Alice A. Bailey om smag
Alice A. Bailey siger følgende om smag:
”Mennesket smager og lærer på den måde at skelne, for det er den vigtige sans, der begynder at vise sig under den proces, hvor skelneevnen udvikles, og den finder sted, når stoffets illusoriske karakter gennemskues. Skelneevnen er det redskab til udvikling, som sjælen bruger, når den udvikler intuitionen, som er en evne, der medfører, at sjælen erkender sin egen essens i og bag alle former. Skelneevnen handler om naturens dualitet − Selvet og ikke-selvet − og den er det middel, der adskiller dem under tilbagetrækningsprocessen (dvs. udviklingen af højere bevidsthed). Intuition handler om enhed, og den er sjælens evne til at kontakte andre sjæle. Det er ikke en evne, der bruges til at kontakte ikke-selvet. I nutiden er intuition sjælden pga. personlighedens voldsomme individualisme og identifikation med formen, som er en nødvendighed i den nuværende fase. Efterhånden som smagssansen udvikles på de højere planer, leder den mennesket frem mod stadig finere skelneevne, indtil mennesket til sidst trænger igennem formen og helt ind til kernen af sin egen natur”.
Alice A. Bailey: A Treatise on Cosmic Fire, p. 201
Det oplyste tankesind udvikles ved at bruge tankesindets oplysende egenskaber − herunder skelneevnen. Tankesindet er sjælens ”spotlight” på det lavere mentalplan, der er den konkrete tænknings plan. Sjælen kan gennem sit ”søgelys” finkæmme de områder i de tre lavere verdener, som lyset (opmærksomheden og bevidstheden) rettes imod. Ved hjælp af lyset kan skelneevnen udvikles, og man kan foretage sine valg.
Det er ikke normalt, at betragte skelneevnen som en psykisk evne, men som man kan læse i det efterfølgende, kræver den udviklede skelneevne en dyb åndelig indsigt.
|