Stilhedens stemme

Den tibetanske mester Djwhal Khul henviser til kvaliteten fra hjertet og sjælen med udtalelsen:

”Menneskets hjertecenter åbner døren ind til det,

der kaldes ’Solens hjerte’.”

Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, p. 364

Det fortæller, at kærlighed udgår fra ”Guds hjerte”, og den afspejles i mennesket via sjælen eller ”den indre sol”. I den hinduistiske tradition skaber de forskellige centre resonans i menneskets legemer med bestemte vibrationer, lyde eller toner. Anahata-centret er et sanskrit ord, der betyder ”ikke-anslået” – dvs. en ”ikke-anslået tone”, eller en lyd, man ikke kan høre. Det er en beskrivelse af sjælens tone, som befinder sig hinsides den fysiske opfattelsesevne, og dermed er den ”ikke-anslået” eller lydløs. H.P. Blavatsky henviser til den ikke-anslåede tone i bogen ”Stilhedens Stemme”, og her fortæller hun om ren åndelig energi, som er blottet for enhver association med lyd, der kan opfattes med en af ​​de fem fysiske sanser.

Anahata-centret er stedet, hvor åndelig energi strømmer ned i menneskets form. I den hinduistiske tradition er lyd også associeret med luftelementet. Symbolet, der afbilder Anahata (hjertet), er identisk med symbolet for luftelementet, og det henviser til tankesindets muligheder for at skabe klangbund for sjælens ikke-anslåede eller ikke-hørlige tone, som er resultatet af den voksende syntese med hjertecentret. Det er et arbejde, der kan ses i mentallegemet, som udtryk for et højdepunkt i evolutionen, for det skaber ren fornuft eller intuition, og det åbner for muligheden for at modtage højere indtryk. Set i det perspektiv er kold luft en metafor for mentallegemet, som er frigjort fra påvirkning og kontrol fra lavere følelser og begærlivet – og dermed er mentallegemet et redskab for hjertecentret – eller ”den indre Kristus”.