Hvilken bevidsthedsudvikling er der sket i løbet af evolutionsprocessen, og hvilke psykiske evner har det medført? Det er vigtigt at huske, at sjælen i sin meget lange udviklingsfase på Jorden først forsøger at opnå fuldt herredømme over det fysiske legeme via nervesystemet og det fysiske sanseapparat. Derefter udvikles evnen til at udtrykke sig gennem følelseslivet og senere kommer den mentale udvikling i fokus. Udviklingsprocessen repeteres i øvrigt ved hver inkarnation, når mennesket i barndommen gennemlever en gentagelse af de forskellige udviklingsfaser.

De første egentlige mennesketyper viste sig for ca. 18 millioner år siden i den fase i historien, som åndsvidenskaben kalder ”den lemuriske”. Den lemuriske mennesketypes primære udvikling var fokuseret på koordinering af det fysiske legeme og forædling af seksualdriften. På det tidspunkt var mennesket kun lidt mere end et dyr, for tænkeevnen var kun til stede i sin mest latente form, og synssansen var under udvikling. Det betød, at menneskets adfærd var helt instinktivt (ubevidst) og mediumistisk. Det lemuriske menneske var ligesom dyrene i en ubevidst instinktiv kontakt med omgivelserne (mediumisme), som gjorde det muligt at fornemme farer, muligheder for føde og chancer for forplantning.

Senere – i en fase, som åndsvidenskaben kalder ”den atlantiske” – blev menneskehedens udvikling gradvist løftet ind i følelsernes verden, og det blev samtidig menneskehedens store psykiske udviklingsperiode. Her blev følelseslivet stimuleret i en grad, som er ufattelig for nutiden. Det gjorde det muligt for mennesket at føle hengivenhed og dyb kærlighed til lærere, vejledere og genstande, som man begærede. Den atlantiske periode strakte sig frem til ca. 10.000 år f.Kr. Det var en udpræget religiøs periode, hvor livet i den astrale verden blev fornemmet og studeret. Den intense udvikling og interesse for følelseslivet udviklede de korresponderende evner, der er knyttet til menneskets følelsesliv – dvs. clairvoyance, clairaudience, psykometri, forestillingsevne og følelsesmæssig idealisme m.m. Men det var samtidig også en periode med stor uklarhed, blændværk og illusioner, fordi tænkeevnen endnu ikke var udviklet til et særligt højt niveau. Det medførte, at der var en udpræget mangel på kritisk sans og skelneevne – et problem, som man fortsat ser blandt mange følelsesbetonede psykikere i nutiden.

I nutiden lever menneskeheden i en periode, hvor mennesket er fokuseret på at udvikle tænkeevnen og det mentale redskab. Åndsvidenskaben kalder fasen for ”den indoeuropæiske periode”, fordi de mentale mennesketyper først inkarnerede på det indiske kontinent, og senere bredte de sig over hele verden. Det betyder imidlertid ikke, at de fleste mennesker i nutiden er mentale, for hovedparten af menneskeheden er fortsat følelsesmæssigt polariseret, selv om det ikke er i samme grad som på Atlantis.

Stimuleringen af intellektet som følge af nutidens uddannelsessystemer, har haft en positive virkning. De lavpsykiske evner fra den atlantiske periode er blevet skubbet i baggrunden. Opgaven for nutidens menneske er at udvikle sin bevidsthed og træne den i at fungere i tænkningens verden, samtidig med at man bevarer den følelsesmæssige udvikling, som tidligere perioders udvikling har skabt. Det er en udvikling, der vil give mennesket adgang til højere åndelige evner som mental telepati og sjælsinspiration.