Disciplen arbejder med

følelseslivet

Godkendelsesfasen er en meget intensiv fase, fordi ingen kommer tæt på gruppen eller lukkes ind i ashramens bevidsthedssfære, før man har lært at håndtere de følelsesmæssige udsving. Mesteren er nødt til at beskytte sit arbejde mod disciple, der fortsat er drevet af personlige ambitioner, eller som reagerer ud fra sårede følelser og andre personlighedsreaktioner. Et enkelt menneske, der har en uheldig adfærd i gruppen (f.eks. på arbejdspladsen) kan ødelægge utrolig meget pga. sladder, bagtalelse eller kritik. Derfor er det helt nødvendigt, at disciplen er trænet i god vilje og upersonlighed, før det er muligt at komme i kontakt med mesterens vigtige arbejde. Djwhal Khul nævner en række egenskaber, som skal være udviklet, før ”det accepterede discipelskab” kan komme på tale:

Disciplen skal vise upersonlighed og ubundethed i forhold til sig selv, sine medmennesker, sit arbejdet, sin mester og sin tro, uanset hvor positiv den evt. er. Upersonlighed og ubundethed er evnen til at forholde sig følelsesneutral til situationer og mennesker, uanset hvilken adfærd de viser. Der er ikke tale om ligegyldighed eller kølig distance, for der ligger snarere en varm udstrålende anerkendelse bag den upersonlige adfærd. Der er heller ikke tale om tavs passivitet eller handlingslammelse. Tværtimod gør den upersonlige og ubundne holdning disciplen i stand til at handle langt mere korrekt og intelligent.

De fleste har svært ved at forholde sig upersonligt og ubundet til sin livsfilosofi, for mange betragter den som et tegn på en særlig høj udvikling – også selv om der ikke er noget, der tyder på det, når man objektivt iagttager arbejdsindsatsen og indflydelsens rækkevidde.

Det har stor værdi, hvis man kan finde symboler på de kvaliteter, man forsøger at udvikle, for dem kan man arbejde med i meditation. Solen er f.eks. et vigtigt symbol på upersonlighed. Solen har en varm og livgivende udstråling, som skinner på alt uden forbehold, og derved stimulerer den væksten i alt levende. Solen skinner på både fattige og rige, på forbrydere og helgener. Det er værd at tænke på, at mange gamle religioner og åndelige traditioner har haft soltilbedelse, hvor Solen var centrum for den åndelige praksis. Solen er et enestående symbol på Guds og livets udstrålende og velsignende kraft.

Djwhal Khul nævner, at mestrene aldrig ønsker emotionel hengivenhed fra deres disciple. I virkeligheden er den form for tilbedelse en forhindring for mesteren, når man forsøger at skabe kontakt.

• Upersonlighed forudsætter en form for lidenskabsløshed eller følelsesmæssig neutralitet, der hverken er ligegyldighed eller passivitet. Upersonlighed er ikke følelsesmæssig kulde eller distance. Når upersonligheden er størst, viser den sig som evnen til at træde i sit medmenneskes sted ved hjælp af identifikation og gruppebevidsthed. Identifikation er enhedsbevidsthed. Gruppebevidsthed er inklusivitet – evnen til via kærlighed at opfatte andres behov som sine egne. Når man træner følelseslivet til at blive stille som overfladen på en spejlblank sø, kan den højere kærlighed bruge følelserne som et medie og et ”spejl”.
• Upersonlighed er mangel på ambition, men ikke mangel på aspiration.