Buddha viste sig på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor der skete en enorm indstrømning af lys fra Logos’ andet aspekt, som Alice A. Bailey har beskrevet som kærlighed-visdoms strålen. Den var aktiv i det nordlige Indien i perioden omkring det 6. årh. f.Kr. Buddha brød med Vedanta-traditionerne, men også med den asketiske praksis, der var udbredt blandt de omvandrende tiggermunke, som var på jagt efter befrielsens lys. Buddhas fire ædle sandheder fokuserede på, at årsagen til lidelser var menneskets begær, og den ædle ottefoldige vej var en forudsætning for at gå vejen mod målet, som resulterede i oplysning.

Kristus – Buddhas broder – repræsenterede et andet aspekt af 2. stråle – kærlighedsaspektet − mens Buddha repræsenterede det første aspekt af 2. stråle − visdomsaspektet. I Johannesevangeliet blev Kristus omtalt som ”verdens lys”[1] og meget af hans undervisning drejede sig om at stimulere det indre lys. Han underviste også om det indre øjes betydning − det tredje øje − dengang han sagde: ”Øjet er legemets lys, hvis derfor dit øje er ét, vil hele dit legeme være fuld af lys”.[2] Buddha og Kristus er de største avatarer, der indtil nu er kommet til den fysiske verden. De var ansvarlige for − sammen med deres tilhængere − at fokusere på lyset, når den store kamp skulle kæmpes for at fjerne nogle af de misforståelser, illusioner og vaner, der var opbygget i menneskets bevidsthed.

_________________________________

[1] Johannesevangeliet, 8,12 – ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”.

[2] Matthæusevangeliet, 6,22. I nyere oversættelser er ”ét øje” oversat med et ”sundt” øje.

_________________________________