og udelelighed. Man påstår, at han er ”fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød” − dvs. at han består af både intelligensen og de lavere principper − at han er ”Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige”. Han er identisk med Faderen på alle måder med den ene undtagelse, at han er steget et trin længere ned. På den måde har han i en periode begrænset det fulde udtryk for det, han i sit inderste væsen hele tiden er.
|