De, der kendte den opdagelsesrejsende, ser et menneske, der er vendt tilbage totalt forvandlet. Ligesom en gammel sømand har den rejsende et udtryk i øjnene, der får mennesker til at føle sig mindre sikre på sig selv. De standser op et øjeblik i deres travlhed. Overalt, hvor dette menneske opholder sig, ser det visionen for sig. Det ser endda visionen i menneskers lidelser og elendighed. Det hører glædessangen i deres smertensskrig. Alt hvad mennesket nu ser, er oplyst af visionen på bjergets top.

Ungdommens kendte syn har fået en ny og nogle gange chokerende betydning. Intet har været hverken almindeligt eller meningsløst for det menneske, der har oplevet visionen på bjergets top. Livets mysterium er som en stille indre stemme, der fortæller om en ny og fantastisk mening med alt, hvad der sker. Til nogle taler det oplyste menneske om visionen, om den farefulde vej, der er tilbagelagt, og måske føler de også længslen efter at komme op på bjergets top, at forlade de begrænsede liv i dalen for at finde et nyere, lysere og rigere liv. Men selv om det oplyste menneske fortæller om sin oplevelse og om visionen, skal hver enkelt, der hører om den, selv foretage den ensomme flugt til ensomheden og opleve den vision, som ingen ord kan beskrive.

Det er imidlertid ikke uden grundige overvejelser, at man udforsker den velkendte verden – den verden, som tilsyneladende er så velkendt. Når først man er begyndt på opdagelsesrejsen, er der ingen vej tilbage til den gamle tilfredse tilstand, hvor der hverken var tvivl eller spørgsmål. Det er en stor men frygtindgydende oplevelse, når tvivlen opstår. Den er frygtindgydende, fordi den nedbryder den gamle, kendte verden. Den er stor, fordi den åbner vejen til en ny, større, lysere og langt bedre verden.