Der findes ikke et sørgeligere syn end en tidsalder, hvor mennesket keder sig over livet. Materielt er nutidens verden måske rigere end tidligere tidsaldre, men åndeligt er den fattigere. Alle de fantastiske fysiske bedrifter og den enorme overflod af fornøjelser og nydelser kan ikke skjule den kendsgerning, at menneskeheden lider under indre fattigdom. I virkeligheden er det overflodens opgave at skjule den indre fattigdom. Når det indre liv bliver formålsløst, er mennesket nødt til at sørge for kunstige stimulanser udefra som erstatning – eller i det mindste skabe en kontinuerlig række sanseoplevelser, så det ikke har tid til at bemærke tomheden i det indre liv.

Det er kun få, der kan klare ensomhed eller stilhed og opleve en rigdom af liv inden i sig selv uden at blive stimuleret af impulser udefra – og alligevel er det kun den slags mennesker, der er lykkelige, og som virkelig lever. Krav om ydre impulser, nydelser og fornøjelser vidner om en håbløs indre livløshed. Det er forskellen på ”den levende” og ”den døde”, for nogle mennesker er døde, selv om de lever, mens andre aldrig dør, fordi de er selve livet. Alle søger livet, for livet er lykken, og livet er virkeligheden, men det er først når mennesket har mod til at opgive sansepåvirkninger og ydre stimulanser, at menneskets søgen kan bære frugt.