Kombinationen af ​​lyde, der skaber et menneskes akkord, er dets sande esoteriske navn. Det er årsagen til, at åndsvidenskaben oplyser, at når et menneskes sande navn udtales, vil det straks reagere, uanset hvor det befinder sig. Fra fortidens folkeslag findes der svage rester af traditioner, som sandsynligvis har haft udgangspunkt i denne idé. Man mente, at et menneskes sande navn var en del af mennesket, og at navnet skulle holdes omhyggeligt skjult. Hvis et andet menneske kendte det sande navn, kunne det få en vis magt, for det gav mulighed for at påvirke mennesket magisk. Det siges også, at et menneskes sande navn fornyes ved hver indvielse, for hver indvielsesceremoni er både en officiel anerkendelse og en fuldbyrdelse af en udviklingsproces, hvor mennesket løfter sin vibration til en højere frekvens, og hvor der sættes yderligere pres på strengene på den indviedes instrument. Det skaber en langt mere voluminøs musik, og derfor lyder den indviedes akkord anderledes.

For at undgå forvirring, skal man huske at skelne mellem menneskets to manifestationer på forskellige niveauer. Korrespondancen mellem de to manifestationer er så tæt, at man næsten kan betragte den lavere manifestation som en gentagelse af den højere. Sjælen er tredelt. Den består af atma-buddhi-manas, og det er tre aspekter, som eksisterer på hvert sit plan – atma på det atmiske plan, buddhi på det buddhiske plan og manas på de tre højeste underplaner af mentalplanet. På mentalplanet lever sjælen i kausallegemet, der er et legeme, som er opbygget af stoffet fra det laveste af de tre øverste manasiske underplaner. Fra kausalplanet sænker sjælen sig længere ned i manifestation og skaber tre lavere legemer – mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme. Sjælens grundtone i den lavere manifestation er allerede beskrevet, og den består af sjælens egen tone og de tre lavere legemers toner.