Skyerne

På næste niveau af regncyklussen svæver milliarder af bittesmå vanddråber i luften og danner skyer. Dråberne beholder sin svævende tilstand, indtil de bliver for store og for tunge til at holde sig svævende, og derfor reagerer de på trækket fra ​​tyngdekraften, og falder til jorden som regn. I forskellige kulturer i verden, har man fundet skyer i symbolsproget, hvor de var et tilbagevendende symbol for guddommelig mystik, visdom og beskyttelse. I det gamle Mesopotamien, det gamle Egypten og det gamle Grækenland, repræsenterede skyen skabelse, frugtbarhed, beskyttelse og guddommelige magt. Skyens forbindelse til det guddommelige var også anerkendt i det gamle Kina, hvor skyerne blev betragtet som gudernes legemer, og de blev betragtet som symbol på overjordiske bevægelser. I den gamle hinduistiske tradition havde skyen tilsvarende symbolsk betydning, for man betragtede skyen som et redskab fra det buddhiske plan – stedet hvor der var ren fornuft, illumination, potentiel sandhed, og bevidsthedsplanet hvorfra sandheden strømmede. Bibelen henviser også til skyen som et symbol på guddommelig sandhed og beskyttelse, og både i testamenterne og i de islamiske skrifter repræsenterer skyens opdukken en teofani eller en guds tilsynekomst.

Beskyttelse har relation til skyer, for skyerne skærmer for overdreven varme fra Solen, og de repræsenterer muligvis en symbolsk tilsløring af overjordisk lys, eller hvad mennesket kan erkende af det skjulte mysterium om det guddommelige. Den endelige kombination antyder sjælens fortsatte evolution, efter at personligheden har ”udfoldet sjælens fulde blomst” i sin indre natur. Når frigivelsen af sjælens rene gruppebevidsthed er opnået, er det ”dobbelte arbejde fuldført”, og sjælen har gjort sig fri til videre udvikling mod fortsat forening med ånden. Den fortsatte frigørelse af ​​sjælen kulminerer muligvis i solenglens højeste udtryk – i sublimering af den energi, der skaber syntese med ”Guds åndedræt” eller Helligånden og selve det guddommelige lys. Evolution er derfor en bevidsthedsproces, hvor målet er stadig mere forædlede tilstande af væren. Evolution findes instinktivt i alt liv (fra et atom til et univers), og det er desuden kilden til fortsat ekspansion for selve guddommen.