Filosoffen og psykologen Carl Jung beskrev intuition sådan: ”Intuition er ikke en modsætning til fornuft, men hinsides fornuft”. Og udtalelsen giver straks association til det femte element i de klassiske græske elementer – æter. Idéen om at luftelementet består af to kvaliteter (der symboliserer det lavere og det højere tankesind), blev beskrevet i den gamle græske præ-aristoteliske filosofi, hvor luften var en af de ​​fire klassiske elementer, som blev beskrevet med to navne: ”Aer”, der refererer til ”den uklare lavere atmosfære”, og ”Aether”, der beskriver ”den lyse højere atmosfære over skyerne”. Aristoteles omdefinerede imidlertid luftelementet og gjorde det til det femte element – æter – eller en ”uforanderlig, guddommelig substans, der kun findes i himlene og hinsides himlene”, og det kan betragtes som en ubevidst reference til intuition.

Intuition er tankesindets tredje princip, som er forbundet med højere bevidsthed. Det er et biprodukt af syntesen mellem de sublimerede energier i menneskets tre legemer og sjælens og åndens brændende vilje og kærlighed. Det er et udviklingsforløb, der foregår i de tre lavere verdener og omfatter mange inkarnationer. Resultatet er gradvis øget kapacitet til intuitiv forståelse og åndelig opfattelsesevne. I ”Discipleship in the New Age”[1] fortæller den tibetanske mester Djwhal Khul, hvordan de blandede energier i hjertecentret og hovedcentret skaber ”bygherrens mystiske symbol”. Og i ”A Treatise on White Magic” refereres der til ​​sjælens bevidsthedsaspekt som:

”– det formbyggende aspekt … som skaber formen, og gør det muligt for formen at udvikle sig og vokse, så den på en mere tilfredsstillende måde kan rumme det iboende liv, og den driver alle Guds skabninger fremad på evolutionens vej …”.[2]

Udbyttet af den samtidige aktivitet mellem hjertecentret og hovedcentret kaldes i åndsvidenskaben ”den tændte lampe”,[3] og den beskrives på den måde:

Efterhånden som hjertets lotuscenter åbner sig og åbenbarer Guds kærlighed, sker der, ved hjælp af meditation, en samtidig udfoldelse i hovedet. Den tolvbladede lotus i hovedet … og bevidsthedscentret overføres fra den følelsesmæssige natur til den oplyste mentale bevidsthed … Tre aspekter af viden har relation til lyset i hovedet”.

Alice A. Bailey: The Light of the Soul, pp. 293 & 315

Ligesom med alle andre udviklingsprocesser udvikles de tre aspekter af viden over mange inkarnationer, og resultatet er ​​et potentiale, der rummer frøet til det næste. De tre aspekter af viden beskrives som tre kvaliteter af lys i hovedet eller lys i tankesindet. Det drejer sig om:

1. Teoretisk forståelse eller intelligens. Det stimulerer muligheden for rigtig organisering af tankesindet og dermed potentialet for rigtig brug af tankesindet.

2. Den skelnende viden eller den voksende evne til at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige, som kontinuerligt frigør tankesindet fra illusionen om adskillelse og opmuntrer til at fortsætte rejsen, indtil det tredje eller højeste lys til sidst nås.

3. Intuitionens lys, der beskrives som oplyst viden eller åndeligt lys, som først viser sig som uregelmæssige og flygtige øjeblikke med oplyste tanker, men som udvikler sig efterhånden som tankesindet opnår tiltagende samarbejde med sjælen. Det stærke fundament fremmes ved hjælp af regelmæssig meditation, indtil lyset gradvist stråler i en kontinuerlig strøm, indtil aspiranten befinder sig i fuldt dagslys.

Alice A. Bailey: The Light of the Soul, pp. 316-17

Det er en udfoldelse, der kræver voksende åndelig resonans mellem det indstrømmende lys og det lavere rationelle tankesind. Det stimuleres af en voksende evne til selvforglemmelse, og en naturlig nyorientering mod sjælens bevidsthedsaspekt eller ”den indre Kristus”, som altid er optaget af det gode, gruppen og helheden. På den måde kan det rationelle tankesind forstå sjælens oplyste tankeform, og derefter organisere den og overføre den til den fysiske hjerne.

Med denne højere udviklingsproces i tankerne bliver det indlysende, at en vanddråbe, der er skabt i kondenseringsprocessen, er en formålstjenlig metafor for udbyttet af den forenede aktivitet mellem hoved- og hjertecenter og deres højeste udtryk – intuitionens lys. Ren intuitiv opfattelse kan også beskrives som evnen til at respondere på den ”ikke-anslåede tone” eller den lydløse lyd fra ​​Anahata – stilhedens stemme eller sjælens Kristusbevidsthed. Sjælen er dermed frøet til ægte sandhed og viden. Det beskrives smukt med disse ord:

Kun sjælen opfatter korrekt. Kun sjælen har evnen til at kontakte spiren eller buddhi-princippet (Kristusprincippet i kristen terminologi), som findes i hjertet af ethvert atom, uanset om det er et stofatom, der studeres af forskerne i naturvidenskabens laboratorier, eller menneskets atom i den daglige erfarings smeltedigel, eller det planetariske atom, som rummer alle naturriger inden for sin indflydelsessfære, eller det solare atom – Gud i manifestation i skikkelse af et solsystem. Kristus ’vidste, hvad der var i mennesket’, og derfor kunne han være en frelser.

Alice A. Bailey: Light of the Soul, p. 19

________________________________

[1] Alice A. Bailey: Discipleship in the New Age, p. 145

[2] Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, p. 35

[3] Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, p. 60

________________________________