Fornemmelsen af dobbelthed – af den ydre og den indre verden – er så velkendt, og den spiller en enorm rolle i hvert eneste øjeblik i menneskets liv, og når man overvejer livets store spørgsmål, antager man altid – ja man forudsætter – at dobbeltheden er et faktum, der ikke skal bevises. Og det sker uden at man overhovedet tænker over, at man gør det. Mennesket baserer ubevidst sine ræsonnementer – ja hele sin måde at analysere og tænke på – på den grundlæggende dobbelthed, som accepteres, fordi man aldrig har tænkt over den.

I menneskets søgen efter sandhed er det imidlertid nødvendigt at være helt fordomsfri. Det kræver hensynsløs ærlighed, og det kræver, at man aldrig accepterer en forestilling – heller ikke hvis den betragtes som hellig eller dogmatisk – uden først at undersøge, om den er virkelig, også selv om en undersøgelse umiddelbart virker overflødig. Kun på den måde kan man forhindre, at der indsniger sig fejl i forsøget på at løse problemstillingen.

Det er vigtigt at betragte to elementer i Universet – bevidsthedsverdenen inden i og den synlige verden udenfor – for at se, om man kan lære at forstå dem. Der er ingen tvivl om bevidstheds- eller livssiden af det dobbelte univers, for det er et faktum, at mennesket ér. Mennesket er et eller andet på en eller anden måde, og det er grundlaget for al viden og erkendelse. ”Cogito, ergo sum” (”jeg tænker, altså er jeg”) er stadig udgangspunktet for alle undersøgelser, for ordene ”jeg tænker” afslører det grundlæggende faktum at ”jeg findes”.