Insekter
Knæleren
Artiklen er naturligvis en ufuldstændig liste over Egyptens utallige dyresymboler, men der skal også nævnes et mærkeligt lille insekt, som kaldes knæleren – ”guddommen”, der guidede den afdøde til inderverdenen med usvigelig sikkerhed. Knæleren var højt respekteret i det gamle Egypten, og iflg. grækerne havde den overnaturlige kræfter. Araberne påstod, at knæleren altid bad med hovedet vendt mod Mekka.
Et andet insekt var bien. Bien samler som bekendt honning, og bikuben, bien og honningen havde en naturlig og central placering i den egyptiske symbolik. Årsagen til, at egypterne valgte bien som symbol, er nemt at forstå. Den egyptiske bi var prototypen på det kongelige princip, og den egyptiske civilisation udviklede sig omkring det centrale princip. På samme måde fungerer en bikube som én organisme, der er centreret omkring dronningen. Kubens øvrige individer har alle en funktion, der er en nødvendig forudsætning for kubens og dronningens overlevelse. Det samme gælder Logos. Alt i manifestationen er skabt fra et centralt punkt, og al manifestation arbejder og udvikler sig til gavn for det Ene Liv – Verdenssjælen.
|