Koncentration

Det første man skal vide om koncentration, er, at der er forskel på spontan, automatisk koncentration og på velovervejet, kontrolleret koncentration. Forskellen ligger i den kvalitet, de to koncentrationsformer har, og i den måde de benyttes. Det kaldes spontan koncentration, når tankesindet aktiveres af en impuls fra stærke interesser, ønsker, følelser eller begær, som fastholder koncentrationen i én bestemt retning. Et typisk eksempel er en leder, der planlægger en organisations arbejde med en målsætning om, at arbejdet bliver en succes. Et andet eksempel er en studerende, der koncentrerer sig om emnerne i et fag lige før en eksamen med et stærkt ønske om at bestå.

De, der kan koncentrere sig effektivt på denne måde, tror ofte, at deres koncentrationsevne er god. Det kan den naturligvis til en vis grad også være, men evnen til at fastholde tankesindet på en bestemt opgave eller et specielt emne, når motivationen er intens interesse, behov, begær eller frygt, betyder nødvendigvis ikke, at koncentrationen kan fastholdes, hvis motivationen mangler. Kendsgerningen er, at når man forsøger at koncentrere sig om et abstrakt emne eller om noget, der ikke indeholder personlige interesser eller fordele, så er koncentrationen langt vanskeligere at fastholde, og ofte opdager man, at man i virkeligheden ikke har nogen rigtig kontrol over tankerne.

Denne erkendelse kan virke desillusionerende, men den er gavnlig. Den viser, i hvor høj grad man er et offer for motivation, og at man derfor i en vis forstand er negativ til trods for, at man udadtil kan virke positiv og aktiv. Det er tegn på, at følelser, motivationer og tanker fungerer på en næsten automatisk måde, og at de fungerer som stærke kræfter i livet. Med andre ord er det dem, der påvirker, og man er derfor ikke selv den faktor, der vælger, styrer og har kontrollen.

Det er en af årsagerne til, at de mere intellektuelle og åndelige interesser ikke har samme motiverende kraft som personlig interesse for gennemsnitsmennesket, men det skyldes også, at der findes en speciel forskel i den måde, disse interesser kommer til udtryk på. Abstrakte emner er "finere" og derfor mere uhåndgribelige for tankesindet at koncentrere sig om og at fastholde. Tankesindet, der ikke er vant til at fungere på denne subtile og mere krævende måde, reagerer med modvilje og fjerner opmærksomheden. Det er en ny form for aktivitet, og normalt skaber ethvert nyt emne og et nyt vidensområde vanskeligheder i begyndelsen. Tankesindet bryder sig ikke om at udføre opgaver inden for nye områder. Inden for de vante områder, er der allerede tidligere udført et stort arbejde, og derfor er der baggrund og forbindelser, der letter arbejdet. Et nyt emne kræver langt større koncentration og indsats.

Det forklarer, hvorfor så mange afviser at acceptere nye idéer og at ændre mål og interesser. De bryder sig ikke om det nye og frygter det ligefrem, og derfor stritter de imod. Et eksempel, som nu virker helt utroligt, er en berømt fransk astronoms udtalelse om, at der var ikke mere at opdage inden for astronomien − det var i 1884.

Erkendelsen af, at man ikke er herre over sine tanker, kan muligvis overraske, men hvis man bliver overrasket, er det godt, for det kan vække ønsket om at gøre en indsats for at styre tankerne, og det kan skabe den motivation, der tidligere manglede. Et andet vigtigt resultat af disse opdagelser er viden om, at mennesket ikke er identisk med sine tanker og følelser. Det mislykkede forsøg på at holde tankesindet aktivt har vist, at der er en konflikt, og det betyder, at der er uoverensstemmelse mellem to faktorer. Viden om denne konflikt er vigtig, for den kaster lys over forskellen mellem sjælen med sin egen vilje, og tankesindet, som er vanskelig at styre, og som er modvillig eller doven, og som på en måde har sit eget liv.

De forberedende og vigtige erkendelser skaber grundlaget for at lære at koncentrere tankesindet ved hjælp af viljen. Desuden giver de indsigt i de indre mekanismer, og de giver den motivation, der er nødvendig for at mestre dette vigtige redskab – tankesindet − der er en enestående tjener, når det beherskes, men som giver store vanskeligheder, når det får lov til at fungere som herre.

Den teknik, der skal benyttes for at opnå kontrol over tankesindet og viljesmæssig koncentration, er modsat den, der normalt benyttes i undervisning, hvor det gælder om at fange elevens interesse. Det gør indlæringen nemmere, men det medfører ikke virkelig kontrol over tankesindet. For at opnå bevidst koncentration på vanskelige og abstrakte emner, skal man i begyndelsen bruge en teknik, hvor koncentrationen gælder enkle og neutrale emner, der overhovedet ikke interesserer. På den måde kan man lære at fastholde tankesindet stabilt uden hjælp af personlige interesser, ønsker og begær.

Der findes mange former for koncentrationsøvelser. Visuel iagttagelse er en enkel øvelse, og derfor er den god at begynde med. Det er en øvelse i opmærksomhed og ikke i tankeprocesser, og derfor udvikler den en grundlæggende evne til at kunne fokusere opmærksomheden, som er det første trin i de mere vanskelige og komplicerede meditationsprocesser med abstrakte emner.

En supplerende øvelse i visuel iagttagelse, der kan bruges − når man har tid og lyst − er, at iagttage mange ting hurtigt og præcist. Eksempelvis kan man i et halvt minut iagttage alt, hvad der findes i en stue, og derefter skrive alle genstandene ned så deltaljeret som muligt. Den samme øvelse kan udføres ved at iagttage varerne i et forretningsvindue eller ved at forsøge at huske alle detaljer i et maleri. Det sidste eksempel giver god mulighed for at vurdere, hvor stor succes man har med denne evne, for bruger man et egnet maleri, kan man hele tiden kontrollere udviklingen ved at føre en slags statistik.

Disse øvelser viser også, at evnen til at iagttage varierer meget i forhold til forskellige psykologiske typer. Et stort antal mennesker oplever, at denne form for øvelser er forholdsvis let, fordi de er interesseret i den ydre verden, og derfor iagttager de normalt alt omkring sig. For disse mennesker er den form for øvelser unødvendige. Men de er i høj grad nyttige for mennesker, der har tendens til at leve på livets indre og mere abstrakte niveauer, og som hovedsageligt har interessen centreret i følelseslivet, forestillingsevnen og i tankemæssige områder. Øvelserne træner disse mennesker til både at iagttage og koncentrere sig om det, der ikke interesserer dem, og det hjælper med at udvikle denne forholdsvis uudviklede side af naturen. Målet er, at man – uanset hvad der interesserer – skal blive i stand til at koncentrere sig på et hvilket som helst plan og om alle ting og emner ved hjælp af viljen.

Øvelser i at iagttage ydre ting er en forberedelse til at kunne koncentrere sig om indre emner – dvs. om indre billeder eller forestillinger. En øvelse, der skaber en overgang mellem disse to, er at iagttage et billede i 20 eller 30 sekunder, og derefter lukke øjnene og prøve at fastholde synet af billedet i "tankesindets øje" eller "det indre øje". Alle har denne forestillingsevne, for alle er i stand til at forestille sig ting, kendte ansigter osv. Denne evne er mere udviklet og levende hos nogle mennesker end hos andre, men det nuværende mål gælder ikke så meget, om den er levende, men mere om evnen til at fastholde billedet urokkeligt foran tankesindets øje og at være i stand til at koncentrere opmærksomheden på det. At se på et maleri et stykke tid hjælper i høj grad til at skabe et klart billede og til at fastholde det.

En anden øvelse af denne type er at skabe et billede og fastholde det i kort tid uden at have set det lige inden. Man kan begynde med noget velkendt, som f.eks. en bygning man ser hver dag, en udsigt man kender eller et familiemedlem. Billedet skal være en nøjagtig kopi med koncentration på detaljer, og derefter skal det fastholdes en bestemt tid.

Her begynder den virkelige kamp – en interessant men af og til voldsom dyst – mellem viljen til at fastholde billedet og bevægeligheden i forestillingsevnen, der er vant til at bevæge sig fra én ting til en anden i hurtig og ofte kaotisk rækkefølge. Forestillingsevnen vil benytte alle tricks. Den vil forvrænge billedet, udbygge det, tilføje nogle uvedkommende elementer, opdele det i to eller flere dele, erstatte det med et andet − altså gøre alt muligt andet end at lade billedet stå roligt foran tankesindets øje.

Denne kendsgerning er overraskende, men igen afslørende. Endnu en gang får man et klart bevis på, at man ikke er i stand til at styre sit redskab, og at der findes en konflikt mellem redskabet og mennesket. Her begynder processen med viljen for alvor i forhold til styring, retning og anvendelse – viljesmæssigt – af hele mekanismen.