Solen som symbol
på det guddommelige
Naturkræfterne repræsenterer den magt eller myndighed, der gør ting mulige. Eksempelvis har Solen en magt eller myndighed, der gør regncyklussen mulig. Solen har været et fælles symbol på det guddommelige siden forhistorisk tid. Det er Solen, der giver lys, og det er Solen, der er det primære livgivende princip for Jorden, og derfor er Solen naturligt blevet associeret med Gud.
De gamle religioner associerede Solens cyklus med fødsel (solopgang), liv (dagtimerne), død (solnedgang), efterliv (nattetimerne) og genfødsel (ny solopgang), og derfor relaterede de Solens cyklusser til menneskelivets cyklus – ”som i det store således også i det små” – og de mange cyklusser, der går forud for sjælens endelige frigørelse fra Samsara[1] eller ”livets hjul”. De egyptiske, hinduistiske og græske filosoffer baserede deres kosmologier på, at Solen var livets centrum, og nogle af de indfødte stammer i Nordamerika var overbeviste om, at der var en dybtgående association mellem Solen og sjælen – dvs. ”solen” i hvert eneste menneske. Den indre sol opflammede mennesket til åndelig vækst og i nogle tilfælde til transformation og kontrol over den lavere natur. Solen, som den primære kraft i regncyklussen, er derfor en analogi, der korresponderer med den esoteriske forståelse af ånden, som den, der igangsætter evolutionen – herunder menneskets.
Solvarme (det klassiske ildelement) som symbol for sjælen
Som beskrevet i forbindelse med regncyklussen, strømmer Solens varme ned og omdanner vand til en vandholdig luftart ved hjælp af en proces, der kaldes fordampning. Forhistoriens forskellige store kulturer og religioner havde alle erkendt, at ilden spillede en afgørende rolle i udviklingen af civilisationerne, og derfor fremhævede de ildens betydning i deres filosofier. De gamle grækere forstod ildens duale natur – varme og lys. Ildens lavere symbolik, som relaterede den til lidenskab og begær, blev sidestillet med ildens destruktive natur. På en højere drejning af spiralen blev ilden forbundet med lys, renselse og sjælens vilje og hensigt. Det gamle kinesiske system med de fem elementer, der er kendt som Wu Xing eller de fem faser, havde lignende associationer.
________________________________
[1] Samsara oversættes ofte med ”hjulet”, der består af fødsel, opvækst, forfald, død og genfødsel. Samsara er det buddhistiske livshjul – dvs. eksistensens cyklus, der repræsenterer sjælens vandring igennem forskellige tilværelsesformer. Samsara repræsenterer derfor den forgængelige verden. Mennesket skal erkende, at Samsara er en illusion, før lidelsen ophører, og man når til den nirvaniske tilstand.
________________________________
|