For få år siden ville ordet meditation øjeblikkeligt få de fleste til at tænke på Østen, på klostertilværelse eller et liv i tilbagetrukket ensomhed. I dag er meditation blevet en del af dagliglivet for stadig flere mennesker i Vesten. Det anses ikke længere for at være en religiøs praksis, der er adskilt fra den øvrige verden. Det er den korrekte holdning til meditation, for behovet for meditation er navnlig stort i Vesten, hvor livet ofte er hektisk og stresset, og hvor den materialistiske indstilling hæmmer udviklingen af den finere sensitivitet. Hvis du vil være i stand til at erkende den åndelige side af livet, må du gøre en bevidst indsats for at bevæge dig hinsides den fysiske verdens forstyrrelser og din daglige travlhed.

Meditation tilbyder et alternativ til de rent materialistiske værdier. Meditation kan skabe en harmonisering eller opløsning af konflikten mellem de åndelige og de materialistiske livsaspekter. Det er ikke en flugt fra virkeligheden, men snarere en vej, der fører til opdagelse af virkeligheden. Formålet med meditation er at gøre det muligt for det enkelte menneske at blive en ydre manifestation af det, det virkeligt er inderst inde. I meditation giver den ydre virkelighed adgang til sjælens bagvedliggende virkelighed, hvis oprindelse er åndelig. Man kan derfor sige, at meditationens virkelige mål er, at blive den, du er. Gennem meditation kan du afsløre det skjulte guddommelige selv, som befinder sig i dine indre dybder. Men du skal ikke blot afsløre din indre guddommelighed – du skal blive ét med den. Og når det sker, bliver du ét med alle levende væsener, for der er kun ét liv, og dette liv er Gud.

Denne kontakt kan opnås selv midt i den travleste hverdag, for stilhed stammer ikke fra dine omgivelser, men opstår i dit indre. Inden i ethvert menneske findes et energicenter, og meditation giver mulighed for at tappe denne sjælsenergi af kærlighed, som er en kilde til livsglæde. Sjælens kærlighedsenergi kan fuldstændig transformere et menneskes livssyn og forsone alle relationer – i familien, blandt venner, på jobbet − overalt. Det er en skabende, nærende kraft, og dens kilde er uudtømmelig.

”Meditation er en styret proces, der gør det muligt for et menneske at finde Gud. Den er en gennemprøvet og meget anvendt metode, der ufejlbarligt åbenbarer det guddommelige. Det vigtigste ord her er ›en styret proces.‹ Der er visse regler, som skal følges, visse afgørende skridt, der skal tages, og visse udviklingsstadier, der skal erfares, før et menneske kan høste meditationens frugter. Det er en del af den evolutionære proces, og som alt andet i naturen er den langsom men sikker og med et ufejlbarligt resultat.”

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 56

Meditation er altså en styret eller ordnet proces. Det betyder at en række anvisninger må følges og overholdes. Der er ikke tale om skemalagte udviklingsprocesser, for der findes ikke to mennesker, der mediterer ens. Alt i livet er underlagt bevægelse og forandring, og på samme måde er den skabende meditation en proces i bevægelse, hvor individuelle erfaringer, tilstande og krav løbende skifter og forandrer sig. Anvisningerne er imidlertid nødvendige koordineringer, og processen er ufarlig, hvis anvisningerne følges. Meditationens trin eller stadier opbygger langsomt men sikkert en forbindelse mellem sjælen og personligheden, som udvides og forstærkes indtil de to sider af din natur – den indre og den ydre – bogstaveligt smelter sammen og bliver én enhed.

De fleste er udmærket klar over, at de ofte tænker ét, føler noget andet og gør noget tredje. Meditationsprocessen medfører, at personlighedens legemer koordineres og integreres, indtil der er overensstemmelse mellem tanker, følelser og handlinger. Resultatet er det, man i åndelige kredse kalder ”den integrerede personlighed.”

I Alice A. Baileys bøger kan man læse, at meditation er en proces, hvor sindet bliver nyorienteret mod virkeligheden. Og hvis meditationen bruges korrekt, kan den lede dig frem til et højere naturrige, en højere bevidsthedstilstand eller væren i en anden dimension. Dualitet vil vige pladsen for enhed, og den integrerede personlighed transformeres gennem en systematisk udfoldelse af sjælen. Resultatet er forening.

Disidentifikation

Dualiteten må først erkendes, før dit lavere selv forenes med og bliver dit højere selv. Dit lavere selv er formnaturen på den ene side og dit højere selv er sjælen på den anden. De to dele har dybest set aldrig været adskilt, for de er evigt forbundne – og her ligger løsningen på menneskets dybeste problem.

Gennem meditation kan et menneske afsløre, at det ikke er formnaturen men sjælen. I meditationen disidentificerer du dig med legeme efter legeme – du afviser form efter form – for du erkender, at du ikke er formen, men livet i formen. Set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er meditation derfor en helt naturlig proces i menneskets evolution. I evolutionens ufatteligt lange forløb har mennesket trin for trin løftet og udvidet sin bevidsthed fra den dyriske, instinktive og rent fysisk orienterede bevidsthed til et stadie af følelses- og sansemæssig bevidsthed. De fleste mennesker befinder sig i dag i denne bevidsthedstilstand, men flere og flere løfter bevidstheden op i tankesindets område, og fra dette stadie bliver kontakt med højere bevidsthedstilstande og dimensioner mulig.

Processen kendetegnes ved en trinvis afvisning af eller disidentifikation med livets formside. Din bevidsthed bruges ikke længere alene til at udforske og afsløre den legemlige eller fysiske natur, men til at erfare og erobre de metafysiske dimensioner. Selvopholdelsesinstinktet afløser efterhånden erkendelsen af udødelighed. Seksualitetsinstinktet, hvor tiltrækningen mellem de kønslige modsætninger og ønsket om forening er tydeligst i det fysiske liv, må gradvis erstattes af en højere tiltrækning og ønsket om forening af sjæl og personlighed. Flokmentaliteten skal forvandles til gruppebevidsthed. Det mentale instinkt, der kommer til udtryk i trangen til at spørge og udforske, skal erstattes af intuitiv opfattelse og erkendelse. De kristne mystikere taler om forsoning, mens man i Østen taler om forening eller raja yoga. Ordene er forskellige, men meningen og målet er identiske. Patanjali omtaler yogaens grundlæggende kvalifikationer for personlighedens forening med sjælen, og de svarer fuldstændig til den skabende meditations krav. Patanjalis ”kongevej” til sjælen har tre stadier:

1. Brændende aspiration
2. Åndelig læsning
3. Lydighed mod mesteren

Brændende aspiration

Ordet ”aspiration” kommer af det latinske ”ad”, der betyder ”til” og ”spirare”, der betyder ”at ånde” eller ”at ånde hen imod”. Patanjali taler her om personlighedens ”udånding”, der er rettet imod sjælen, for der skal ske en udånding fra det lavere selv, før der kan ske en indånding af det højere. Der er derfor tale om en udstrømning af energi fra personligheden mod sjælen, og drivkraften er menneskets dybtfølte længsel efter forening med sjælen. Derfor beskriver Patanjali aspirationen som brændende, for den må være så inderlig og ægte, at den brænder alle forhindringer i personligheden bort. Meditationen bliver en offerhandling, hvor menneskets lavere natur ofres i det højeres tjeneste. Patanjali fortæller dermed, at ønsket om forening med det højere må blive det grundlæggende mål i livet. Den første forudsætning for meditation er derfor et ægte og inderligt ønske om at disidentificere sig med personligheden og dens begrænsninger, for at opnå fuld identifikation med sin sjæl.

Åndelig læsning

Det næste fundament i Patanjalis tre stadier er ”åndelig læsning”. Man er ikke sikker på oprindelsen til det engelske ord ”read” (læse), men nogle mener, at det kan stamme fra det latinske ”reri”, der betyder ”at tænke”. Læsning forudsætter koncentration og tænkning. Det samme gør meditation. Bøn er for alle, men meditation er kun mulig for det mentalt polariserede menneske. Når Patanjali har valgt udtrykket ”åndelig læsning”, mener han tydeligvis evnen til at læse med sjælens øjne – altså at se med det indre syn. Et menneske, der praktiserer åndelig læsning, er åben for sjælens ideer og impulser. Det ser livet i formen mere end formen. Det ”læser” de indre årsager bag de ydre virkningerne. Man kan også sige, at man ser og forstår hensigten med de ydre hændelser. Alle ydre manifestationer er uden undtagelse tilsynekomsten af en indre åndelig intention, og åndelig læsning medfører et skift fra opmærksomhed på formaspektet til livsaspektet. Patanjali påstår ikke, at et menneske skal beherske denne evne, for at kunne meditere, for ligesom andre evner, skal den læres. Men evnen skal ligge som et spirende kim i den mediterede, der nu begynder at pleje og dyrke denne egenskab.

Lydighed mod mesteren

Det er vigtigt, at denne tredje regel forstås rigtigt, for den opfattes fejlagtigt af mange som ubetinget underdanighed over for en indre mystisk mester, guru eller vismand, som på gådefuld måde udsteder råd, ordrer og formaninger til den mediterende. Den indre mester er sjælen. Man taler også om ”mesteren i hjertet”, som er ”Kristus i mennesket”. Det højere selv er det lavere selvs sande mester eller guru. Når Patanjali kræver lydighed mod mesteren, taler han ganske enkelt om tankesindets lydhørhed over for sjælens impulser. Hvordan? Gennem sensitivitet og modtagelighed. I begyndelsen taler sjælen til personligheden gennem samvittighedens indre stemme. Senere bliver denne lydløse stemme klarere og mere nærværende, og det er denne erkendelse, man i åndsvidenskaben kalder ”stilhedens stemme” – en indre stemme, der til sidst udfolder sig som den fuldt opvækkede intuition.

Betyder det, at alt hvad der dukker op i tankesindet under meditation skal respekteres som sjælens stemme? Nej absolut ikke! Mange impulser kan være aldeles unyttige, ganske enkelt fordi de er skabt i tankesindet af personligheden eller opfanget fra andre menneskers tankesind. Sjælens impulser vil imidlertid altid være en inspiration til at leve et mere kærligt, nyttigt og målrettet liv i sjælens tjeneste. Lydighed over for sjælens stemme, konstant søgen efter sandhed i enhver form og brændende længsel efter forening med sjælen går forud for ægte meditation. De skal naturligvis ikke udtrykkes til fuldkommenhed, men må være en slags livets grundlov for den mediterende.