Mennesker kan skabe på grundlag af det, der allerede er skabt. Evnen til at skabe på grundlag af absolut intet er guddommelig. Grækernes Chaos sammenlignes som regel med mørke eller nat, men lys og mørke udgør som bekendt en dualitet, og lys og mørke er derfor hinandens forudsætninger. Derfor var Chaos ikke mørke men intethed. Begrebet ”kaos” indgår i de fleste religioner, hvor det refererer til den oprindelige tilstand før skabelsen, og kaos forbinder dermed to begreber – urhavet og urmørket – som er grundlag for manifestationen. Og urhavet og urmørket eller intetheden kræver en Gud, hvis det skal forvandles fra intet til noget. Chaos er udelukkende ”kaotisk” i den forstand, at Universets bestanddele endnu er ikke skabt og organiseret hierarkisk. Skabelsen er stadig uorganiseret, fordi den består af et kosmisk lager af latente eller hvilende ”tankefrø” fra de tidligere manvantaraer (manifestationsperioder). Chaos rummer derfor potentialet til en bestemt hierarkisk opbygning, der er faldende i manifestation. Reelt er det betingelsen for et solsystem eller en planetarisk kæde under pralaya (hvileperioden), der indeholder alle nødvendige elementer i en udifferentieret tilstand.