Dødsillusionen
2. Den anden illusion er dødsillusionen. Livstråden – monaden – er ikke et individuelt atom, men snarere en stråle, der strømmer gennem mange, mange stoflag, eksistensplaner, verdener og tilværelser, hvor den skaber legemer og afkaster dem igen, når de ikke længere opfylder formålet, og til sidst vender monaden hjem igen. Dødsillusionen opstod, fordi tankesindet rapporterede følgende begivenheder til monaden:
- Redskabet går i opløsning.
- Alt er tabt.
- Man mister også livet.
På grund af sin indespærring i stoffet troede sjælen – monaden i menneskets verdener – på tankesindets information og ræsonnerede: ”Jeg dør!” Illusionen er opbygget og aktiv. Det er den illusion, der styrer, ikke alene de fleste mennesker, men også bedemænd, begravelsesforretninger, hospitaler, læger, forsikringsselskaber osv.
Illusion forsvinder først, når man oplever, at man ikke er kroppen eller de indre legemer. Ligesom en gnaver sidder illusionen i hjernen. Den æder rødderne til glæden og styrer mennesket ved hjælp af dødsangst og depression. Angsten findes også på astralplanet. Astrale elementaler er bange for at miste deres astrallegeme, for det blokerer deres udvikling i de indre verdener. Elementalerne husker, at de mistede deres fysiske krop på en pinefuld måde og tænker: ”Hvad sker der, hvis jeg mister det eneste legeme, jeg har tilbage?” Og når man identificerer sig med sine følelser, oplever man dødsangst. Men der sker ikke noget! Man begynder på et endnu mere fantastisk liv og indser, at man stadig har finere legemer, som man lever videre i – astrallegemet, mentallegemet, kausallegemet, det buddhiske legeme osv.
Menneskeheden bliver i stor udstrækning manipuleret af illusionen om døden.
|