Det guddommelige tankesind
De platoniske legemer
De guddommelige modeller – som alle er variationer af de platoniske legemer – findes i Logos’ bevidsthed, og de præges ind i hvert plans akasha.[1] De har en konstant påvirkning af alle former, og derfor udvikler de sig hele tiden i retning af deres arketype.
Naturvæsener og devaer sanser afspejlingerne fra det guddommelige tankesind, men ikke som en håndværker gør det, når han ser det som tegninger, der skal omsættes til bygninger. Devaerne ser dem snarere som iboende tilbøjeligheder, der findes i hvert eneste stofatom, som de arbejder med. I nogle tilfælde bliver naturvæsenerne selv præget af arketypen og antager arketypens form. Det kan eksempelvis ses hos blomsterbyggende feer, der ofte viser sig i skiftende blomsterformer.
Hos naturvæsenerne sker processen instinktivt, og den skyldes primært deres nære identifikation med det guddommelige tankesind, som projicerer modellen. Evnen til at identificere sig med det guddommelige liv når enorme højder, som næsten bliver til absorption. Det er en afspejling af den form for bevidsthedsudvidelse og identifikationsevne, der opnås af mennesket på de højere mentale underplaner (kausalplanet). Feen identificerer sig så fuldkomment med livet i den plante, der arbejdes med, at feens egen form forsvinder midlertidigt, og feens bevidsthed strømmer ud i hver celle og hvert atom i planten. Det er en tilstand, hvor feen reelt oplever en resonans af nirvanas[2] salighed, og selv om den er resultatet af en instinktiv og underbevidst erkendelse af enhed, udløser den alligevel en vis mængde nirvanisk liv, som giver både planten og feen en evolutionsimpuls. (Billedet viser en trædeva).
________________________________
[1] Akasha er det immaterielle stof, der udgør både det lufttomme rum i Universet og tomrummet mellem atomerne. Akasha er derfor den æteriske ursubstans – det første manifesterede element i solsystemet. Akasha er det oprindelige stof, der ligger til grund for alle former. Akasha er redskab for det oprindelige og ophav til den lavere manifesterede verden.
[2] Nirvana er en tilstand af enhed med den universelle bevidsthed – ”den rene tilstand” – på det nirvaniske eller atmiske bevidsthedsplan.
________________________________
|