Kombinationen af vanddampens og luftens varmebærende egenskaber har desuden en dybere og mere subtil symbolsk betydning, for de henviser ikke alene til frigørelse fra de lavere følelser, men også til grundlaget – selve begærnaturens vitale energi. Som tidligere nævnt forstod de gamle grækere grundlaget og sidestillede lavere lidenskab og begær med ildelementet. Begærnaturen er defineret som: ”Begær er tilknytning til nydelsesobjekter”,[1] men en mere detaljeret definition kan beskrives sådan:

Tilknytning er et intenst ønske om sansning. Det eksisterer i alle former. Det er selvforstærkende, og det er velkendt selv af de mest intelligente mennesker. Tilknytning er den grundlæggende årsag til al manifestation. Tilknytning ligger til grund for forholdet mellem de to store modsætninger – ånd og stof. Det er den styrende faktor i den logoiske manifestation, og det er grunden til, at selv ”de mest intelligente” er omfattet af den. Det er en form for tilknytning, der er en automatisk, selvreproducerende og selvforstærkende evne. Og man må ikke glemme, at overvindelsen af ​​ tendensen – selv når den kommer til udtryk på sit højeste niveau hos en mester –kun kan overvindes delvis.

Set fra det perspektiv hentyder luftens og vanddampens varmebærende egenskaber i regncyklussen desuden til forædling af menneskets begær. Efterhånden som transmutationen af de lavere følelser og det lavere tankesind skrider frem, har det en parallel effekt på astrallegemet. Begærets essentielle kvalitet er kærlighed. Derfor kan begæret ikke forvandles, men det kan udvikle sig hen imod et mere forædlet udtryk ved hjælp af en naturlig nyorienteringsproces under transmutationsprocessen. Kvaliteten af kærligheden i ​​begærnaturen kan derfor ændre sig og udvikle sig fra et grundlæggende overlevelsesinstinkt med tilknytning til det ydre liv (styret af følelserne), mens den stiger til en stadig højere resonans, der er i samklang med det indre liv og et afklaret tankesind. Det skaber en intelligent begærnatur og en bevægelse væk fra det egoistiske begærliv til en større uselvisk aspiration og muligvis til et ønske om frigørelse,[2] og til sidst en nyorientering mod sandheden og Planen.

________________________________

[1] Alice A. Bailey: The Light of the Soul, p. 135 and p. 137

[2] Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, p. 296

________________________________