PSYKOLOGI & SJÆLEN

I nutiden er morallære og lovgivning stadig i en udviklingsfase, for morallære og lovgivning er ganske enkelt uforenelige. Loven fortæller ikke, hvad der er moralsk og umoralsk − kun hvad der er lovligt og ulovligt. Hvad er der snart tilbage, som ligger uden for fysisk naturvidenskab? Iflg. åndsvidenskaben er det psykologien − videnskaben om sjælen. Sjælen er blevet udforsket af nutidens psykologer, men det er desværre gjort fysisk og induktivt, som om sjælen er en genstand, eller som om den består af fysisk stof, der er ved at gå i opløsning. Psykologi og psykologiens sidegren, metafysikken, klarer sig dårligere end alle andre videnskaber. Psykologi og metafysik er to videnskaber, der længe har været totalt adskilt, og pga. uvidenhed er de blevet dødsfjender. Psykologien havde dårligt nok set dagens lys før den havnede i hænderne på den middelalderlige skolastik. Senere blev den befriet derfra, men kun for at blive genstand for nutidens ordkløveri.

I sin nuværende udgave er psykologi en farlig og smuk blomst, der vokser i den håbløse materialismes magre jord. Psykologerne forestiller sig, at mennesket i princippet er en hjælpeløs automat, der styres som en marionetdukke af de tråde, der stammer fra arv og miljø. Den nuværende materialistiske teori om sind og fysisk stof indebærer nødvendigvis læren om tilintetgørelse ved døden, og derfor er den ikke korrekt. Åndsvidenskaben oplyser, at der er enhed mellem Logos og urstoffet. Der er kun er én virkelighed bag Universets fænomener. Men i evolutionscyklussen med den manifesterende Logos (ånden) og mulaprakriti (stoffet eller dets noumenon, dvs. tingenes sande eller indre årsag og natur), er polariseringen eller modsætningernes par alle fænomener, som er både subjektive og objektive. Dualiteten mellem ånd og stof er en kendsgerning, så længe den store evolutionscyklus består. Bag dualiteten er der vævet et mørkt slør af ”det store ukendte” − det uendelige, uerkendbare og ufattelige. Det er derfor indlysende, at i stedet for at være en videnskab om skabelsens første principper er metafysik blevet brudt op i en række mere eller mindre materialistiske skoler med alverdens teorier og varianter.

Man kan sige, at nutidens psykologi reelt svarer til katolicisme minus kristendom, for nutidens psykologi er psykologi minus en sjæl. Psyken er blevet reduceret til bare at være en fornemmelse. Det svarer til et solsystem minus en sol. Nutidens psykolog beskæftiger sig kun med den overfladiske hjernebevidsthed, og det er håbløst materialistisk. Materialismen forsøger ikke at forstå menneskets bevidsthed og tænkeevne − og endnu mindre menneskets ånd og sjæl. Materialismen betragter i virkeligheden mennesket som en bunke organiseret støv. Mennesket er en talende maskine, der udtrykker sig uden en sjæl. Tanken betragtes bare som molekylære forandringer i hjernen. Men iflg. åndsvidenskaben er de molekylære forandringer i hjernen skabt af mentale impulser, for det er tanken, der påvirker hjernens stof. Tanken er derfor uafhængig af hjernen, for hjernen er udelukkende et redskab. Når et menneske siger, ”jeg tænker”, ”jeg føler”, ”jeg handler”, er der et ”jeg”, der tænker, føler og handler. Det er indlysende, at mennesket ikke kan være hverken tanken, følelsen eller handlingen. Der er en indre instans − et ”jeg” eller en sjæl − der tænker, føler og handler. Spørgsmålet er, hvorfor psykologerne er bange for at bore dybere i menneskets bevidsthed for at finde det ”jeg”, ”selv”, ”ego” eller den sjæl, der er skabt i spændingsfeltet mellem ånden (livet) og legemet (stoffet)?