I nutiden er det en almindelig antagelse, at hypofysen er hovedregulatoren i legemets hormonelle mekanisme. Dr. R.G. Hoskins, som er forsigtig med sine generaliseringer og konklusioner, siger:

”Fra virkningen af de mange forstyrrelser i hypofysen – uanset om de opstår spontant eller via eksperimenter − fremgår det tilstrækkeligt tydeligt, at kirtlen spiller en betydelig − muligvis en dominerende − rolle i reguleringen af de fysiologiske processer i det fysiske legeme”.

Forandringer, der opstår i hypofysen, medfører forandringer i binyrerne, skjoldbruskkirtlen, bugspytkirtlen, kønskirtlerne og måske andre endokrine væv. Man ved også, at hypofysen står i aktiv forbindelse med de nærmeste dele af hjernen. Mange af de vigtigste processer i det fysiske legeme er under dobbelt kontrol − hormonernes og nervernes. I hypothalamus-regionen (den del af hjernen, der omgiver hypofysen) er der centre, der regulerer processer som eksempelvis fedme, vattersot (sygelig ophobning af væske i kroppens væv og hulrum), vækst og kønslig udvikling. Man skal derfor ikke alene tage hormonernes virkning rundt omkring i det fysiske legeme i betragtning, men også virkninger på de koordinerende hjernecentre. Endelig er der den mulighed, at hjernecentrerne omvendt hjælper til at regulere hypofysen funktion.

Hypofysen er en kirtel, der er speciel på tre måder. For det første stammer den i sin udvikling fra to forskellige oprindelser, og for det andet er den i nær kontakt med en del af hjernen. Den dobbelte oprindelse har den tilfælles med binyrerne − men kontakten med hjernen har den tilfælles med pinealkirtlen. Men hvis man kombinerer de to mysterier, er den enestående.

Hovedbestanddelen af hypofysen er en udvækst fra ganen. Det skaber kontakt med en nedadgående udvækst fra den primære hjerneblære til skabelsen af hypofysen. I den fuldt udviklede hypofyse kan der iagttages forskellige områder, som hver har sin egen fine konstruktion og sin egen funktion eller funktioner. Den har en meget gådefuld blodtilførsel, og det medfører, at en variant af dens udsondring kan overføres direkte til den nærmest liggende del af hjernen, mens resten strømmer ud i det almindelige omløb ligesom udsondringerne fra andre kanalløse kirtler. Listen over hypofysens funktioner via sine udsondringer er efterhånden vokset meget.

Ud over de øjensynligt direkte virkninger på forskellige kirtler har hypofysen en indirekte virkning via andre kanalløse kirtler. Det har vist sig, at en eller anden af dens afsondringer påvirker alle legemets øvrige kanalløse kirtler. Hypofysen virker dermed stimulerende på tyroiden,[1] paratyroiderne,[2] den ydre del af adrenalerne og det endokrine væv i forplantningsorganerne, mens den virker hæmmende på bugspytkirtlen i forbindelse med kontrol med vævenes sukkerudnyttelse. På den måde kontrollerer den aktiviteten i det endokrine system, og derfor kan den med rette kaldes ”mesterkirtlen blandt de kanalløse kirtler”.

_________________________________

[1] Thyreoidea eller glandula thyreoidea er det samme som skjoldbruskkirtlen.

[2] Biskjoldbruskkirtlerne er små endokrine kirtler i halsen på mennesket. De producerer parathyreoideahormon. Mennesket har normalt fire biskjoldbruskkirtlerne, trinløst placeret på bagsiden af skjoldbruskkirtlen.

_________________________________